MRF 2025.4
EU-Domstolens dom af 20. marts 2025, 7. afd., sag C-480/23, Kommissionen mod Bulgarien
Bulgarien idømt bøde på ca. 1,6 mio. euro efter TEUF art. 260(3) for ikke rettidigt at have gennemført direktiv 2019/1161 om ændring af direktiv 2009/33 om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer og for ikke at underrette Kommissionen om den nationale gennemførelseslovgivning.
I juni 2019 vedtog EU direktiv 2019/1161 om ændring af direktiv 2009/33 om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer på den måde, at der i forbindelse med offentligt EU-udbud om indkøb og leasing af køretøjer skal stilles bestemte krav til bilernes emission og energieffektivitet. Ændringen skulle være gennemført i medlemsstaterne den 2. august 2021, og medlemsstaterne skulle underrette Kommissionen om gennemførelsesforanstaltningerne. Da Kommissionen ikke havde modtaget underretning om Bulgariens gennemførelse af direktivet, fremsendte Kommissionen den 29. september 2021 en åbningsskrivelse, hvilket Bulgarien besvarede den 29. november 2021 med oplysning om, at den nødvendige implementeringslovgivning forventes vedtaget i april 2022. Den 6. april 2022 fremsendte Kommissionen en begrundet udtalelse, hvori Bulgarien fik to måneder til at efterkomme den begrundede udtalelse og oplyse Kommissionen om den præcise gennemførelse af direktiv 2019/1161. Bulgarien svarede den 30. maj 2022, at den nødvendige lovgivning ville blive vedtaget. Da Kommissionen ikke modtog yderligere oplysninger anlagde Kommissionen den 25. august 2023 traktatbudssag og nedlagte samtidigt påstand om, at Bulgarien skulle idømmes tvangsbøder og bøde efter TEUF art. 260(3). Mens sagen verserede for EU-Domstolen vedtog Bulgarien implementeringslovgivning den 5. januar 2024 og underrettede Kommissionen. Under hensyn hertil frafaldt Kommissionen påstand om tvangsbøder, men fastholdt påstand om, at Bulgarien skulle idømmes bøde på 1.593.000 euro. Bulgarien påstod frifindelse og subsidiært nedsættelse af bøden og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at den forsinkede gennemførelse af direktivet dels skyldes nedlukning i forbindelse med covid-19 og dels skyldtes politisk ustabilitet, hvilket må anses som force majeure, samt at en betydelig del af direktiv 2019/1161 allerede fremgik af den eksisterende lovgivning. EU-Domstolen lagde indledningsvis til grund, at der med direktiv 2019/1161 var sket ændringer af definitionerne af ’renere køretøj’, ’tungt nulemissionskøretøj’ samt flere andre ændringer, som ikke var gennemført i Bulgarien ved udløb af fristen i den begrundede udtalelse. I forlængelse heraf afviste EU-Domstolen, at Bulgarien på grundlag af covid-19-epidemien kunne påberåbe sig force majeure, da covid-19 ikke fritog Bulgarien for at handle med fornøden omhu og i god tid underrette Kommissionen (pr. 62). Bulgarien fandtes derfor at have tilsidesat sin forpligtelser til at gennemføre direktivet. I forhold til Kommissionens påstand om at idømme Bulgarien en bøde lagde EU-Domstolen til grund, at efter TEUF art. 260(3) kan Kommissionen i forbindelse med et traktatbrudssøgsmål vedrørende direktiv nedlægge påstand om tvangsbøder og bøde for manglende underretning af Kommissionen om gennemførelsesforanstaltninger, når Kommissionen finder det hensigtsmæssigt. Efter fast retspraksis tilkommer EU-Domstolen ud fra hensyn til pression og prævention at udmåle bøden, hvor der også tages hensyn til bødens afskrækkende virkning, hvor der tages hensyn til forseelsens grovhed, den periode hvor overtrædelsen foregik og medlemsstatens betalingsevne. Herefter lagde EU-Domstolen til grund, at direktiv 2019/1161 er et vigtigt instrument på efterspørgselssiden til at stimulere renere køretøjer og reducere luft- og støjforurening samt reducere transportsektorens udslip af drivhusgasser og samtidigt bidrage til at styrke EU’s konkurrenceevne. Bulgariens manglende rettidige gennemførelse af direktivet i bulgarsk lovgivning blev derfor anset for ”af særlig grov karakter”, der havde stået på siden gennemførelsesfristen 2. august 2021 til 5. januar 2024 (pr. 98-100), hvilket sammenholdt med Bulgariens BNP og under hensyn til, at EU-Domstolen ikke kan idømme en både, der overstiger Kommissionens påstand, førte til, at Bulgarien blev idømt en bøde på 1.593.000 euro.
Kommentar: Dommen er et eksempel på, at medlemsstaterne ikke alene kan idømmes bøder for manglende opfyldelse af en dom efter TEUF art. 260(2), men at en medlemsstat også kan idømmes bøder i et traktatbrudssøgsmål for manglende underrettelse af Kommissionen om den nationale gennemførelse af et direktiv, jf. TEUF art. 260(3), som lyder: ”Når Kommissionen indbringer en sag for Domstolen i henhold til artikel 258, fordi den finder, at den pågældende medlemsstat ikke har overholdt sin forpligtelse til at meddele gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv vedtaget efter en lovgivningsprocedure, kan den, når den finder det hensigtsmæssigt, angive størrelsen af det faste beløb eller den tvangsbøde, som den under omstændighederne finder det passende, at den pågældende stat betaler. Hvis Domstolen fastslår en overtrædelse, kan den pålægge den pågældende medlemsstat at betale et fast beløb eller en tvangsbøde, der ikke overstiger det af Kommissionen anførte beløb. Betalingspligten får virkning på den dato, Domstolen fastsætter i sin dom” (redaktionens fremhævelse). Som det fremgår, kan bestemmelsen kun anvendes i traktatbrudssager om formelle overtrædelser, der består i manglende underretning om national gennemførelse af et direktiv, og som reglen er udformet, er bøden en sanktion på den manglende underretning, hvormed dog samtidig er forudsat, at den nationale gennemførelse skal være korrekt, uden at det sidste dog ses prøvet nærmere af EU-Domstolen. Så vidt ses er der indtil nu ført ca. 20 sager, hvor der er idømt bøder efter TEUF art. 260(3), hvoraf over halvdelen er anlagt siden 2022. Som den foreliggende dom illustrerer, er der ikke tale om en indgående prøvelse af den nationale gennemførelse af det pågældende direktiv. Meningen med TEUF art. 260(3) synes mere at være, at Kommissionen underrettes om den nationale gennemførelse, hvilket betyder, at sagerne får en meget formel karakter, der fokuserer mere på tidslinjen end på sagens materielle substans. Når EU-Domstolen i denne sag anfører, at det omhandlede direktiv er vigtigt, kan hertil overvejes modspørgsmålet, da det er noget vanskeligt at forestille sig, at EU-Domstolen vil kunne anføre, at en EU-retsakt ikke er vigtig. Det må i alle tilfælde noteres, at i de mere principielle traktatbrudssager på miljøområdet om fortolkning af f.eks. habitatdirektivets nærmere regler, ses der ikke nedlagt påstande om bøder efter TEUF art. 260(3), hvilket kort kan forklares med, at TEUF art. 260(3) vanskeligt lader sig anvende for lidt ældre retsakter.
Bemærk: EU-Domstolens dom foreligger kun i en foreløbig dansk sprogversion.