MRF 2021.12
Planklagenævnets afgørelse af 14. januar 2021, j.nr. 19/07938
Forbud efter planlovens § 43 mod opførelse af carport med tilhørende skur var ikke udtryk for usaglig forskelsbehandling, men forbud ophævet og hjemvist, da der ikke var sket partshøring.
E ansøgte i juli 2019 om byggetilladelse til opførelse af en carport på ca. 15 m2 med et tilhørende redskabsskur på ca. 9 m2 foran husets facade. Ejendommen var omfattet af en tinglyst servitut fra 1943 om garagers placering, hvor det i punkt 2 bl.a. var bestemt, at garager skulle opføres i forbindelse med huset og skulle etableres mindst 1 meter bag huset facade. Odense Kommune nedlagde i juli 2019 med henvisning til planlovens § 43 forbud mod det ansøgte projekt, hvorefter E kontaktede kommunen med et nyt forslag, herunder bl.a. en ændring af carportens højde og redskabsskurets placering. Kommunen meddelte i september 2019 afslag til det ansøgte, idet kommunen fastholdt forbuddet bl.a. med henvisning til, at det ansøgte ville stride imod servitutten, da et skur visuelt har samme udtryk som en garage, og da det ansøgte projekt ville medføre, at der blev bygget ca. 3,5 m foran husets facade, hvilket ville ødelægge områdets facadebillede. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen. Planklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund, at kommunen med afgørelsen fra september 2019 havde nedlagt et forbud med hjemmel i planlovens § 43, og lagde herefter til grund, at der var tale om en privatretlig servitut med et sådant indhold, at den kunne håndhæves efter planlovens § 43. Nævnet fandt, at den ansøgte carport med tilhørende redskabsskur kunne sidestilles med en garage. Den ansøgte placering foran husets facade var derfor i strid med servitutten, og at kommunen således havde hjemmel i planlovens § 43 til at nedlægge forbud mod det ansøgte. Nævnet fandt ikke, at kommunens håndhævelse af servitutten var udtryk for usaglig forskelsbehandling af E, men bemærkede imidlertid, at kommunen i forbindelse med forbuddet ikke havde partshørt E i form af et varsel, og fandt herefter med henvisning til forvaltningslovens § 19, at kommunens afgørelse led af væsentlig retlig mangel. Planklagenævnet ophævede herefter kommunens afgørelse som ugyldig og hjemviste sagen til fornyet behandling.