MRF 2021.101
Retten i Lyngbys dom af 2. februar 2021, sag BS-15524/2020-LYN
Dansk Handicapforbund mod Gentofte Kommune og Miljø- og Fødevareklagenævnet
Miljø- og Fødevareklagenævnet havde pligt til at realitetsbehandle en klage over et påbud om kystsikring, som var blevet opfyldt, idet adressaten havde en væsentlig, individuel interesse heri som følge af et potentielt erstatningskrav mod kommunen
Dansk Handicapforbund (DH) havde i mere end 50 år været ejer af en ejendom ved stranden skænket af en fond med henblik på at skabe et fristed for mennesker med handicap. Ved stormen ”Bodil” i december 2013 blev stranden oversvømmet. Ad flere omgange i 2014 meddelte Gentofte Kommune påbud til DH om udførelse af kystsikring. DH klagede over påbuddet, men anførte at være indstillet på at påbegynde projektet på den betingelse, at kommunen ville godtgøre udgifterne, hvis påbuddet viste sig uberettiget. Kommunen forstod dette således, at DH frivilligt ville foranstalte kystsikring som led i et større projekt angående adgang til stranden, hvortil DH havde søgt om fondsmidler. I juni 2015 fik DH bevilget fondsmidler til projektet, hvorefter kommunen meddelte byggetilladelse. I maj 2018 anmodede DH kommunen om at få oplyst, hvad der var sket i anledning af klagerne fra 2014. Kommunen svarede, at den anså påbudssagen som afsluttet, idet den ved tilsyn havde konstateret, at kystsikringen var udført som foreskrevet. DH ønskede imidlertid fortsat klagerne behandlet. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i november 2019 DH’s klage med den begrundelse, at sagen ikke længere var aktuel, fordi påbuddet var opfyldt. DH sagsøgte herefter både kommunen og nævnet med påstand om, at deres respektive afgørelser skulle tilsidesættes. Over for kommunen nedlagde DH også betalingspåstand på grundlag af erstatningssvar, men denne del af retssagen blev udskilt til senere behandling afhængig af denne sags udfald. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse, mens kommunen påstod afvisning, subsidiært frifindelse. Over for kommunen gjorde DH navnlig gældende, at kommunen ikke havde haft hjemmel til at udstede de pågældende påbud, fordi kommunen ikke havde fulgt den fremgangsmåde, der følger af kystbeskyttelseslovens § 1 a. Over for både kommunen og nævnet gjorde DH gældende, at spørgsmålet stadig var aktuelt henset til DH’s potentielle erstatningskrav. Kommunen gjorde bl.a. gældende, at DH ikke havde klaget rettidigt over det seneste påbud af 14. november 2014. Byretten indledte med at lægge til grund som ubestridt, at de to første påbud var påklaget rettidigt. Dernæst fandt retten det ikke godtgjort, at det seneste påbud var kommet frem til DH før marts 2019, hvorfor klagen herover også var rettidig. Byretten fandt, at det kunne have betydning for DH’s potentielle erstatningskrav mod kommunen, om påbuddene var lovlige, og at DH derfor havde en væsentlig, individuel interesse i at få spørgsmålet afgjort. Derfor havde Miljø- og Fødevareklagenævnet en pligt til at realitetsbehandle klagen. DH fik derfor medhold i sin påstand over for nævnet. Da lovligheden af kommunens påbud skulle rekursbehandles, havde DH ikke for tiden en retlig interesse i at få spørgsmålet afgjort ved dom. Derfor tog retten kommunens afvisningspåstand til følge.
Kommentar: Sagen illustrerer det nære samspil, der findes mellem den materielle miljølovgivning og erstatningsretten, og de misforståelser, som dette kan afstedkomme. I sager om forvaltningsmyndigheders erstatningsansvar for myndighedsudøvelse har den materielle forvaltningsretlige vurdering af de vedkommende afgørelsers gyldighed ofte en præjudiciel funktion i forhold til den erstatningsretlige vurdering, navnlig af ansvarsgrundlaget. Selv om rekursmyndigheder som Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke er kompetente til at tage stilling til sådanne deliktuelle erstatningsspørgsmål, er nævnet forpligtet til at tage hensyn hertil, når de vurderer, om klageren har en retlig interesse i realitetsbehandlingen af det underliggende forvaltningsretlige spørgsmål. Generelt bør rekursmyndigheder være tilbageholdende med at afvise rettidige klager fra klageberettigede personer og foreninger alene på baggrund af et synspunkt om manglende aktualitet. I lyset af DH’s oplysninger om under protest at ville påbegynde opfyldelsen af påbuddet i forbindelse med klagen må det anses for en fejl, at kommunen ikke videresendte klagen til rekursmyndigheden med henblik på opsættende virkning efter kystbeskyttelseslovens § 18 a, stk. 10 – eller at kommunen ikke i det mindste vejledte herom. Da det oprindelige påbud blev meddelt i 2015, var det i øvrigt Kystdirektoratet, der var klagemyndighed.