MRF 2025.23

Vestre Landsrets dom af 10. september 2025, 6. afd., sagerne BS-16918/2023-VLR og BS-16926/2023-VLR
(Malene Værum Westmark, Alexander M. P. Johannessen og Julie Bloch Vingaard (kst.))

C og E (adv. Peter Blenstrup Nielsen) mod Aarhus Kommune (adv. Jacob Schall Holberg)

Naboer var ikke afskåret fra at rejse erstatningskrav på naboretligt grundlag mod Aarhus Kommune for støjulemper mv. fra tre dages racerløb på kommunens vejareal, som kommunen havde understøttet og tilladt. Gennemførelse af racerløbet på støjvilkår, som Miljø- og Fødevareklagenævnet efterfølgende havde underkendt grundet sundhedsfare, udgjorde ikke en overskridelse af den naboretlige tålegrænse under hensyn til løbets varighed og karakter. Afvist, at kommunen havde handlet ansvarspådragende. Erstatningskrav for 2014 og 2015 var forældet efter den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 2, stk. 4.

Baggrunden for retssagen var, at den erhvervsdrivende fond Classic Race Aarhus (CRAA) fra 2010 til og med 2019 samt i 2021 havde gennemført eventet ”Classic Race Aarhus”, hvor der på det eksisterende vejnet, som bl.a. omfattede villaveje, blev gennemført motorløb over 3 løbsdage. Motorløbets afholdelse blev godkendt af kommunen som vejmyndighed, og i 2014 og 2015 blev der indgået en frivillig aftale mellem kommunen og CRAA om en støjgrænse for peakstøj på 120 dB(A). Efter naboklager gennemførte Aarhus Kommune i 2014 støjmålinger, der viste en støjbelastning over løbsdagen på 87 dB(A), højeste maksimalniveau på 115 dB(A) samt højeste peakværdi på 136 dB(A). Løbsarrangøren gennemførte endvidere i 2014 en støjkortlægning, der viste, at det var muligt at overholde et peakniveau på 120 dB(A) ved beboelse langs banen. I marts 2016 traf kommunen afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 42 i form af påbud til CRAA om støjvilkår for gennemførelse af motorløbet i maj 2016. Afgørelsen blev påklaget af nabo, men Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i afgørelse af 22. november 2016 klagen med den begrundelse, at klagen ikke var aktuel, da løbet var afholdt, og kommunen ville træffe en ny afgørelse med støjvilkår for racerløbet gældende for de kommende fem år (NMK-10-01071). I december 2016 traf kommunen afgørelse om støjvilkår i form af påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, til CRAA, hvoraf fremgik, at Classic Race kunne afholdes i en femårig periode fra 2017-2022 med baneaktiviteter over tre dage i tidsrummet kl. 8.00-18.30 med vilkår om, at den samlede støjbelastning ikke oversteg 87 dB(A), og at peakværdien ikke måtte overskride 120 dB(A) på ejendommene for omkringliggende beboelse. Flere naboer påklagede påbuddet til Miljø- og Fødevareklagenævnet, men motorløbet blev gennemført i maj 2017, mens klagesagen verserede. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede i afgørelse fra januar 2018 (MAD 2018.74 Mfk) kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at de i kommunens påbud fastsatte støjgrænser var en så væsentlig fravigelse af Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser, at det krævede en lægefaglig vurdering og forudsatte en særlig begrundelse. Aarhus Kommune meddelte herefter den 17. maj 2018 et nyt påbud til CRAA efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1, hvilket gav mulighed for, at aktiviteten ville medføre et samlet støjbidrag for en løbsdag på 87 dB(A) samt 120 dB(A) i peak. Afgørelsen blev påklaget af naboer, men motorløbet i maj 2018 blev gennemført, mens klagesagen verserede. I Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. april 2019 (MAD 2019.162 Mfk) blev kommunens afgørelse på ny ophævet og hjemvist med den begrundelse, at støjgrænsen for peakniveau på 120 dB(A) var sundhedsmæssig uacceptabel, og at den anvendte målemetode for støj ikke er egnet til at måle høje peakniveauer. Kommunen traf herefter ny afgørelse den 14. maj 2019, hvori kommunen i påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 fastsatte støjgrænsen for peakniveau på 120 dB(Z) for afholdelse af Classic Race i 2019. Denne afgørelse blev ikke påklaget. I december 2019 traf kommunen en ny afgørelse for fremtidige motorløb med en støjgrænse for peakniveau på 117 dB (Lz,peak) i påbud efter miljøbeskyttelseslovens§ 42. Afgørelsen blev igen påklaget af naboer, men Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt i afgørelse af 12. maj 2021 ikke grundlag for at underkende vilkårene (j.nr. 20/02579). Motorløbet blev ikke gennemført i 2020 pga. covid-19, men blev gennemført i 2021, hvor CRAA efterfølgende gik konkurs. Parallelt med klagerne til klagenævnet over kommunens afgørelser anlagde seks naboer retssag mod Aarhus Kommune i juni 2018 (en yderligere i maj 2019) med påstand om, at kommunen skulle betale hver af naboerne 210.000 