MRF 2021.153
Planklagenævnets afgørelse af 17. maj 2021 (j.nr. 20/03062)
Ophævet og hjemvist afslag på landzonetilladelse til opførelse af en hal til bl.a. foderopbevaring og fårehold, da kommunen ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om hallen var omfattet af planlovens landzonebestemmelser eller husdyrbrugloven.
På en ejendom i landzone var der ansøgt om tilladelse til opførelse af en hal, der bl.a. skulle bruges som maskinhus og foderopbevaring. En mindre del af hallen skulle desuden bruges som stald til et fårehold. Hallen skulle opføres 20 m fra et eksisterende klubhus på ejendommen, og ansøger ejede bl.a. flere andre ejendomme i området, herunder en landbrugsejendom med stuehus. Frederikssund Kommune gav den 7. februar 2020 afslag på landzonetilladelse til det ansøgte efter planlovens § 35, stk. 1, med henvisning til, at ejendommen, hvorpå hallen ønskedes opført, ikke var registreret som landbrugsejendom i matriklen, og at byggeriet derfor ikke var omfattet af planlovens § 36, stk. 1, nr. 3. Det fremgik videre, at kommunen fandt det uden betydning, at hallen blev opført i tilknytning til klubhuset på ejendommen, da det bl.a. ville være i strid med landzonebestemmelsernes formål at sprede ejendommens landbrugsbyggeri ud på flere ejendomme. Afgørelsen blev påklaget af ansøgeren, der bl.a. anførte, at hallen skulle anvendes til et fårehold på de omkringliggende arealer, og at der ville være en nærliggende risiko for, at arealanvendelsen ville blive uforholdsmæssig omkostningstung, hvis hallen ikke kunne opføres i tilknytning hertil. Planklagenævnet (formanden) fandt, at kommunen ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om forholdet var omfattet af husdyrbruglovgivningen eller planloven. Nævnet bemærkede herefter, at det ikke er afgørende for, om planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, finder anvendelse, at en ejendom er noteret som landbrugsejendom i matriklen, da sådanne ejendomme kan være en del af en landbrugsdrift, jf. landbrugslovens § 2, stk. 3. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde forholdt sig til, hvorvidt der var tale om landbrugsbedrift i landbrugslovens forstand, og at det ikke af sagens oplysninger fremgik, i hvilket omfang den øvrige anvendelse af hallen havde tilknytning til landbrugsmæssige aktiviteter i landbrugsdriften. Nævnet bemærkede, at hvis en bygning er omfattet af planloven og er erhvervsmæssigt nødvendig for landbrugsbedriften, jf. planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, vil opførelsen enten være umiddelbart tilladt eller kræve en landzonetilladelse, jf. planlovens § 36, stk. 2. Nævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling med nærmere bemærkninger.