MRF 2025.28
Østre Landsrets dom af 25. februar 2025, 18. afd., sag BS-45735/2022-OLR
(Henrik Hjort Elmquist, Lone Dahl Frandsen og Marta Warburg Schmidt (kst.))
K/S Bregentved (adv. Claes Wildfang) mod Banedanmark (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Ikke grundlag for at tilsidesætte taksationskommissions skønsmæssige erstatningsudmåling for tab ved servitutpålæg på skovejendom om eldrift af eksisterende jernbanestrækning, da udmåling efter faste takster var suppleret af en konkret vurdering, og da skønsmandens beregning af erstatning bl.a. inddrog hypotetiske fremtidige ansvarsforhold.
Banedanmark havde eksproprieret en del af ejendom tilhørende K/S Bregentved (B) i form af pålæg af en el-driftsservitut på den del af skovejendommen, der grænser op til jernbanen. Taksationsmyndigheden tilkendte på den baggrund B 2.140.115 kr. i erstatning. B indbragte Taksationskommissionens afgørelse for byretten og nedlagde påstand om, at Banedanmark skulle betale yderligere 11.038.801 mio. kr. i erstatning. Til støtte herfor gjorde B bl.a. gældende, at servitutten pålagde B en vidtgående forpligtelse, og at erstatningsudmålingen ikke tog hensyn til den helt unikke måde, som skoven drives på, hvorfor de standardiserede takster for erstatning ikke kunne anvendes. Banedanmark påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at der var fast praksis for at udmåle erstatning for servitutpålæg om eldrift efter faste takster. Under sagen blev udmeldt syn og skøn. Byretten lagde til grund, at elservitutten betyder, at der i en afstand af 10 meter fra spormidten ikke må være træer og buske, der efter en forstmæssig vurdering udgør en risiko for at komme tættere end 3 meter på køreledningerne og at godset har krav på fuld erstatning for denne rådighedsbegrænsning. Herefter lagde retten til grund, at Banedanmark også forud for servitutpålægget har kunnet kræve træer fjernet af hensyn til togdriften, og at servitutten ikke udvidede godsets vedligeholdelsespligt, ligesom retten afviste, at der som følge af servitutten skulle følge en konsekvenszone 30 meter fra banemidten. Med henvisning hertil fandtes godset ikke at have godtgjort, at der var grundlag for at fravige de sædvanlige takster for ledningsservitutter ved togdrift. Retten afviste endvidere, at B havde godtgjort, at servitutten afskar adgang til en bestemt del af ejendommen, hvorfor Banedanmark blev frifundet. B ankede dommen til landsretten med påstand om, at Banedanmark skulle betale lidt under 11 mio. kr. Banedanmark påstod stadfæstelse og parterne gentog i det væsentligste deres anbringender. Landsretten lagde med henvisning til bl.a. U 20173354 H og U 20218.3205 H til grund, at domstolene ikke kan tilsidesætte ”taksationsmyndighedens skøn over værditabets størrelse, medmindre der er et sikkert grundlag herfor”, hvilket f.eks. kan være, hvis forudsætningerne for erstatningsfastsættelse ikke var korrekte, eller hvis det efter bevisførelsen kan lægges til grund, at værditabet afviger væsentligt fra det reelle værditab, og at en skønserklæring ikke i sig selv er tilstrækkelig. Herefter lagde landsretten til grund, at oplysningerne for skønsmanden også forelå for taksationskommissionen, som havde anvendt faste takster, som afspejler den sædvanlige værdiforringelse ved el-drift servitut, men samtidigt konkret havde taget stilling til sagens særlige forhold, herunder tab af beplantning og produktionsskov af høj kvalitet. Landsretten fandt, at skønsmandens udtalelse byggede på hypotetiske fremtidige ansvarsforhold, og at den derfor ikke udgjorde et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Taksationskommissionens skøn, hvorefter byrettens dom blev stadfæstet.
Kommentar: Dommen er et overbevisende eksempel på domstolenes prøvelse af taksationskommissionernes erstatningsudmåling ved ekspropriation, især fordi den tydeliggør, hvad domstolene faktisk kan og skal prøve, men også hvad domstolene ikke kan prøve med hensyn til værditab ved ekspropriation, da værditabet nødvendigvis må være en skønsmæssig opgørelse, hvor der også må tages hensyn til de rådighedsbegrænsninger, der var gældende før ekspropriationen. Dommen understreger, at standardiserede takster kan anvendes, men viser samtidig, at det herved forudsættes, at taksationskommissionerne tager stilling til forhold, der kan begrunde afvigelser.