MRF 2025.27
Østre Landsrets dom af 5. februar 2025, 9. afd., sag S-373-23
(Gitte Rubæk Pedersen, Ane Røddik Christensen og Felix Holten Fröhlich (kst.))
Anklagemyndigheden mod T1 og T2 (adv. Julian Rosencrone von Benzon for begge)
Bøde på 5.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 1.000 kr. for ikke at efterkomme påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, om at etablere SOP-rensning af ejendommens spildevand, der via septiktank og stenfaskine ved overløb løb ud i grøft med udløb i målsat sø i ringe tilstand, hvorfor mangler i oplysning om afløbsforhold ikke kunne føre til, at påbuddet var ugyldigt.
T1 & T2 købte i december 2015 en beboelsesejendom med en septiktank og en stenfaskine til spildevand. I april 2017 meddelte kommunen efter varsel påbud til T1 & T2 om forbedret spildevandsrensning efter miljøbeskyttelseslovens § 30, jf. tidligere spildevandsbekendtgørelsens § 35 (nu § 38), som skulle være opfyldt senest den 10. april 2018. Påbuddet krævede, at T1 & T2 etablerede et renseanlæg, der opfyldte rensekravet ”SOP”, hvilket indebar, at spildevandet skulle renses for organisk stof, fosfor og ammoniak. Tilsvarende påbud blev meddelt til andre lodsejere. Påbuddet blev uanset indskærpelse i 2019 ikke efterkommet, hvorefter der i august 2022 blev rejst straffesag mod T1 & T2 for at overtræde miljøbeskyttelseslovens § 110, ved ikke at efterkomme kommunens påbud om forbedret spildevandsrensning med påstand om bøde og tvangsbøder. T1 & T2 påstod frifindelse med henvisning til, at kommunens påbud var ugyldig, de deres spildevand blev ledt til sivebrønd, og kommunen ikke havde undersøgt afløbsforholdene forholdene tilstrækkeligt, og at det derfor ikke var godtgjort, at spildevand fra deres ejendom bidrog til forurening af søen. Kommunens sagsbehandler, der var uddannet biolog, forklarede under sagen, at kommunen på baggrund af kloakskitser fra 1995 og 2003, samt oplysninger fra BBR vurderede, at spildevandet løb ud i grøften og videre til søen, der var i ”ringe” miljøtilstand. Byretten lagde efter bevisførelsen til grund, at spildevandet fra de tiltaltes ejendom løb ud i grøften for til sidst at ende i søen. Ejendommens udledning af spildevand bidrog dermed til forurening af grøften, da det ikke var en betingelse, at der blev foretaget måling af udledning af forurenende stoffer fra ejendommen, jf. Højesterets dom i U 2002.1820 H. Byretten fandt dog, at de manglende oplysninger om forureningspåvirkning ikke gjorde det muligt at vurdere, om opfyldelsen af påbuddet ville stå i misforhold til den forventede miljøgevinst ved rensningen af spildevandet fra de tiltaltes ejendom, på hvilket grundlag byretten frifandt de tiltalte. Anklagemyndigheden ankede dommen. For landsretten forklarede et nyt vidne M fra Miljøstyrelsens kontor for havmiljø og vandkemi, at hvis T1 og T2 udledte spildevand til grøften, var der risiko for, at spildevandet endte i søen, som lå længst nedstrøms i vandsystemet. Miljøtilstanden i søen var ”ringe”, mens miljømålet var ”god”, og spildevandet udgjorde en stor faktor i søens forureningsniveau, men at der samtidig også var andre årsager til forureningen som landbrug. Landsretten fandt, at ejendommens afløbs- og udlednings forhold var tilstrækkeligt fastlagt, og at spildevandet fra de tiltaltes ejendom medvirkede til forurening af den målsatte sø omfattet af vandplanerne. Til forskel fra byretten fandt landsretten, at betingelsen i spildevandsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, nr. 3, var opfyldt, hvorefter der skal være dokumentation for, at det omhandlede nedstrøms liggende vandområde er forurenet af spildevand i et omfang, der gør, at det miljømål for vandområdet, der er fastsat i bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, ikke er opfyldt. Landsretten henviste til, at det efter M’s forklaring må lægges til grund, at spildevandet fra de tiltalte bidrager til den ringe miljøkvalitet i den målsatte sø, og at spildevandsrensningen på de tiltaltes ejendom ikke er miljømæssigt forsvarlig, og at afløbs- og udledningsforhold var tilstrækkelig belyst, så kravene i spildevandsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, nr. 3 var opfyldt. Kommunens påbud fra 2017 var derfor gyldig. T1 & T2 blev herefter hver idømt en bødestraf på 5.000 kr. samt månedlige tvangsbøder på 1.000 kr., indtil påbuddet blev efterkommet.
