MRF 2025.7
EU-Domstolens dom af 8. maj 2025, 1. afd., sag C-236/24, Provincie Oost-Vlaanderen og Sogent
VVM-direktivets art. 9a om myndighedsinhabilitet gælder også under VVM-screeningen og skal fortolkes sådan, at hvis en myndighed er både bygherre og VVM-myndighed, skal der sikres en passende adskillelse mellem funktionerne, så screeningen foretages af en intern administrativ enhed med reel selvstændighed, herunder med særskilte administrative og personelle ressourcer.
Baggrunden for sagen var, at en administrativ enhed under kommunalbestyrelsen i den belgiske by Gent havde indgivet ansøgning om tilladelse til et projekt til omlægning af et vaskeriområde med et screeningsnotat, der konkluderede, at projektet ikke havde væsentlige miljøvirkninger. Efterfølgende traf kommunens ansvarlige embedsmand for miljø screeningsafgørelse om, at projektet ikke havde væsentlige miljøvirkninger. En klage fra naboer over afgørelsen og myndighedsinhabilitet blev afvist af kommunen og herefter indbragt for en belgisk forvaltningsdomstol, der gav naboerne medhold med henvisning til, at bygherren også var den kompetente myndighed, hvilket var i strid med VVM-direktivets art. 9a, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at den kompetent VVM-myndighed ikke må være i en interessekonflikt, hvilket betyder, at såfremt myndigheden også er bygherre, skal medlemsstaterne som led i deres strukturering sikre en passende adskillelse af uforenelige funktioner. Dommen blev indbragt for den højeste belgiske forvaltningsdomstol, der var i tvivl om, hvorvidt VVM-direktivets art. 9a om myndighedsinhabilitet også gjaldt for screeningsafgørelser. EU-Domstolen fastslog, at VVM-direktivets bestemmelser om myndighedsinhabilitet også omfatter screeningsafgørelser og ikke er begrænset til projekter, der kræver VVM-procedure og VVM-tilladelse (pr. 36). Herefter fastslog Domstolen, at dette betyder, at medlemsstaterne som led i organiseringen af administrative kompetencer skal sikre, ”at en intern administrativ enhed inden for den myndighed, der har kompetence til at foretage [VVM-screeningen], besidder en reel selvstændighed, som bl.a. indebærer, at den tildeles særskilte administrative og personelle ressourcer og således er i stand til at opfylde sin opgave på en objektiv måde” (pr. 38), jf. analogt sag C-474/10, Seaport, om SMV-direktivet.
Kommentar: Dommens præcisering af, at VVM-direktivets art. 9a om myndighedsinhabilitet også omfatter VVM-screening svarer til den danske gennemførelse af reglen i miljøvurderingslovens § 40, stk. 3, og miljøvurderingsbekendtgørelsens § 15. EU-Domstolens præcisering i præmis 38 af de nærmere krav til at sikre klar adskillelse af økonomiske og personelle ressourcer mellem bygherren og VVM-myndigheden vil dog i nogle sager kunne give anledning til tvivl, hvilket f.eks. kan være tilfældet i sager om kommunale vejprojekter og vandløbsprojekter, hvor der nok ikke altid i praksis sikres en tilstrækkelig klar adskillelse af personelle og økonomiske ressourcer.