MRF 2025.21

Vestre Landsrets dom af 13. maj 2025, 13. afd., sag BS-6627/2021-VLR
(Helle Krogager Rasmussen, Anne Hedegaard Toft og Bo Ruby Nilsson (kst.))

A ApS (adv. Birgitte Broholm Hasselriis) mod Syddjurs Kommune (adv. Henriette Soja)

Spånpladevirksomheds anvendelse af sorterede fraktioner A4 og S2 af affaldstræ som brændsel til opvarmning i virksomheden opfyldte ikke betingelserne for affaldsfasens ophør, da formålet med frasortering af affaldsfraktionerne A4 og S2 var at skille sig af med det træ, der ikke opfylder kravene til at kunne indgå i spånpladeproduktionen, eller som bliver tilovers i forbindelse med spånpladeproduktionen, hvorfor frasorteringen ikke kunne anses for en nyttiggørelsesoperation efter § 4, stk. 5, nr. 1, i affaldsbekendtgørelsen (1309/2012).

Sagen angik, hvorvidt to brændselsfraktioner A4 og S2, som anvendes som brændsel til opvarmning i A ApS’ spånpladepladevirksomhed, skulle klassificeres som affald. Fraktionerne A4 og S2 er frasorteret fra affaldstræ og har karakter af høvlspåner fra affaldstræ henholdsvis træflis fra affaldstræ blandet med spåner fra rent træ, der afbrændes og anvendes til opvarmning på selskabets spånpladepladevirksomhed. A ApS mente, at affaldsfasen var ophørt og anmodede Syddjurs Kommune om at træffe afgørelse herom efter affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 4 og 5 (implementerer affaldsrammedirektivets art. 6), hvorefter kommunen skal træffe afgørelse om, at affaldsfasen anses for ophørt, når følgende fem betingelser er opfyldt: (1) genstanden har gennemgået en nyttiggørelsesoperation, herunder genanvendelse, (2) stoffet eller genstanden er almindeligt anvendt til specifikke formål, (3) der findes et marked for eller en efterspørgsel efter et sådant stof eller en sådan genstand, (4) stoffet eller genstanden opfylder de tekniske krav til de specifikke formål og lever op til gældende lovgivning og normer vedrørende produkter, og (5) anvendelsen af stoffet eller genstanden får ikke generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed. Syddjurs Kommune traf i april 2017 afgørelse om, at fraktionerne er affald, der ikke er omfattet af bekendtgørelse om biomasseaffald, og at betingelserne for affaldsfasens ophør ikke var opfyldt, da kommunen ikke fandt, at sorteringen af affaldstræet på virksomheden kunne betegnes som en nyttiggørelsesoperation, og genbrugstræet ikke udgør rent træ. A ApS anlagde den 4. oktober 2017 sag mod Syddjurs Kommune med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at brændselsfraktionerne, som afbrændes af A ApS som led i virksomhedens spånpladeproduktion, ikke udgør affald og subsidiært ophævelse og hjemvisning af kommunens afgørelse. Til støtte herfor gjorde A ApS bl.a. gældende, at de to fraktioner er resultatet af en sortering af affaldstræ, hvor sten, plastik og metal mv. frasorteres og enten sælges som skrot eller fragår til deponi, hvorfor affaldsfasen må anses for ophørt, når det frasorterede træ anvendes som brændsel og henviste bl.a. til EU-Domstolens dom i sag C-358/11. Kommunen påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at sorteringen ikke kunne anses for en nyttiggørelsesoperation og henviste bl.a. til EU-Domstolens dom i sag C-440/00. Byretten lagde til grund, at der var enighed om, at de to omhandlede brændselsfraktioner opfylder kriterierne for ikke længere at være affald i affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 5, nr. 2 og 4 om anvendelse til et specifikt formål, henholdsvis om opfyldelse af de tekniske krav lever op til gældende lovgivning og normer. Byretten lagde videre til grund, at anvendelsen også opfyldte kriteriet i § 4, stk. 5, nr. 3 om, at der er et marked for at sælge dette produkt. Et flertal i byretten lagde herefter til grund, at fraktion A4 og S2 er frasorteret til brug for brændsel og ikke er nyttiggjort til spånpladeproduktion, og at de to fraktioner ikke har undergået en så effektiv sorteringsproces, at de er endeligt nyttiggjort, hvorfor betingelsen i affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 5, nr. 1, ikke var opfyldt. Endvidere fandt flertallet, at anvendelse af de to fraktioner som brændsel ”har en generel negativ indvirkning på miljøet eller menneskers sundhed”, hvorfor betingelsen i affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 5, nr. 5, ikke fandtes opfyldt. Byrettens mindretal fandt derimod, at sorteringen af affaldstræet måtte anses for en nyttiggørelse, der opfyldte betingelserne i § 4, stk. 5, nr. 1, ligesom mindretallet fandt, at betingelserne i nr. 5 var opfyldt med den begrundelse, at opfyldelse af denne betingelse ikke kan være afhængig af, hvordan en virksomhed har indrettet sin røggasrensning henholdsvis spildevandsbehandling, når der er tale om en lovlig forbrænding. A ApS ankede til landsretten, hvor parterne nedlagde de samme påstande og i det væsentlige gjorde de samme anbringender gældende. Landsretten lagde til grund, at A ApS i produktionen anvender råtræ fra skove, flis fra savværker, fraskær fra møbelfabrikanter og træ fra genbrugspladser, og at genbrugstræet er affaldsprodukter. Herefter lagde landsretten til grund, at formålet med frasortering af affaldsfraktionerne A4 og S2 er er at skille sig af med det træ, der ikke opfylder kravene til at kunne indgå i spånpladeproduktionen, eller som bliver til overs i forbindelse med spånpladeproduktionen, og at brændselsfraktionerne, der helt eller delvist består af affaldstræ, under disse omstændigheder ikke kan anses for at have gennemgået en nyttiggørelsesoperation, der kan bringe affaldsfasen til ophør, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at A4 og S2 helt eller delvist kunne have været anvendt i spånpladeproduktionen. Da A4 og S2 dermed ikke havde været genstand for en nyttiggørelsesoperation, var betingelsen i affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 5, nr. 1, ikke opfyldt, hvorfor affaldsfasen allerede af denne grund ikke var ophørt for brændselsfraktionerne A4 og S2. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom og tog Syddjurs Kommunes frifindelsespåstand til følge. I relation til sagsomkostninger lagde landsretten til grund, at sagens værdi som følge af affaldsafgiften var 7,5 mio. kr., hvorefter A ApS blev pålagt at betale lidt over 0,5 mio. kr. i samlede sagsomkostninger til Syddjurs Kommune.

