MRF 2021.142
Retten i Næstveds deldom af 11. juni 2021, sag BS-42009/2020-NAE
SW og MW (adv. Sebastian Ekholm Scheffmann) mod JO og KN (adv. Thomas Klæstrup Jørgensen)
E’s erstatningskrav mod N for privat fælles vejs dårlige stand efter N’s omlægning af vejen afvist, da kommunen havde godkendt omlægning og vejens stand efter privatvejsloven, hvilket ikke var påklaget af E, og en prøvelse af kommunens afgørelser efter privatvejsloven kun kan ske, når administrativ rekurs er udnyttet.
E, der var vejberettiget til privat fællesvej, kontaktede i juli 2018 til Næstved Kommune i anledning af, at en anden lodsejer, N, der ligeledes var vejberettiget til den private fælles vej, havde omlagt en del af vejen. E anmodede om vejsyn, da de mente, at N’s omlægning betød, at den private fællesvej var i dårligere stand end den tidligere. Kommunen godkendte imidlertid ved afgørelse af 26. februar 2019 den omlagte fællesvej. Afgørelsen blev ikke påklaget, og E anmodede forgæves kommunen om at genoptage sagen. E anlagde derefter sag mod N med påstand om erstatning på ca. 117.000 kr. for udgifter til udbedring af mangler ved den omlagte private fællesvej. N påstod principalt afvisning med den begrundelse, at retten var inkompetent til at tage påstanden under pådømmelse, når E ikke havde påklaget kommunens afgørelse, hvilket spørgsmål blev udskilt til særskilt behandling. E bestred, at sagen kunne afvises med henvisning til, at tvisten ikke angik manglende vedligeholdelse, at kommunen burde have genoptaget sagen, og at afvisningspåstanden var prækluderet, idet den ikke var fremsat i svarskriftet. Retten indledte med at lægge til grund, at parterne ønskede særskilt afgørelse af, om retten var kompetent til at behandle spørgsmålet om den private fællesvejs stand, herunder om vejen var anlagt i henhold til gældende regler og forskrifter. Derefter konstaterede retten, at det følger af § 15, stk. 1, i lov om private fællesveje, at det er kommunalbestyrelsen, der træffer bestemmelser om vedligeholdelse af en privat fællesvej, og af § 45, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tage stilling til vejberettigedes synspunkter om, at en privat fællesvej ikke er i god og forsvarlig stand. Retten fastslog, at når E ikke havde påklaget kommunens afgørelse, kunne den efter lovens § 88 ikke indbringes for domstolene. Som sagen forelå oplyst, lagde retten til grund, at kommunen havde afslået genoptagelsesanmodningen, og at E ikke efterfølgende havde anmodet kommunen om at tage stilling til vejens stand. På det grundlag fandt retten sig ikke kompetent til at tage stilling til tvisten, hvorfor sagsøgtes afvisningspåstand toges til følge. Retten fandt ikke afvisningspåstanden prækluderet, idet retten efter N’s anmodning under et retsmøde meddelte en frist for nedlæggelse af påstanden, hvilket E ikke havde protesteret imod, før afvisningspåstanden faktisk blev nedlagt.
Kommentar: Dommen skal først og fremmest ses i lyset af sagsøgernes procesførelse, hvilket også afspejles i præmisserne. Essensen i dommen er nogenlunde på linje med U 2000.1470 Ø. Sådan som sagen blev ført, ønskede E reelt, at retten skulle tage stilling til kommunens afgørelse, uden kommunen var part i sagen, idet en anerkendelse af E’s erstatningskrav mod N nødvendigvis forudsatte, at kommunens afgørelse om vejens vedligeholdelse var forkert. Dette ville kræve, at kommunen var part i selve retssagen, jf. f.eks. U 2019.1616 H, og denne mulighed var i dette tilfælde på forhånd afskåret, da det følger af privatvejslovens § 88, at administrativ rekurs skal være udnyttet, før en sag kan indbringes for domstolene. Hertil kommer, at såfremt byretten havde taget stilling til sagens realitet, ville retten reelt have truffet en (konstitutiv) afgørelse efter privatvejslovens §§ 15 og 45 i forvaltningens sted, jf. også Fenger (red.): Forvaltningsret, 2018, s. 899 f. Byretten var som følge heraf i alle tilfælde nødt til at afvise sagen. Om det havde været muligt at føre sagen på rent privatretligt grundlag, er tvivlsomt, da det efter privatvejsloven er kommunen, der afgør, om vedligeholdelse af vejen opfylder lovens krav, og dette først skal prøves i det offentligretlige rekurssystem, før spørgsmålet kan indbringes for domstolene, jf. privatvejslovens § 88. Det havde derfor næppe ført til et andet resultat, hvis kommunen også havde været sagsøgt i sagen. Se tillige E.A. Abitz i W.E. von Eyben (red.): Dansk Miljøret, bind IV, s. 245 f. og 250 f.