kr. for tort og naboretlige gener ved gennemførelse af motorløbet i 2014 – 2019 og i 2021, dvs. 30.000 kr. pr. år motorløbet var gennemført. Til støtte for påstanden gjorde naboerne bl.a. gældende, at gennemførelse af løbene i de syv år havde påført naboerne en overskridelse af den naboretlige tålegrænse, og at kommunen havde handlet ansvarspådragende, hvor naboerne bl.a. henviste til, at kommunens afgørelser i 2016 og 2018 var blevet underkendt af Miljø-og Fødevareklagenævnet, og at de tilladte støjgrænser medførte sundhedsfare. Kommunen påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at for årene 2014 og 2015 var erstatningskravet forældet, at det ikke var godtgjort, at kommunen havde handlet ansvarspådragende, da den havde inddraget sagkyndig bistand, og at det først var i januar 2019, der forelå relevante retningslinjer for støj fra WHO. I forhold til afvikling af løbet i 2016 henviste kommunen bl.a. til, at klagenævnet ikke havde taget stilling til kommunens afgørelse om dette løb, hvilket ligeledes gjaldt gennemførelsen i maj 2019, samt at klagenævnet havde givet kommunen medhold i vilkårene i afgørelsen fra december 2019. Endvidere afviste kommunen, at de sagsøgende naboer havde godtgjort et økonomisk tab. Kommunen afviste, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, da de vejledende støjgrænser alene er et moment i afvejningen af tålegrænsen, og afviste i øvrigt, at sag om erstatning for naboretlige ulemper skulle føres mod kommunen som myndighed og i stedet skulle føres mod CRAA som arrangør, der var ansvarlig for, at støjgrænserne måtte være overtrådt. Byretten fastslog indledningsvis, at naboernes erstatningskrav for 2014 og 2015 var forældet efter forældelseslovens 3-årige forældelsesfrist, da denne frist måtte regnes fra løbenes afholdelse, hvor naboerne kendte til støjgenerne. I forhold til årene 2016-2019 og 2021 afviste byretten, at den naboretlige tålegrænse kunne anses for overskredet med henvisning til motorløbenes karakter og begrænsede varighed. I forhold til kommunens ansvar som myndighed fandt byretten ikke, at kommunen havde handlet ansvarspådragende ved vilkårene for 2019 og 2021. Derimod fandt byretten, at kommunens fastsættelse af støjgrænsen for 2016, 2017 og 2018 på 120 dB(A) var ansvarspådragende for kommunen som myndighed, da kommunens fastsættelse af støjgrænsen for 2016, 2017 og 2018 på 120 dB(A) var blevet ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet som sundhedsskadelig, hvorfor kommunen for disse tre år fandtes at have handlet ansvarspådragende. Byretten afviste imidlertid naboernes erstatningskrav med henvisning til, at der ikke var dokumentation for økonomiske tab og generne ikke kunne sidestilles med tort efter erstatningsansvarslovens § 26, ligesom byretten afviste, at EMRK art. 8 var tilsidesat. Kommunen blev herefter frifundet. To af naboerne ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres påstande og anbringender. Landsretten afviste indledningsvis naboernes erstatningskrav for 2014 og 2015 som forældet efter forældelseslovens § 2, stk. 4, idet var uden betydning, at naboerne først i 2019 fik kendskab til kommunens støjmålinger fra 2014. I forhold til kommunens erstatningsansvar som myndighed for årene 2016-2019 lagde landsretten til grund, at Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af vilkår i 2018 og i 2019, ”bevirker ikke i sig selv, at kommunen har handlet ansvarspådragende, idet dette beror på en samlet vurdering af, om kommunen [...] med sin skønsudøvelse har handlet uforsvarligt”. Herefter lagde landsretten til grund, at kommunen forud for fastsættelse af peak støjgrænsen havde kontakten embedslægen og inddraget WHO-guidelines fra januar 2019 efter at disse forelå, hvorfor kommunens vilkår ikke efter en samlet vurdering kunne anses for en ansvarspådragende fejl. I forhold til den naboretlige tålegrænse lagde landsretten til grund, at de to naboer ikke var afskåret fra at rejse kravet mod Aarhus Kommune, som var ejer af vejarealet, hvor Classic Race blev afholdt. Landsretten henviste til, at kommunen havde fastsat specifikke driftsvilkår og understøttet afviklingen af arrangementet sammenholdt med kommunens involveringsgrad i Classic Race, og at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde tilsidesat kommunens fastsatte støjgrænse for årene 2017-2019. Herefter lagde landsretten til grund, at afviklingen af Classic Race medførte gener for naboerne, og at særligt støjgenerne oversteg, hvad der ellers var sædvanligt i området i forbindelse med øvrige arrangementer. Landsretten fandt dog med henvisning til de af byretten anførte grunde, at ulemperne ikke havde haft en sådan varighed og karakter, at disse havde overskredet den naboretlige tålegrænse, hvorefter Aarhus Kommune blev frifundet.

