MRF 2021.128
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 17. marts 2021 (j.nr. 19/05683)
Ikke medhold i klage over afgørelse om, at kapacitetsudvidelse af et affaldsenergianlæg ikke var VVM-pligtigt, da nævnet efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og klagen ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at kapacitetsudvidelsen ikke vil medføre væsentlige indvirkninger på miljøet.
Miljøstyrelsen traf den 3. april 2019 i medfør af miljøvurderingslovens § 21 afgørelse om, at kapacitetsudvidelse af et affaldsenergianlæg ikke var VVM-pligtigt. Kapacitetsudvidelsen gjorde det muligt at udnytte anlæggets eksisterende årlige tekniske kapacitet, uden at den timebaserede kapacitet ville ændres. Anlæggets drift ville øges fra 8.000 timer årligt til 8.760 timer årligt, således at der ikke skulle laves revision hvert år, hvis det ikke var nødvendigt af hensyn til anlægget. Den årlige mængde affald, der kunne forbrændes, ville øges fra 130.000 tons til 150.000 tons. Styrelsen havde på baggrund af en screening vurderet, at projektet ikke ville få en væsentlig indvirkning på miljøet eller på nærmeste Natura 2000-område beliggende ca. 600 meter fra anlæggets skorsten. Det var endvidere vurderet, at projektet ikke forventedes at medføre tilstandsændringer af naturtyper beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3 i form af sø og mose beliggende ca. 250 meter fra projektområdet. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der bl.a. anførte, at der ikke var foretaget en vurdering af projektets påvirkning på de relevante naturtyper i Natura 2000-området, at ikke der ikke var foretaget en vurdering af den kumulative påvirkning på habitatnaturen, og at der ikke var foretaget en vurdering af totaldepositionen af kvælstof. Det gjordes endvidere gældende, at der skulle udarbejdes en vurdering af projektets påvirkning på et nærtliggende moseområde omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, at de foretagne depositionsberegninger ikke var beregnet ud fra et worst case-scenarie, og at miljøgodkendelsen var ugyldig, idet der ikke var mulighed for at standse udarbejdelsen af miljøgodkendelsen, inden der blev truffet afgørelse om VMM-pligt, idet afgørelsen og godkendelsen var truffet samtidig. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet ikke kunne behandle den del af klagen, der vedrørte miljøgodkendelsen, idet der skulle oprettes en særskilt klage herom. Nævnet fandt, at Miljøstyrelsen havde foretaget en vurdering af det konkrete projekts indvirkning på miljøet og Natura 2000-området samt vurderet, at projektet ikke ville medføre tilstandsændringer i områder beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet fandt endvidere, at styrelsen havde inddraget beregninger af merdepositionen af kvælstofkoncentrationer svarende til grænseværdier for områderne og naturtyperne samt erfarede emissioner. Nævnet bemærkede i den sammenhæng, at vurderingen af påvirkningen på Natura 2000-området var baseret på depositionsberegningerne for naturtypen grå/grøn klit, som havde den laveste tålegrænse for merdeposition af kvælstof i området. Nævnet fandt hertil, at niveauet for deposition af kvælstof fortsat lå under tålegrænsen, når merdeponeringen tillagdes baggrundskoncentrationen af kvælstof. Da baggrundsdepositionen kunne henføres til kumulative forureningskilder, fandt nævnet, at styrelsen havde foretaget en kumulativ vurdering af effekten af totaldepositionen af kvælstof i habitatnaturen. I forhold til klagepunktet om, at depositionsberegningerne ikke var foretaget ud fra et worst case-scenarie, fandt nævnet, at beregningerne var foretaget ved koncentrationer svarende til grænseværdier og erfarede emissioner, og at der ved depositionsberegningerne kunne tages udgangspunkt i standardiserede emissionsberegninger i BREF-dokumenter. Hertil bemærkede nævnet, at der var benyttet reducerede grænseværdier for emission af NOx og NH3, som ville blive fastsat i forbindelse med miljøgodkendelsen. Nævnet fandt på denne baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at projektet ikke vil medføre væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed ikke udløste VVM-pligt, idet nævnet henviste til, ”at en screeningsafgørelse ikke er en tilladelse eller en godkendelse, men en forudsætning for at det anmeldte projekt lovligt kan påbegyndes. Afgørelsen erstatter således ikke en […] miljøgodkendelse eller anden tilladelse, der giver ansøger ret til at påbegynde projektet. Det er herefter op til kommunen i en godkendelse eller tilladelse til det ansøgte projekt at fastsætte vilkår for at forhindre eventuel forurening af virksomhedens omgivelser”.
Kommentar: Det må tiltrædes, at VVM-pligt efter VVM-screening ikke bygger på worst case-scenarie, og at screeningen har karakter af en foreløbig afgørelse, der ikke erstatter en tilladelse. Ved vurdering af, om projektet udløser VVM-pligt, er det imidlertid ikke nok at forlade sig på, at væsentlige miljøvirkninger bliver håndteret i miljøgodkendelsens vilkår, jf. Thomas Haugsted: ’Er projekttilpasninger og vilkårsfastsættelse en mulighed under VVM-screeningen?’, TfM 2018, s. 3 ff. Det er muligt, at det i denne sag er velbegrundet at afvise VVM-pligt, men dette burde i så fald fremgå med en bedre begrundelse.