MRF 2021.105
Københavns Byrets dom af 29. april 2021, sag BS-14896/2020-KBH
Amaliegade 12 ApS mod Byggeklageenheden
Ophævet afslag på byggetilladelse til delvis indretning af bolig i kælderlejlighed, da kommunen havde fejlfortolket indholdet af en tidligere byggetilladelse vedr. ejendommen, hvilket Byggeklageenheden burde have prøvet. Sagen hjemvist til fornyet behandling i kommunen.
Sagen omhandlede et afslag på byggetilladelse til at indrette beboelse i en del af en kælderlejlighed i indre København. Københavns Kommune havde den 1. juni 2005 meddelt byggetilladelse til at indrette 18 beboelseslejligheder og 2 erhvervslejemål i ejendommen, hvor lejligheden var beliggende. Ibrugtagningstilladelsen blev givet i marts 2010. I 2016 søgte en tidligere ejer af kælderlejligheden om byggetilladelse at anvende en del af lejlighed til beboelse, mens den resterende del fortsat ville blive opretholdt som erhverv. Københavns Kommune afslog i november 2016 ansøgningen med henvisning til byggereglementets bestemmelser om bl.a. rumhøjde og terræn- og lysforhold. Det fremgik af afslaget, at der var ansøgt om tilladelse til at ændre anvendelsen af lejligheden til delvis at være beboelse, hvorved det ansøgte beboelsesareal ville udgøre 120 m2 ud af i alt 181 m2. Den daværende ejer påklagede afslaget til Byggeklageenheden og anførte bl.a., at byggetilladelsen fra 2005 også omfattede indretning af bolig i den underetage, som sagen angik. Kommunen gjorde hertil gældende bl.a., at der efter kommunens opfattelse ikke med byggetilladelsen fra 2005 var godkendt beboelse i kælderen. Den 4. oktober 2019 stadfæstede Byggeklageenheden afslaget. Den nye ejer, Amaliegade 12 ApS (A), anlagde herefter sag mod Byggeklageenheden med principal påstand om, at Byggeklageenheden skulle anerkende, at den ansøgte del af kælderlejligheden måtte anvendes til beboelse, og subsidiær påstand om, at Byggeklageenhedens afgørelse af 4. oktober 2019 ”annulleres med den virkning, at sagen hjemvises til Københavns Kommune for fornyet behandling”, mere subsidiært hjemvisning til Byggeklageenheden. Til støtte herfor gjorde A bl.a. gældende, at byggetilladelsen af 1. juni 2005 allerede gav tilladelse til beboelse i kælderlejligheden, og at ansøgningen derfor blot var en berigtigelse, der skulle bringe de faktiske forhold i overensstemmelse med den allerede tilladte anvendelse til beboelse. Byggeklageenheden påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at sagsøgeren ikke i klagesagen havde gjort gældende, at det ansøgte var omfattet af byggetilladelsen fra 2005. Byggeklageenheden havde derfor med rette foretaget en begrænset prøvelse, der ikke omfattede dette spørgsmål, hvorfor retssagen var tilsvarende afgrænset. Ud fra sagens oplysninger fandt retten, at kommunen i 2005 havde meddelt tilladelse til bl.a. fire lejligheder i kælderetagen på ejendommen, hvoraf to lejligheder på henholdsvis 132 m2 og 139 m2 skulle anvendes til helårsbeboelse, mens de to andre skulle anvendes som erhverv. Uanset byggetilladelsen fra 2005 var kælderetagen dog fortsat i det hele blevet anvendt til erhverv og fremstod ikke som fire lejligheder, men som to lejligheder og et pulterrum. Retten fandt det ikke godtgjort, at der var en sådan identitet mellem, hvad der var søgt om i 2016, og hvad der i 2005 var givet byggetilladelse til, at der var grundlag for at fastslå, at det i 2016 ansøgte allerede var tilladt. Sagsøgerens principale påstand om, at kælderlejligheden måtte anvendes til beboelse, blev derfor ikke taget til følge. Retten