MRF 2025.25

Vestre Landsrets dom af 14. oktober 2025, 7. afd., sag BS-30067/2023-VLR
(Hanne Aagaard, Lisbeth Kjærgaard og Tobias Stenkær Albrechtsen (kst.))

TDC Net A/S (adv. Søren Christian Hedemann Christensen) mod N1-N8 (adv. Caroline Louise Ganzhorn for alle). Biintervenient til støtte for TDC: Teleindustrien (adv. Anne Sophie K. Vilsbøll)

Nabogener fra 36 meter høj antennemast i villakvarter i Aarhus oversteg ikke den naboretlige tålegrænse under hensyn til det øgede samfundsmæssige behov for bedre mobiltelefondækning, og bl.a. fordi masten var placeret i nærheden af jernbane, med bemærkning om, at der kun kan ydes erstatning for naboretlige ulemper, som overstiger tålegrænsen. Byretten havde tilkendt erstatning på mellem 50.000 kr. og 200.000 kr. til ejere af otte naboejendomme.

Baggrunden for sagen var, at TDC i 2016 havde ansøgt om byggetilladelse til at opføre en 36 meter telemast til mobiltelefoni på en af TDC ejet ejendom, hvor der havde været telefoncentral, og hvor der var tinglyst en servitut, hvorefter der i området kun må opføres åben og lav bebyggelse med det tidligere sogneråd som påtaleberettiget. Aarhus Kommune meddelte i august 2017 byggetilladelse til antennemasten, hvilket naboer påklagede til Planklagenævnet, som i afgørelse af 26. juni 2000 (j.nr. 18/05810) afviste, at etablering af antennemasten var lokalplanpligtig og ikke fandt grundlag for at underkende byggetilladelsen som værende i modstrid med planloven med bemærkning om, at kommunen ikke har pligt til at håndhæve privatretlige servitutter. I oktober 2018 anlagde ejere af nabogrunde (N1-N11) sag mod TDC med principal påstand om, at TDC skulle fjerne antennemasten og subsidiær påstand om erstatning for naboretlige ulemper. Til støtte for påstandene gjorde naboerne bl.a. gældende, at antennemasten påførte de naboerne væsentlige ulemper i form af udsynsgener, strålingsfare og støjgener, at området havde karakter af villabebyggelse, hvor man ikke kunne påregne sådanne ulemper, og at antennemasten var i modstrid med servitutten samt med henvisning til U 2006.1290 H. TDC påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at da antennemasten var opført i henhold til byggetilladelse, kunne TDC ikke pålægges at fjerne antennemasten. TDC afviste, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, bl.a. fordi udsigtsgener og æstetiske hensyn skal være meget betydelige for at overstige tålegrænsen, og at værdiforringelserne af de sagsøgende naboers ejendomme ikke var så betydelige, at dette i sig selv kunne begrunde en overskridelse af den naboretlige tålegrænse. Endvidere bestred TDC, at der efter naboretten skulle ydes fuld erstatning for værditabet og gjorde gældende, at værditabet højest kunne omfatte det værditab, som skyldes ulemper over tålegrænsen. Under sagen blev udmeldt syn og skøn, der konkluderede, at opførelsen af antennemasten havde påført otte af naboejendommene et værditab på mellem 50.000 kr. og 200.000 kr., mens skønsmanden vurderede, at tre af ejendommene ikke havde lidt et værditab som følge af antennemasten. Byretten lagde med henvisning til skønserklæringen indledningsvis til grund, at med undtagelse af tre naboejendomme havde antennemasten forringet ejendomsværdien for de øvrige sagsøgende naboers ejendomme. Da antennemasten var opført i henhold til gyldig byggetilladelse, fandt byretten ikke grundlag for at kræve den fjernet. I forhold til naboernes erstatningskrav lagde byretten til grund, at TDC var forpligtet til at udbygge nettet for mobiltelefoni og -data, men at manglende alternativ placeringsmulighed ikke fritog TDC for erstatning for nabogener. Byretten tilkendte herefter otte af de sagsøgende naboer erstatning for værditab på mellem 50.000 kr. og 200.000 kr. på grundlag af naboretten. TDC ankede til landsretten, hvor parterne gentog deres påstande og i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at da antennemasten var opført i henhold til gyldig byggetilladelse, hvor klager var afvist af Planklagenævnet henholdsvis byggeklageenheden, kunne TDC ikke pålægges at fjerne antennemasten. Landsretten lagde videre til grund, at antennemasten var opført få meter fra skel til to af naboejendommene med en afstand til bebyggelse på 24 og 32 meter, og at det efter skønserklæringen måtte lægges til grund, at antennemasten havde medført værditab på de sagsøgende naboejendomme på mellem 50.000 kr. og 200.000 kr., men at erstatning for værditab kun kan ydes i det omfang, ulemperne overstiger den naboretlige tålegrænse. Herefter lagde landsretten til grund, at der i de seneste 20 er sket en kraftig stigning i datatrafikken, hvilket kræver en løbende udbygning af antennemaster for mobiltelefoni. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af generne ved antennemasten, ejendommenes beliggenhed og karakter sammenholdt med områdets karakter og masten placering i bymæssig bebyggelse i nærheden af en jernbane, fandt landsretten ikke, at ulemperne oversteg, hvad der med rimelighed må påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling, hvorfor TDC blev frifundet.

