MRF 2025.16

Vestre Landsrets dom af 2. april 2025, 5. afd., sag BS-18058/2023-VLR
(Annette Nørby, Alexander M. P. Johannessen og Kim Rasmussen)

E/F Kollektivhuset Aalborg (adv. Christian Ditlev Hindkjær) mod Aalborg Kommune (adv. Christian Norup Hostrup)

Ikke grundlag for at underkende Aalborg Kommunes påbud efter byggelovens § 6 D om at fjerne to reklamebannere på en bygning, da en praksisændring var begrundet i lovlige hensyn, og afgørelsen lå inden for det i loven hjemlede skøn.

Aalborg Kommune, K, meddelte i juni 2021 påbud til E/F Kollektivhuset Aalborg (H) om fjernelse af to store reklamebannere på et højhus på Vesterbro i Aalborg med henvisning til byggelovens § 6 D, stk. 2. Baggrunden var en politisk besluttet opstramning af kommunens praksis for facadebannere, som blev udmøntet i vejledningen ”Brug Byen” i 2016. H indbragte påbuddet for byretten, hvor A nedlagde påstand om, at kommunen skulle anerkende, at påbuddet om fjernelse af reklamebannerne var ugyldigt. H gjorde til støtte herfor gældende, at bannerne ikke var skæmmende for omgivelserne, at kommunen ikke kunne ændre praksis uden lokalplan, og at administrationen havde været usaglig og vilkårlig, idet kommunen tidligere havde accepteret større og mere i øjenfaldende bannere på bygningen. H henviste desuden til et ensidigt indhentet syn og skøn, der viste, at et tidligere banner i byen havde været mere dominerende end de nuværende bannere. H gjorde endvidere gældende, at det var kommunen, der havde bevisbyrden for, at bannere var skæmmende, idet der var tale om en undtagelsesbestemmelse, og at domstolene derfor skulle foretage en fuld prøvelse af, om retsfaktum var opfyldt. Kommunen påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor gældende, at byggelovens § 6 D, stk. 2 gav en betydelig skønsmargin til at varetage æstetiske hensyn, og at praksisændringen havde været sagligt begrundet og gennemført konsekvent, og at ”Brug Byen” alene var vejledende, og at der var foretaget en konkret vurdering af de aktuelle bannere. Kommunen gjorde desuden gældende, at domstolenes prøvelse var begrænset til en legalitetsprøvelse, hvor det alene skulle vurderes, om der var foretaget et sagligt og pligtmæssigt skøn. Byretten fandt, at K havde været berettiget til at meddele påbuddet, idet der var foretaget en konkret og saglig vurdering af bannernes udformning, størrelse og indvirkning på omgivelserne, og at praksisændringen havde været sagligt begrundet. H ankede dommen til landsretten, hvor parterne gentog påstande og anbringender. Landsretten lagde til grund, at byggelovens § 6 D, stk. 2, er en vag og elastisk bestemmelse, der overlader kommunerne en betydelig skønsmargin i forhold til det æstetiske skøn, og at domstolene kun bør tilsidesætte afgørelsen i klare tilfælde. Af forarbejderne fremgik endvidere, at lovgiver bevidst undlod at kræve reguleringen efter en lokalplanprocedure for at muliggøre hurtig håndhævelse. På denne baggrund fandt landsretten at kommunens praksisændring i 2016 var inden for lovens hjemlede skøn og ikke i modstrid med lighedsgrundsætningen eller forventningsprincippet. Da kommunens afgørelse i den konkrete sag byggede på en konkret og individuel vurdering af bannerets detaljer, dimensioner og integration i bymiljøet, hvor ”Brug Byen” ikke var blevet anvendt som et selvstændigt argument i vurderingen, var afgørelsen begrundet i saglige hensyn, og da der havde været gennemført partshøring, var der ikke grundlag for at tilsætte kommunens afgørelse, hvorfor byrettens dom blev stadfæstet.

Kommentar: Dommen understreger, at domstolene prøver, om myndighedernes skønsmæssige afgørelser holder sig inden for det i loven hjemlede skøn, og at en praksisændring ikke er i modstrid med lighedsprincippet eller forventningsprincippet, så længe ændringen hviler på saglige hensyn og gennemføres konsekvent. Når landsretten i dette tilfælde fremhævede, at skønnet efter byggelovens § 6 D kun kan tilsidesættes af domstolene i klare tilfælde, er det ikke helt klart, hvad der menes hermed. Spørgsmålet er, om skønnet er udøvet inden for rammerne af de saglige krav. Hvis dette er tilfældet, har domstolen ikke et retligt grundlag for at tilsidesætte skønnet. Hvis det ikke er tilfældet, har domstolen omvendt et retligt grundlag for at tilsidesætte skønnet. Sagsøgeren har naturligvis som udgangspunkt bevisbyrden for, at de saglige krav ikke er overholdt, men at der udover dette skulle stilles krav om, at tilsidesættelse forudsætter en ”klar” overtrædelse, er ikke åbenbart. Se også Mørup, Åbenbar urimelighed og kontrol med forvaltningens afgørelser, i Grønved Nielsen (red.), Poul Andersen, forvaltningsretten og retsvidenskaben, 2024, s. 311 ff.

Dommene er ved at blive anonymiseret og vil blive gjort tilgængelige snarest.