MRF 2021.117
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. marts 2021 (j.nr. 20/11900)
Stadfæstet Fødevarestyrelsens påbud af 13. oktober 2020 om aflivning af mink på minkfarm grundet konstateret smitte med COVID-19 i nogle af besætningens dyr, da afgørelsen ikke fandtes i modstrid med proportionalitetsprincippet og mangler i angivelse af hjemlen ikke fandtes væsentlige.
Fødevarestyrelsen traf den 13. oktober 2020 afgørelse, om at sætte MF’s minkbesætning under offentligt tilsyn grundet konstateret smitte med COVID-19 i minkbesætningen. Styrelsen havde angivet, at afgørelsen var truffet i medfør af § 14, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1172 af 17. juli 2020 om COVID-19 hos pelsdyr og § 30 i husdyrholdloven. Dette betød, at minkbesætningen skulle aflives, og at det var en betingelse for udbetaling af erstatning for aflivede dyr, at der var foretaget taksation af dyrene, inden aflivningen blev påbegyndt. Afgørelsen bestemte endvidere, at mink fra besætningen ikke måtte pelses, og at virksomheden ikke måtte til- eller fraflytte levende dyr. MF påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at den forudgående parthøring og afgørelsens begrundelse var mangelfuld, samt at nødvendigheden af Fødevarestyrelsens strategi for aflivning ikke var dokumenteret. MF mente derfor, at afgørelsen var strid i med proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i dyreholdlovens § 63. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 2. november 2020 Fødevarestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2020 om afslag på at tillægge klagen opsættende virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt alene anledning til at behandle klagepunkterne vedrørende afgørelsens begrundelse, partshøringen og proportionalitetsprincippet. Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens henvisning til dyreholdslovens § 30 var korrekt hjemmel. Derimod var § 14, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1172 af 17. juli 2020 om COVID-19 hos pelsdyr på afgørelsestidspunktet ophævet og erstattet af bekendtgørelse nr. 1455 af 8. oktober 2020 om COVID-19 hos pelsdyr. Nævnet fandt ikke, at dette havde haft betydning for forståelsen af afgørelsens indhold og rækkevidde, og det var nævnets opfattelse, at den formelle mangel ikke var konkret væsentlig, da afgørelsen i øvrigt havde hjemmel i lovgivningen, og selve lovhjemlen var korrekt anført. Nævnet fandt derimod med henvisning til ordlyden af § 30, stk. 1, at Fødevarestyrelsen ikke havde uddybet de hovedhensyn, der lå bag styrelsens beslutning om at meddele påbud om gennemførelse af særlige foranstaltninger, da Fødevarestyrelsens afgørelse alene indeholdt en angivelse af, at den konkrete minkbesætning var smittet med COVID-19, og at der ikke forelå en uddybende begrundelse for styrelsens valg af reaktion. Nævnet fandt imidlertid, at Fødevarestyrelsens begrundelsesmangel ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat. Nævnet lagde navnlig vægt på, at styrelsen havde henvist til prøvesvaret fra Statens Serum Institut, som viste, at minkbesætningen var smittet med COVID-19, og at manglen ikke havde påvirket klagers forståelse af afgørelsen. Nævnet bemærkede, at styrelsen efterfølgende ved afslag på opsættende virkning og indstillingen til nævnet nærmere havde uddybet baggrunden for styrelsens valg af reaktion. For så vidt angik Fødevarestyrelsens partshøring fandt nævnet, at Fødevarestyrelsen havde foretaget den fornødne partshøring af klager, jf. forvaltningslovens § 19, da Fødevarestyrelsen havde partshørt klager om den påtænkte afgørelse om offentligt tilsyn og det faktiske grundlag herfor, herunder at besætningen skulle aflives. Det var nævnets vurdering, at det havde været nødvendigt at partshøre telefonisk samme dag, som afgørelsen blev truffet. Tilsvarende afviste nævnet, at proportionalitetsprincippet var tilsidesat, bl.a. fordi Fødevarestyrelsen i en længere periode forud for afgørelsen af 13. oktober 2020 havde iværksat mindre indgribende tiltag med henblik på at inddæmme smittespredning, men disse tiltag efter det oplyste ikke havde haft den nødvendige virkning. Nævnet lagde endvidere vægt på Fødevarestyrelsens oplysninger om, at det ikke var muligt at iværksætte foranstaltninger i minkbesætninger for at undgå smittespredning med COVID-19, herunder til mennesker, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte styrelsens faglige vurdering af, at de konkrete tiltag i afgørelsen om offentligt tilsyn havde været nødvendige for at undgå smittespredning med COVID-19. Nævnet henviste navnlig til den epidemiologiske udredning fra Statens Serum Institut og Københavns Universitet om COVID-19 i minkfarme fra oktober 2020. På denne baggrund stadfæstede nævnet Fødevarestyrelsens afgørelse.
Kommentar: Selv om nævnsafgørelsen er truffet efter, at regeringen på pressemøde den 4. november 2020 meddelte, at alle mink skulle aflives, vedrører klagenævnets afgørelse et påbud om aflivning af mink før denne dato. Afgørelsen angår derfor tilsynsmyndighedens beføjelser efter dyreholdsloven ved konstateret COVID-19 i en minkbesætning og er uden præjudice for påbud om aflivning af mink uden for de i medfør af dyreholdsloven fastsatte risikozoner. Samme dag traf det samlede nævn afgørelse i en anden sag om tilsyn ved mistanke om smitte med COVID-19 i minkbesætningen (MRF 2021.116).