Kommentar: Dommen vedrører den vanskelige afgrænsning af, hvornår en genstand er nyttiggjort på en måde, så genstanden ikke længere anses for affald omfattet af affaldslovgivningen, hvilket i den konkrete sag havde betydning for, om der skulle betales affaldsafgift for anvendelse af de to frasorterede fraktioner som brændsel til opvarmning. Landsretten lagde til grund, at formålet med frasorteringen af de to fraktioner var at skille sig af med de to fraktioner for at opfylde kravene til materiale i spånpladeproduktion, og afviste med henvisning hertil, at affaldsfasen var ophørt efter den dagældende affaldsbekendtgørelses (1309/2012) § 4, stk. 5, nr. 1, hvilket var en del af kommunens begrundelse for, at affaldsfasen ikke var ophørt. Begrundelsen betyder, at frasortering af bestemte fraktioner, som herefter kan anvendes til et andet formål i overensstemmelse med de øvrige betingelser i affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 5, fortsat skal anses for affald. Hertil må bemærkes, at dette svarer til EU-Domstolens fortolkning af affaldsdirektivet før direktiv 2008/50 i sag C-440/00, men er noget vanskeligere at forene med Domstolens fortolkning i sag C-358/11 af de i direktiv 2008/50 fastsatte regler om affaldsfasens ophør. Det principielle problem er, at hvis en virksomhed erhverver affald med henblik på fremskaffelse af råstoffer til virksomhedens produktion, vil det normalt kræve sortering, hvor der frasorteres materiale, som skal leveres videre til anden affaldsbehandling eller deponering, men hvor der også kan fremkomme stoffer og genstande, som uden betænkeligheder eller yderligere behandling kan anvendes direkte i anden produktion, hvilket der fra et ressource- og miljøperspektiv kan være interesse i. Efter landsrettens begrundelse for at stadfæste kommunens afgørelse, vil sådant frasorteret materiale skulle anses for affald, hvilket må anses for tvivlsomt.

Dommen er ved at blive anonymiseret og vil blive gjort tilgængelig snarest.