Kommentar: Dommens konklusion understreger, at den naboretlige tålegrænse afspejler den samfundsmæssige udvikling, hvilket i dette tilfælde betød, at det voksende behov for teledata medfører, at borgerne må forvente forøget opstilling af antennemaster, hvilket så betyder, at der kræves mere omfattende ulemper fra antennemaster, før den naboretlige tålegrænse kan anses for overskredet. Den omstændighed, at værditabet for enkelte naboejendomme var anslået til 200.000 kr., betyder ikke i sig selv, at tålegrænsen er overskredet, men må bl.a. sammenholdes med værdien af de pågældende ejendomme. Landsrettens bemærkning om, at der alene ydes erstatning for naboretlige ulemper, i det omfang ulemperne overstiger den naboretlige tålegrænse (differencetabserstatning), havde ikke betydning for sagens udfald, da landsretten konkluderede, at tålegrænsen ikke var overskredet. Men til landsrettens antagelse må bemærkes, at der i de seneste 15 års sager om erstatning for naboretlige ulemper mellem private parter ikke ses eksempler på, at domstolene har refereret til princippet om differencetabserstatning ved udmåling af erstatning for naboretlige ulemper. Det er naturligvis korrekt, at erstatningen er udmålt skønsmæssigt, men der ses ikke i de af TDC anførte domme som MAD 2010.968 V eller U 2006.1290 H grundlag for, at der skulle være anvendt differencetabserstatning efter de principper, som blev fastlagt i U 1999.353 H og U 1999.360 H, men som vedrørte udmåling af erstatning for værditab ved fremtidige ulemper for motorvej og jernbane. For sager, hvor naboer har krævet erstatning for naboretlige ulemper fra dominerende byggeri og udsigts- og indbliksgener, ses der ikke eksempler på, at erstatning for naboretlige gener er udmålt som differencetab, jf. f.eks. U 2019.1422 Ø. Men det må omvendt medgives, at trykt praksis for denne sagstype er beskeden. Det bemærkes, at der i skrivende stund (november 2025) verserer en sag for Højesteret om netop den naboretlige tålegrænse ved opsætning af antennemaster (sag BS-31573/2025-HJR), som er en anke af en dom, hvor Østre Landsret har tilkendt 100.000 kr. i erstatning på naboretligt grundlag under henvisning til, at erstatningen skulle tilkendes efter differenceerstatningsprincippet, jf. U 1999.353 H og U 2006.1290 H. Højesterets dom vil blive bragt på MRF, når den er blevet afsagt.

Dommen er ved at blive anonymiseret og vil blive gjort tilgængelig snarest.