Kommentar: Straffesagens hovedtema var, hvilke krav der kan stilles til sagens oplysning ved meddelelse af påbud om forbedret spildevandsrensning efter miljøbeskyttelseslovens § 30. Dette er særskilt reguleret i spildevandsbekendtgørelsen (2025/866) § 38, stk. 1 (der viderefører den tidligere § 35, stk. 1), som lyder:
”Ved meddelelse af påbud efter § 30 i lov om miljøbeskyttelse om forbedret spildevandsafledning skal følgende forudsætninger være opfyldt:
1) Ejendommens afløbsforhold og udledning skal være fastlagt.
2) Ejendommens udledning skal bidrage til forurening af det omhandlede nedstrøms liggende vandområde.
3) Der skal være dokumentation for, at det omhandlede nedstrøms liggende vandområde er forurenet af spildevand i et omfang, der gør, at det miljømål for vandområdet, der er fastsat i bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, ikke er opfyldt.”
Bestemmelsen forudsætter således, at kommunen forud for et påbud om forbedret spildevandsrensning har fastlagt afløbsforholdene, men efter Højesterets dom i U 2002.1820 H skal kravet ikke tages helt bogstaveligt, hvis det kan godtgøres, at den pågældende udledning bidrager til at forringe en sø eller vandløb omfattet af vandplanlægningsloven og vandrammedirektivet. Som det fremgår af MRF 2024.193 V (U 2024.4930 V), vil der dog skulle ske frifindelse, hvis et påbud er begrundet med, at recipienten (f.eks. en sø) er i ringe tilstand, og denne tilstand efterfølgende ændrer sig til god tilstand. Forskellen mellem byrettens og landsrettens domme i ovenstående sag kan forklares med, at anklagemyndigheden først for landsretten begrundede nærmere, hvorfor betingelserne i § 38, stk. 1, nr. 3, (fortsat) var opfyldt. I relation til proportionalitetsbetingelsen, som de tiltalte støttede sig på, savnes dog en bemærkning om, at kommunen ifølge dommen også havde meddelt påbud til andre lodsejere, hvis spildevand endte i den målsatte sø, og at påbuddene var meddelt som led i opfyldelsen af indsatsplanen under vandplanlægningsloven. Set i dette lys er det naturligvis rigtigt, at den enkelte husstands betydning ikke er minimal, som vidnet fra Miljøstyrelsen udtalte. Dommen viser tillige, at kravet i § 38, stk. 1, nr. 1, ikke kræver, at udledningsstedet kan fastlægges, når det kan dokumenteres, at spildevandet ville ende i grøften som følge af hældningsforholdene på ejendommen og blive ledt videre nedstrøms til søen, hvilket svarer til Miljøstyrelsens vejledning til spildevandsbekendtgørelsen. Det er derudover i overensstemmelse med fast praksis, at bøden og tvangsbøden blev fastsat for hver af de to ejere af den pågældende ejendom, jf. MRF 2025.20 V med kommentar, hvori der desuden er henvist til anden nyere retspraksis om manglende efterkommelse af miljøbeskyttelseslovens § 30.
Dommen er ved at blive anonymiseret og vil blive gjort tilgængelig snarest.