konstaterede imidlertid, at kommunen i sine bemærkninger til Byggeklageenheden var af den opfattelse, at der ikke i 2005 var godkendt beboelse i kælderen, uanset der var givet tilladelse til to kælderlejligheders anvendelse som helårsbeboelse, som efter det foreliggende måtte anses i hvert fald stort set identiske med den del af lejligheden, der i 2016 blev søgt om at ændre til beboelse. Retten bemærkede, at Byggeklageenheden – på trods af, at det i klagen var fremhævet, at der allerede var givet tilladelse til beboelse, mens kommunen havde erklæret sig uenig heri – ikke havde taget stilling til spørgsmålet i sin afgørelse. Retten fandt, at der var tale om et retligt spørgsmål, der ikke kunne udelukkes at have betydning for sagen, ligesom det ikke kunne udelukkes, at ansøgningen fra 2016 reelt måtte forstås som en ansøgning om at sammenlægge en af de tidligere tilladte kælderlejligheder godkendt til beboelse med et areal godkendt til erhverv, hvorved der ikke ville blive ændret på den lovlige anvendelse af arealerne. Kommunen havde derfor ved behandlingen af ansøgningen fejlfortolket den tidligere tilladelse, ligesom Byggeklageenheden burde have prøvet, om der i 2005/2010 var givet tilladelse til beboelse i kælderetagen, som klageren havde gjort gældende, hvilket var en konkret væsentlig mangel ved afgørelsen. Under disse omstændigheder fandt retten, at Byggeklageenhedens afgørelse burde ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i Københavns Kommune.
Kommentar: Byggeklageenheden gjorde gældende, at den med rette ikke havde forholdt sig til spørgsmålet om fortolkningen af byggetilladelsen fra 2005, da sagsøgeren ikke havde rejst spørgsmålet i sin klage, og at retssagen derfor var tilsvarende afgrænset. Retten fandt imidlertid, at sagsøgeren med tilstrækkelig tydelighed havde rejst spørgsmålet i sin klage, ligesom kommunen havde imødegået synspunktet i sine bemærkninger til klagen, hvorfor det var en fejl, at Byggeklageenheden ikke havde forholdt sig hertil i afgørelsen, når der var tale om et retligt spørgsmål omfattet af byggelovens § 23. Selvom det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt er, at Byggeklageenheden skal foretage en fuldstændig efterprøvelse af førsteinstansens afgørelse i relation til retlige spørgsmål, kan klagesagen i praksis afgrænses til forhold, der er klaget over, medmindre dette er i modstrid med EU-retlige forpligtelser. Denne afgrænsning af prøvelsen skal imidlertid ske inden for rammerne af officialprincippet, jf. f.eks. U 2016.2138 H, hvor Højesteret udtalte, at Patientskadeankenævnet ”burde have omgjort Patientforsikringens afgørelse og have truffet den materielt rigtige afgørelse, uden hensyn til at A's klage til nævnet alene angik afslaget på hans krav om erstatning for tabt erhvervsevne”. Det kan i den forbindelse bemærkes, at der i § 11, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet findes en udtrykkelig hjemmel, hvorefter nævnet kan begrænse sin prøvelse til de forhold, der er klaget over, jf. hertil Højesterets dom af 19. maj 2021 (sag BS-27971/2020-HJR) [MRF 2021.200 H]. Der findes ikke en tilsvarende hjemmel til afgrænsningen af Byggeklageenhedens prøvelse. Endelig er det værd at bemærke, at retten ikke hjemviste sagen til Byggeklageenheden, men derimod til kommunen i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, hvilket var et hensigtsmæssigt resultat i den konkrete sag, da Byggeklageenheden ikke kan reparere kommunens fejlfortolkning af den tidligere byggetilladelse inden for klagesagens rammer.