MRF 2021.219
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. juni 2021, j.nr. 21/01900
Efter byretten i MRF 2021.101 B havde hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage over påbud fra 2014 om etablering af kystbeskyttelse, genoptog nævnet sagen og ophævede og hjemviste kommunens påbud, da loven ikke indeholdt hjemmel til at påbyde private lodsejere at etablere kystbeskyttelse, men alene til at påbyde forundersøgelser.
Dansk Handicapforbund (DH) havde i mere end 50 år været ejer af en ejendom ved stranden skænket af en fond med henblik på at skabe et fristed for mennesker med handicap. Ved stormen ”Bodil” i december 2013 blev stranden oversvømmet som flere andre strækninger af Gentofte Kommunes kyst, hvorefter kommunen havde vurderet, at der var behov for øget kystbeskyttelse. Gentofte Kommune meddelte herefter i august, oktober og november 2014 påbud til DH om at udføre kystsikring med henvisning til kystbeskyttelseslovens dagældende (lbkg. 2009/267) § 1 a, stk. 3, henholdsvis § 5, stk. 2. DH påklagede påbuddene, men anførte at være indstillet på at påbegynde projektet på den betingelse, at kommunen ville godtgøre udgifterne, hvis påbuddet viste sig uberettiget. Den 13. november 2019 afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet ved formandsafgørelse DH’s klage (j.nr. 19/06753), da nævnet fandt, at sagen ikke længere var aktuel, idet kommunen ved tilsyn havde konstateret, at kystsikringen var udført som foreskrevet. DH anlagde herefter retssag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om ophævelse af klagenævnets afvisning og hjemvisning af sagen. Ved Retten i Lyngbys dom af 2. februar 2021 fik DH medhold, bl.a. fordi klagenævnets afgørelse kunne have betydning for, om DH havde et erstatningskrav mod kommunen (se MRF 2021.101 B). Miljø- og Fødevareklagenævnet genoptog herefter sagen ved formandsafgørelse og lagde til grund, at selvom kystbeskyttelsesforanstaltningen alene var etableret på kyststrækningen ud for DH’s ejendom, ville denne medføre beskyttelse af flere ejendomme, da det var strækningen ved DH’s ejendom, der under stormfloden fungerede som primær vandvej for oversvømmelse, og da kommunen også havde varslet påbud over for andre grundejere i området. Nævnet fandt på baggrund heraf, at kommunen i medfør af den dagældende § 1 a, stk. 1, i kystbeskyttelsesloven havde haft hjemmel til at igangsætte en sag efter kystbeskyttelseslovens kapitel 1a om udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger til beskyttelse af flere ejendomme. Nævnet fandt imidlertid, at lovens § 1 a, stk. 3, ikke indeholdt hjemmel til at udstede påbud om at etablere kystbeskyttelsesforanstaltninger, men alene indeholdt hjemmel til at pålægge iværksættelse af forundersøgelser og skitseprojektering, ligesom at et sådant påbud alene kunne udstedes over for en ansøger. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunen med henvisning til den dagældende § 1 a, stk. 3, havde haft hjemmel til at udstede påbuddene. Nævnet fandt herudover, at påbuddet af 10. oktober 2014 ikke udgjorde en underretning som omhandlet i kystbeskyttelseslovens dagældende § 5, stk. 2, ligesom § 5, stk. 2, ikke gav hjemmel til at udstede påbud om kystbeskyttelsesforanstaltninger. Kommunen havde derfor heller ikke med henvisningen til kystbeskyttelseslovens § 5, stk. 2, haft hjemmel til at udstede påbud. Nævnet fandt, at kommunen ikke på baggrund af udtalelser fra de berørte grundejere og Kystdirektoratet, jf. lovens § 2 og § 3, stk. 1, havde truffet beslutning om, hvorvidt sagen skulle fremmes eller ej. Det forhold, at DH havde udtrykt interesse for projektet, og at kommunen selv havde vurderet, at der var et behov for kystbeskyttelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke havde indkaldt til og afholdt et møde med de grundejere, der kunne blive pålagt bidragspligt, i overensstemmelse med lovens § 3, stk. 1, 3 og 4, samt § 4, og at kommunen heller ikke i medfør af lovens § 5, stk. 1 og 2, havde truffet beslutning om, hvorvidt sagen, efter afholdelse af mødet, skulle fremmes eller ej, herunder hvorledes udgifterne til navnlig projektet og vedligeholdelse skulle afholdes og fordeles. Nævnet fandt derfor, at kommunens behandling af sagen ikke lå inden for lovens rammer for behandling af sager efter kystbeskyttelseslovens kapitel 1a, hvorfor påbuddene led af væsentlige retlige mangler. Det forhold, at de udstedte påbud var opfyldt af DH, herunder med mere omfangsrige kystbeskyttelsesforanstaltninger end påkrævet i påbuddene, og at DH via fondsstøtte havde fået dækket de afholdte udgifter i forbindelse hermed, kunne ikke føre til et andet resultat. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede på denne baggrund påbuddene og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Det må undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke nøjedes med at ophæve påbuddet, men hjemviste sagen. Det må således med sikkerhed afvises, at der i de dagældende regler i kystbeskyttelsesloven var hjemmel til at påbyde en lodsejer at iværksætte kystbeskyttelsesforanstaltninger af den i sagen omhandlede karakter. Det er således vanskeligt at indse grundlaget for en hjemvisning. Kystbeskyttelsesprojektet er gennemført, og der kan ikke meddeles nye påbud til afløsning af det tidligere påbud. Som det fremgår af dommen i MRF 2021.101 B, mener DH at have et erstatningskrav mod Gentofte Kommune for uhjemlet påbud, men det kan en hjemvisning ikke ændre ved.