MRF 2025.33

Østre Landsrets kendelse af 20. maj 2025, 18. afd., sag BS-31478/2024-OLR
(Lone Dahl Frandsen, Henrik Hjort Elmquist og Lise Reuss Muff (kst.))

E (adv. Lars Hammer Wentoft og adv. Josephine Linn Jacobsen) mod Region Sjælland og Roskilde Kommune (adv. Jacob Brandt for begge)

Råstofindvinder havde retlig interesse i prøvelse af vilkår om begrænsede driftstider i en råstofindvindingstilladelse, selv om driftsanlægget blev fjernet, mens retssagen verserede, da tilladelsen var gældende indtil 2030. Regionens afvisningspåstand blev derfor ikke taget til følge.

Region Sjælland udstedte den 2. april 2020 råstofindvindingstilladelse til Nymølle Stenindustrier A/S, E. Tilladelsen indeholdt blandt andet vilkår om driftstider efter råstoflovens § 10, stk. 1, nr. 1, hvorefter det nordøstlige stationære produktionsværk ikke måtte have drift efter kl. 16 i sommermånederne grundet hensyn til naboer. Driftsvilkåret udgjorde en fravigelse af de af Miljøstyrelsen stipulerede driftstider. I råstoftilladelsen var tillige indsat et vilkår fastsat af Roskilde Kommune med henvisning til vandforsyningslovens § 26 om pejling af gravesø. E anlagde sag mod Regionen med påstand om, at visse af vilkårene i Regionens råstofindvindingstilladelse var ugyldige og retssag mod kommunen med påstand om, at vilkår om pejling af gravesø var ugyldige. Parallelt påklagede naboer til råstofområdet råstoftilladelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som i afgørelse af 9. september 2021 ændrede vilkår om støv, men ikke tog stilling til vilkår om driftstider og med disse ændringer stadfæstede råstoftilladelsen (j.nr. 20/05193). I den af E anlagde sag mod Regionen gjorde E bl.a. gældende, at vilkåret om driftstider var usagligt og i strid med forvaltningslovens §§ 22 og 24, og at vilkåret var uproportionelt, da der ikke var hjemmel til at fastsætte så indgribende begrænsninger, når de vejledende støjgrænser kunne overholdes. Regionen nedlagde påstand om frifindelse. Under byretssagen blev det stationære produktionsværk taget ud af drift og fjernet den 30. juli 2023. Regionen gjorde derfor gældende, at E ikke længere havde retlig interesse i retssagen, eftersom produktionsværket, sagens omdrejningspunkt, var taget ud af drift. Regionen gjorde derudover til støtte for frifindelsespåstanden gældende, at vilkåret var fastsat på baggrund af en konkret, skønspræget vurdering, hvor der sagligt var taget hensyn til både miljømæssige og erhvervsmæssige interesser, og at begrundelseskravet var opfyldt. Byretten realitetsbehandlede gyldighedsspørgsmålet og tog ikke stilling til spørgsmålet om retlig interesse. Byretten frifandt Region Sjælland med den begrundelse, at tilladelsens vilkår var tilstrækkeligt begrundede, at der var foretaget en konkret afvejning af relevante retslige hensyn, og at E ikke havde godtgjort, at vilkårene var uproportionale eller i strid med forvaltningslovens krav. Tilsvarende frifandt byretten Roskilde Kommune vedrørende vilkår efter vandforsyningsloven. E ankede dommen landsretten, hvor Region Sjælland nedlagde påstand om afvisning af E’s påstand om, at vilkåret var ugyldigt, hvilket blev udskilt til særskilt behandling. E nedlagde principal påstand om, at afvisningspåstanden nægtes fremme, subsidiært at Region Sjælland skulle anerkende at vilkåret i råstofindvindingstilladelsen var ugyldigt. Region Sjælland gjorde til støtte for afvisningspåstanden gældende, at E efter fjernelsen af værket manglede aktuel retlig interesse i at få prøvet driftstidsvilkåret. Regionen gjorde derudover gældende, at vilkåret kun regulerede det fjernede værk, hvorfor prøvelsen ville være hypotetisk, og at ressourcen i den nordlige del af grusgraven var udtømt, hvorved værket ikke ville blive genetableret. E gjorde til støtte for sin principale gældende, at vilkåret havde været anvendt fra 2. april 2020 til 30. juli 2023 og fortsat indgik i en gyldig tilladelse frem til 2030, at selskabet kunne genopstille værket, og at kendelsen kunne få betydning for et muligt erstatningskrav samt sagsomkostninger, hvorfor der forelå en både aktuel og konkret retlig interesse. Landsretten afgjorde spørgsmålet om retlig interesse særskilt på skriftligt grundlag. Landsretten fandt, at vilkåret fortsat var en del af den gældende tilladelse frem til 2030, og at den havde været virksomt i en treårig periode før nedtagningen. E havde derfor retlig interesse i at få prøvet lovligheden, uanset at værket aktuelt var fjernet og udtaget af drift. Regionens afvisningspåstand blev derfor ikke taget til følge.

Kommentar: Sagens forløb, hvor en kommunes tilladelse efter vandforsyningsloven er indarbejdet i en råstoftilladelse, og hvor naboers klage over råstoftilladelsen blev behandlet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, mens råstofindvinder anlagde sag mod region og kommune ved domstolene, illustrerer, at det i disse sager kan være let at miste overblikket. Det må tiltrædes, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af naboernes klage ikke afskærer råstofindvinder fra en sag mod Regionen, uanset det nok vil give anledning til en del forundring, hvis domstolene måtte nå frem til, at vilkår om driftstid er ugyldig. Det forekommer ligeledes velbegrundet, at landsretten ikke tiltræder Regionens afvisningspåstand, da en sådan fortolkning af retlig interesse er vanskelig at bringe i overensstemmelse med prøvelsesadgangen efter grundlovens § 63, uanset om et eventuelt erstatningsansvar for et uhjemlet påbud måtte være forældet. Men se til sammenligning MRF 2024.199 Ø, hvor landsretten afviste, at lodsejer havde retlig interesse i at prøve gyldighed af kommuneplan, der var erstattet af ny kommuneplan.

Kendelsen er ved at blive anonymiseret og vil blive gjort tilgængelig snarest.