Kommentar: Dommen berører flere principielle juridiske spørgsmål i relation til naboret og offentlige myndigheders erstatningsansvar. Det første og mest principielle angår pligtsubjektet for naboretligt ansvar, hvor dommen viser, at kommunen som ejer af offentlige vejarealer kan pålægges ansvar for naboretlige ulemper over tålegrænsen forårsaget af arrangementer på vejarealet, som kommunen aktivt har understøttet. Selv om landsretten tillige i begrundelsen anfører, at kommunen har fastsat vilkår, der er underkendt af klagenævnet, kan det sidste næppe være afgørende for, om en kommune kan pådrage sig naboretligt ansvar for genevoldende aktiviteter på vejarealet, hvis kommunen har initieret aktiviteten. Kommunens naboretlige ansvar som ejer af vejarealet må holdes adskilt fra kommunens erstatningsansvar som offentlig myndighed, idet det afgørende for det naboretlige ansvar er, at kommunen ejer arealerne og aktivt har understøttet den aktivitet, som giver anledning til de naboretlige gener. Det er således ikke kommunens afgørelser, der danner grundlag for kommunens potentielle naboretlige ansvar, hvilket må tiltrædes. Denne præcisering af grundlaget for en kommunes naboretlige ansvar er relevant i alle de tilfælde, hvor en kommune ejer det areal, hvorfra ulempen udgår, og samtidig aktivt i tilkendegivelser eller lignende har understøttet de aktiviteter, som giver anledning til den naboretlige gene. I dette tilfælde var løbsarrangøren, der var bruger af arealet og foranledigede ulemperne, gået konkurs, men dette er næppe en betingelse for, at kommunen kan være pligtsubjekt efter naboretten for ulemper for særlige arrangementer på offentlig vej som racerløb.

Det andet principielle spørgsmål vedrører den naboretlige tålegrænse, hvor dommen viser, at hvis en aktivitet forvolder ulemper i modstrid med offentligretlige normer – i dette tilfælde Miljø- og Fødevareklagenævnets efterfølgende afgørelser – betyder dette ikke nødvendigvis, at den naboretlige tålegrænse er overskredet, men forudsætter tillige, at ulempen har en sådan varighed og karakter, at den kan betegnes som en naboretlig ulempe over tålegrænsen. Som dommen samtidig viser, betyder dette ikke, at naboer nødvendigvis er afskåret fra at kræve erstatning for økonomiske tab påført af brugen af naboejendomme, men dette må i givet fald afgøres som almindeligt erstatningsansvar uden for kontrakt, dvs. om der er handlet ansvarspådragende, og om der er lidt et økonomisk tab – og ikke som et naboretligt ansvar. Denne præcisering må ligeledes tiltrædes og understreger vigtigheden af at behandle naboretligt ansvar som et særskilt grundlag for ulemper af længerevarende karakter, så enkeltstående skader afgøres efter det almindelige erstatningsansvar uden for kontrakt.

For det tredje angår dommen betingelserne for myndighedernes erstatningsansvar, hvor dommen understreger, at en faktisk fejl i kommunens skøn over komplicerede teknisk-faglige forhold ikke nødvendigvis vil være ansvarspådragende, men beror på en samlet vurdering, hvor det er væsentligt, om kommunen har søgt relevant faglig rådgivning, hvormed de bevismæssige spørgsmål og subjektive elementer bliver vigtige. Efter dommen i den foreliggende sag synes denne del at have været på vippen, men den konkrete bevismæssige vurdering kan alene domstolen foretage, og man kan i denne sag glæde sig over, at landsretten har benyttet lejligheden til samtidig at forholde sig til de underliggende vanskelige juridiske spørgsmål omtalt ovenfor.

Dommen er ved at blive anonymiseret og vil blive gjort tilgængelig snarest.