MRF 2021.116
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. marts 2021 (j.nr. 20/11933)
Stadfæstet Fødevarestyrelsens afgørelse af 2. oktober 2020 om offentligt tilsyn af en minkbesætning som følge af mistanke om smitte med COVID-19 hos pelsdyr, da afgørelsen var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og en mundtlig orientering samme dag som påbud om undersøgelser under de givne omstændigheder ikke var i modstrid med forvaltningslovens krav til partshøring.
Fødevarestyrelsen traf den 2. oktober 2020 afgørelse om at sætte MF’s minkbesætning under offentligt tilsyn grundet mistanke om smitte med COVID-19 hos pelsdyr i medfør af § 12, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1172 af 17. juli 2020 om COVID-19 hos pelsdyr. Besætningen var mistænkt for at være smittet med COVID-19 efter en henvendelse vedrørende kliniske symptomer i besætningen fra besætningens dyrlæge. Afgørelsen om det offentlige tilsyn betød bl.a., at Fødevarestyrelsen kunne påbyde virksomhedens ejer at udtage og indsende prøver fra besætningen til undersøgelse for COVID-19, og at klager ikke måtte til- eller fraflytte dyr. MF påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, da partshøring var foretaget mundtligt over telefon samme dag, som afgørelsen blev fremsendt, at afgørelsen var i strid med proportionalitetsprincippet og nødvendighedskriteriet i § 63 i dyreholdsloven, og at Fødevarestyrelsens erstatningsmodel var utilstrækkelig. Fødevarestyrelsen afviste den 22. oktober 2020 at tillægge klagen opsættende virkning og oversendte den 10. november 2020 sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor spørgsmålet om opsættende virkning ikke blev udskilt til særkilt behandling. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt enstemmigt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat sin partshøringspligt efter forvaltningslovens § 19, da MF var blevet gjort bekendt med sagens faktiske grundlag og havde haft lejlighed til at kommentere herpå, inden styrelsen traf afgørelse i sagen. Nævnet vurderede, at det havde været nødvendigt at partshøre telefonisk samme dag, som afgørelsen blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at oplysningerne om mistanke om COVID-19-smitte, uanset deres indgribende karakter i forhold til MF, i sig selv havde været tilgængelige og forståelige for klager. En udsættelse af afgørelsen med det formål at give MF mulighed for at fremsende supplerende bemærkninger ville ikke have haft indflydelse på sagens faktiske grundlag eller de faglige vurderinger. For så vidt angik proportionalitetsprincippet fandt nævnet, at afgørelsen om offentligt tilsyn var en nødvendig og egnet foranstaltning for at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af dyreholdslovens § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra a, b og g, og § 63. Nævnet lagde vægt på, at klagers besætning var mistænkt for at være smittet med COVID-19 på baggrund af besætningsdyrlægens observationer af symptomer i besætningen, og at dette udgjorde baggrunden for iværksættelse af det offentlige tilsyn. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens faglige vurdering af, at de konkrete tiltag i afgørelsen om offentligt tilsyn havde været nødvendige for at undgå en eventuel smittespredning med COVID-19. Nævnet vurderede endvidere ud fra hensynet til menneskers sundhed, at afgørelsen ikke var mere indgribende end nødvendigt for at imødegå risiko for udbredelse af COVID-19 til mennesker og øvrige minkbesætninger i den periode, hvor der afventedes et endeligt resultat i forhold til besætningens smittestatus. Nævnet henviste navnlig til den epidemiologiske udredning fra Statens Serum Institut og Københavns Universitet om COVID-19 i minkfarme fra oktober 2020. På denne baggrund stadfæstede nævnet Fødevarestyrelsens afgørelse.
Kommentar: Selv om nævnsafgørelsen er truffet efter, at regeringen på pressemøde den 4. november 2020 meddelte, at alle mink skulle aflives, vedrører klagenævnets afgørelse tilsynsindgreb før denne beslutning blev truffet. Sagen angår derfor tilsynsmyndighedens beføjelser efter dyreholdsloven ved mistanke om COVID-19 i en minkbesætning. Samme dag traf det samlede nævn afgørelse i en anden sag om aflivning af mink (MRF 2021.117). Begge afgørelser er derfor uden præjudice for den generelle beslutning i november 2020 om aflivning af alle mink og de verserende klagesager, der måtte være ved nævnet om påbud om aflivning af mink efter regeringsbeslutningen. Det fremgår i øvrigt af klagenævnets klageportal, at Miljø- og Fødevareklagenævnet den 4. og 6 november traf i alt 37 afgørelser om afslag på opsættende virkning af klager over tilsynsafgørelser om aflivning af mink. Miljø- og Fødevareklagenævnet har den 17.-21. juni afgjort 56 sager om slagtning af mink forud for beslutningen om tvangsaflivning af alle mink, hvor udfaldet i de 56 sager følger nævnsafgørelsen af 4. marts 2021. Det må i øvrigt noteres, at klagenævnet ikke i afgørelserne har forholdt sig til de EU-fastsatte forpligtelser for medlemsstaternes overvågning og bekæmpelse af zoonoser i forordning 2016/429 om overførelse af dyresygdomme og forordning 2160/2003 om overvågning af zoonoser, men det kan kort noteres, at afgørelsen ikke er i modstrid med disse EU-regler.