MRF 2021.178
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. april 2021 (j.nr. 18/05531)
Ikke grundlag for at underkende Kalundborg og Odsherred Kommuners vedtagelse i 2017 af kommunal Natura 2000-handleplan, da kommunen både havde ret og pligt til at fastsætte konkrete mål for indsatsen, der var i overensstemmelse med den statslige Natura 2000-plan, og da det fremgik af handleplanen, at den i videst muligt omfang skulle gennemføres ved frivillige aftaler med lodsejere.
Kalundborg og Odsherred Kommuner vedtog i april 2017 ’Natura 2000-handleplan 2016-2021’ for Natura 2000-område nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig mv. Området, der består af to fuglebeskyttelsesområder og to habitatområder, har et areal på 44.500 ha, hvoraf 88 % af området udgøres af vandarealet i Sejerø Bugt og Saltbæk Vig, mens resten er landareal med en kystlinje på ca. 63 km. Landarealerne er domineret af kystmorfologiske strukturer som laguner og klitter samt overdrev udviklet på kystskrænter og randmoræne. Handleplanen beskrev for habitatområdernes vedkommende den indsats, der skulle igangsættes i Natura 2000-området inden udgangen af 2021, og målet var at bevare og fremme de naturtyper og arter, som områderne var udpeget for at beskytte. Der ville i særlig grad skulle ske en indsats for naturtyperne tør hede, surt overdrev, kalkoverdrev, rigkær og enebærklit. Indsatsen i planperioden var rettet mod en sammenbinding af spredte naturtypeforekomster, pleje af overdrevene samt bekæmpelse af ikke-hjemmehørende arter. Indsatsen skulle ifølge planen udføres af lodsejere i området. Vedtagelsen i 2017 blev påklaget af en række lodsejere, der bl.a. anførte, at Odsherred Kommune ikke reelt havde forholdt sig til høringssvarene, og at kommunen havde misforstået omfanget af den frivillighed, der var indarbejdet i Natura 2000-planen. Det anførtes endvidere, at Natura 2000-handleplanen ikke var i overensstemmelse med Natura 2000-planen, herunder at kommunen ikke havde hjemmel til at opstillede specifikke mål for indsatsen i handleplanen, når dette ikke var gjort i den statslige Natura 2000-plan. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at Odsherred Kommune ved tilvejebringelsen af Natura 2000-handleplanen havde fulgt proceduren i miljømålslovens § 46 b, herunder fristen for indgivelse af høringssvar. Da hvidbogen for Natura 2000-området indeholdt et resumé af de indkomne høringssvar, og da kommunen havde oplyst, at den i behandlingen heraf havde forholdt sig til indholdet af samtlige høringssvar, fandt nævnet, at der ikke forelå sagsbehandlingsfejl i forbindelse planens tilblivelse. For så vidt angik Natura 2000-handleplanens overensstemmelse med Natura 2000-planen, fandt nævnet, at Odsherred Kommune i handleplanen havde angivet de forventede metoder og forvaltningsmæssige tiltag, som kommunen havde vurderet, var påkrævede for at realisere Natura 2000-planen. Nævnet bemærkede, at kommunen havde både ret og pligt til at fastsætte sådanne konkrete mål for indsatsen, herunder angivelse af arealstørrelser for forskellige indsatser, for at leve op til kravet i miljømålslovens § 46, stk. 4, hvorefter kommunen skal sikre gennemførelsen af Natura 2000-planen og § 3 i bekendtgørelse nr. 944 af 27. juni 2016 om kommunalbestyrelsernes Natura 2000-handleplaner, hvorefter handleplanen skal være så konkret, at det kan vurderes, om den er gennemført. Nævnet fandt endvidere, at tiltaget i Natura 2000-handleplanen om at sammenbinde og skabe nye arealer med overdrevsnatur lå inden for rammerne i Natura 2000-planen, da det bl.a. fremgik af Natura 2000-planen, at det var en overordnet målsætning for Natura 2000-området, at der i flere områder skulle dannes store sammenhængende overdrevslandskaber, og at der skulle udvikles større, sammenhængende, lysåbne klit- og overdrevsarealer. Nævnet fandt på denne baggrund, at Natura 2000-handleplanen var i overensstemmelse med Natura 2000-planen. Endelig fandt nævnet, at kravet om frivillighed i Natura 2000-planen var opfyldt, da det fremgik af handleplanen, at den i videst muligt omfang skulle gennemføres gennem frivillige aftaler med lodsejerne i området. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter vedtagelsen af Natura 2000-handleplanen.
Kommentar: Afgørelsen omhandler en klage over tilvejebringelsen og indholdet af en kommunal handleplan for et Natura 2000-område efter miljøvurderingsloven. Dette må imidlertid sammenholdes med handleplanens retsvirkning, der fremgår af miljømålslovens § 48, hvorefter ”Regionsråd, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder er ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen bundet af en vedtaget Natura 2000-plan”. I forhold til lodsejerne har den kommunale handleplan derfor kun retsvirkning, hvis der enten i anden lov er hjemmel til ekspropriation, eller hvis lodsejerne søger om tilladelse eller dispensation efter anden lovgivning, hvilket f.eks. kan være miljøgodkendelser, byggetilladelser, tilladelser efter skovloven eller vandløbsloven eller dispensation fra fredning eller fra naturbeskyttelseslovens forbudsbestemmelser. De begrænsede oplysninger om den kommunale handleplans indhold må imidlertid sammenholdes med EU-Domstolens dom i sag C-43/18, hvor det blev fastslået, at når en handleplan for et Natura 2000-område fastsætter bevaringsmålsætninger, visse forebyggende foranstaltninger og rammer for aktivitet, der kræver tilladelse til projektet omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2, er handleplanen omfattet af SMV-direktivets regler om miljøvurdering af planer. Da dette er en EU-retlig forpligtelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet skal påse af egen drift, og der så vidt vides ikke er gennemført en miljøvurdering af den kommunale handleplan, burde dette have været påtalt af klagenævnet. Noget andet er, at når handleplanen blev vedtaget mere end fire år tidligere, og handleplanens periode næsten er udløbet, vil retsvirkningen af en ophævelse af en plan, der i øvrigt ikke binder lodsejerne direkte, være uklar.