MRF 2021.162
Planklagenævnets afgørelse af 15. juni 2021 (j.nr. 20/08916 og 20/10944)
Ophævet kommuneplantillæg, som fastlagde en samlet bebyggelsesprocent for to rammeområder, der var udlagt til henholdsvis boligformål og fritidsformål, da der ikke forelå den fornødne planlægningsmæssige begrundelse. Lokalplan ophævet som ugyldig, da lokalplanen fastsatte en højere bebyggelsesprocent end kommuneplanens rammebestemmelser, der fortsat var gældende som følge af det ugyldige kommuneplantillæg.
Kolding Kommune vedtog i juni 2020 endeligt lokalplan nr. 0212-12, Stadionvej – et etageboligområde, og kommuneplantillæg nr. 44 til kommuneplan 2017-2029. Det fremgik af kommuneplantillæggets rammebestemmelser, at bebyggelsesprocenten var 45 for rammeområde 0212-B2, som var udlagt til boligområde, og det fremgik, at bebyggelsesprocenten beregnedes inden for det samlede område inklusiv et område til fritidsformål. Den del af lokalplanområdet, der var beliggende i rammeområde 0212-B2, var i lokalplanen forudsat bebygget med etageboligbebyggelse i 3-4 etager, mens den del af lokalplanområdet, der var beliggende i rammeområde 0212-G2, som var udlagt til fritidsformål, ikke skulle bebygges. Det var endvidere bestemt i lokalplanens § 7.1, at der højst måtte etableres bebyggelse med et samlet boligetageareal på 8.500 m2, hvilket svarede til en bebyggelsesprocent på 45 for området som helhed. Planvedtagelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der navnlig anførte, at det udgjorde en retlig mangel, at kommuneplantillægget fastlagde en bebyggelsesprocent ved at medregne et naborammeområde med et andet formål. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at bebyggelsesprocenten i henhold til kommuneplantillægget skulle beregnes inden for rammeområde 0212-B2 samt den del af rammeområde 0212-G2, som var omfattet af lokalplan nr. 0212-12. Nævnet fandt ikke, at der var den fornødne planlægningsmæssige begrundelse for at fastsætte en samlet bebyggelsesprocent for de to rammeområder. Nævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af planerne, at området i rammeområde 0212-G2 ikke skulle bebygges, og at planerne i øvrigt ikke indikererede, at området skulle anvendes på en måde, der bevirkede, at arealet havde relevans for beregningen af bebyggelsesprocenten i rammeområde 0212-B2. Det var uden betydning, at der var tale om et matrikelnummer omfattende arealer i både 0212-B2 og 0212-G2, da der under alle omstændigheder var tale om et større areal, som ikke var forudsat bebygget. Da en planlægningsmæssig begrundelse er et grundlæggende krav til enhver plan, fandt nævnet, at kommuneplantillæggets bestemmelse om bebyggelsesprocent led af en væsentlig retlig mangel. Nævnet bemærkede, at kommuneplantillægget ændrede rammebestemmelserne om bebyggelsesprocent, etageantal og maksimal højde i forhold til rammebestemmelserne i kommuneplanen, hvorfor bestemmelsen om bebyggelsesprocent var en væsentlig del af den ændrede kommuneplanramme. Nævnet fandt derfor, at hele tillægget måtte ophæves som ugyldigt. Da kommuneplantillægget var ugyldigt, lagde nævnet herefter til grund, at de rammebestemmelser, der var gældende for området forud for vedtagelsen af kommuneplantillægget, fortsat var gældende. Lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen skulle derfor vurderes i forhold til rammebestemmelserne i kommuneplanen, hvoraf fremgik, at bebyggelsesprocenten for rammeområde 0212-B2 var 30. Da der i lokalplanen var fastsat en bestemmelse, der angav et specifikt antal m2, der måtte opføres, som svarede til en bebyggelsesprocent på 45, var bestemmelsen i strid med kommuneplanrammens bestemmelse om en maksimal bebyggelsesprocent på 30. Lokalplanen led derfor af en væsentlig retlig mangel, hvorfor lokalplanen var ugyldig. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund kommuneplantillægget og lokalplanen.