MRF 2021.152
Planklagenævnets afgørelse af 12. maj 2021 (j.nr. 20/11454)
Ophævet og hjemvist kommunes afgørelse om udlejningstilladelse til vintercampering efter campingreglementet, da nabo ca. 20 m fra området ikke var blevet partshørt.
Varde Kommune traf den 4. juni 2020 afgørelse om udlejningstilladelse til drift af campingplads samt vintercampering for i alt 300 campingenheder på en campingplads ved Hvidbjerg efter campingreglementets (bekendtgørelse nr. 319 af 28. marts 2019) § 10, stk. 1 og 2. Ejendommen var beliggende i et område, der havde kommuneplanstatus som bevaringsværdigt kulturmiljø. Tilladelsen afløste tidligere udlejningstilladelse med tilladelse til vintercampering, der var udstedt af Ribe Amt i 1991. Udlejningstilladelsen blev bl.a. givet på vilkår om, at bestemmelserne i lokalplan nr. 05.01.L02 til enhver tid skulle overholdes. Afgørelsen blev påklaget af N som ejer af et sommerhus, der grænsede op til campingpladsen, herunder området der ønskedes benyttet til vintercampering. N, der benyttede sommerhuset hele året, gjorde bl.a. gældende, at lokalplanens § 8.01, hvorefter der skulle være et 5 m bredt bælte af bevoksning omkring campingpladsen, ikke var overholdt, at N skulle have været partshørt forud for kommunens afgørelse, og at arealet til vintercampering kunne flyttes til et andet sted på pladsen, så nabogener kunne undgås. Planklagenævnet (formanden) bemærkede, at nævnet ikke kunne tage stilling til klagepunktet om lokalplanens overholdelse, idet kommunen ved udstedelsen af tilladelsen ikke havde vurderet forholdet til lokalplanens § 8.01, men alene vurderet, at lokalplanens formål ikke var til hinder for tilladelsen, hvormed kommunen ved udstedelsen af udlejningstilladelsen, hverken direkte eller indirekte, havde taget stilling til, om campingpladsen var i overensstemmelse med lokalplanens § 8.01. Hertil kom, at overholdelse af udlejningstilladelsens vilkår var omfattet af kommunens tilsynspligt, og dette forhold var ikke omfattet af den påklagede afgørelse. Nævnet fandt derimod, at E var part i kommunens afgørelse om tilladelse til vintercampering og derfor skulle have været partshørt forud for afgørelsen. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at E benyttede sommerhuset hele året, og at N’s ejendom lå ca. 20 m fra det område, hvorpå der skulle vintercamperes, hvorfor N var tilstrækkelig væsentligt og individuel berørt. Nævnet bemærkede videre, at kommunen i forbindelse med behandling af en ansøgning om tilladelse til vintercampering skal tage udgangspunkt i kommuneplanlægningen og foretage en samlet afvejning af de samfundsmæssige hensyn, herunder navnlig de planlægningsmæssige og natur- og landskabsmæssige interesser, jf. campingreglementets § 10, stk. 2, jf. sommerhuslovens § 2, stk. 1. Nævnet fandt, at spørgsmål om eventuelle nabogener som følge af visuelle gener samt trafik, støj og lys på campingpladsen i vinterperioden er reguleret af sommerhusloven eller campingreglementet, idet nabogener må anses som et sagligt ”planlægningsmæssigt hensyn”. Bl.a. oplysninger om placering af området for vintercampering og spørgsmålet om afskærmning måtte anses for væsentlige og til ugunst for N. Nævnet fandt herefter, at det ikke kunne udelukkes, at afgørelsen havde fået et andet indhold, hvis N forud for afgørelsen var blevet partshørt, hvorfor afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel og derfor var ugyldig. Nævnet ophævede herefter kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling med nærmere bemærkninger.