MRF 2021.130
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. marts 2021 (j.nr. 20/02522)
Stadfæstet dispensation til etablering af en trappe inden for klitfredningslinjen i Natura 2000-området Råbjerg Mile, hvor hvid klit er en del af udpegningsgrundlaget, da trappen ville forbedre offentlighedens adgangsmuligheder til stranden og kunne medvirke til at mindske slid på klitterne. Dissens.
Kystdirektoratet meddelte den 16. december 2019 med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 8, jf. § 65 b, stk. 1, dispensation til anlæg af en ca. 14 meter lang trappe i varmgalvaniseret aluminium inden for klitfredningslinjen og meddelte samtidigt dispensation fra klitfredningsbekendtgørelsens § 1, jf. § 4, til kørsel og gravearbejde i forbindelse hermed. Trappen skulle opføres i udkanten af et større sommerhusområde på en trampesti, der førte ned til kystskrænten. Området var beliggende inden for Natura 2000-område nr. 2, Råbjerg Mile og Hulsig Hede, og området var i Natura 2000-planen er anført som hvid klit i god tilstand, hvor hvid klit som naturtype var en del af udpegningsgrundlaget. Bortset fra det pågældende sommerhusområde var kyststrækningen friholdt for bebyggelse og fremstod som et åbent og uberørt klitlandskab. Nærmeste offentlige nedgang til stranden lå ca. 1,3 km syd for den ansøgte placering af trappen. Trappen skulle gøre det muligt for de besøgende i området at få let adgang til stranden, og trappen ville blive sat op hvert år i påsken og fjernet igen i efterårsferien. Det var således kun to forankringspæle, der ville stå i terrænet året rundt. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der bl.a. anførte, at trappen vil være et markant fremmedelement i klithedelandskabet, og at trappen alene ville få en begrænset effekt for offentligheden. Miljø- og Fødevareklagenævnets flertal (5 mod 2) fandt, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation, da trappen kun ville være opstillet i sommerhalvåret, da den ville skabe bedre rammer for offentlighedens adgangsmuligheder til stranden, og da trappen kunne medvirke til at mindske slid på klitterne. Mindretallet fandt derimod, at offentlighedens interesse i trappen var af begrænset betydning henset til trappens placering, og at trappen ville fremstå skæmmende i det uberørte klitlandskab. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, om, at den ansøgte trappe ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen påkalder sig principiel interesse i forhold til habitatbekendtgørelsens § 6 om beskyttelse af Natura 2000-områder. Afgørelsen betyder således, at selv om de to forankringspæle nødvendigvis må betyde en permanent fjernelse af hvid klit, krævede dette ikke en habitatvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, uden nævnet dog uddybede denne bagatelgrænse. Men nævnets flertals begrundelse for dispensationen fra naturbeskyttelseslovens § 8 indeholder det yderligere aspekt, at trappen ville medvirke til at mindske slid på klitterne, der er en del af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området. Begrundelsen forekommer ikke afstemt med Miljø- og Fødevareklagenævnets øvrige praksis mht. Natura 2000-beskyttelse, hvor helt ubetydelige påvirkninger Natura 2000-områder har givet anledning til, at tilladelser og dispensationer er ophævet, fordi der ikke er gennemført en habitatvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2. Hvis nævnet fulgte denne praksis, skulle der være gennemført en habitatvurdering, og da det ikke var sket, skulle dispensationen ophæves. Men det bliver i så fald et yderligere problem, at dispensation til trappen netop begrundes med, at trappen begrænser slid på klitterne, da dette er udtryk for en afvejning af varige fjernelse af et ganske vist beskedent areal med skadevirkning på klitter uden trappe, hvilket i forhold til habitatbekendtgørelsen hører under undtagelsen i § 9, jf. sag C-399/15, Grüne Liga Sachsen. Uanset disse indvendinger må det tiltrædes, at klagenævnet om end indirekte med afgørelsen viser, at der gælder en bagatelgrænse for, hvornår påvirkning af Natura 2000-områder kan begrunde afslag, hvorved der må lægges vægt på, at offentlighedens adgang alene er et hensyn, der kan inddrages under undtagelsen i habitatbekendtgørelsens § 9.