MRF 2025.11
Højesterets dom af 25. juni 2025, 1. afd., sag BS-63777/2024-HJR
(Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt, Kurt Rasmussen, Jens Kruse Mikkelsen og Søren H. Mørup)
Unicon A/S (adv. Allan Kvist-Kristensen) mod Gjensidige Forsikring, dansk filial af Gjensidige Forsikring ASA, Norge (adv. Kenneth Bodén Andersen)
Afvist regreskrav fra olieleverandørs forsikringsselskab mod betonvirksomhed for udgifter til fjernelse af olieforurening forvoldt ved grov uagtsomhed ved olieleverandørens påfyldning af studs til fjernet olietank, da betonvirksomhedens manglende afblænding af påfyldningsstuds ikke var udtryk for en sådan grad af uagtsomhed, at betonvirksomheden, der ikke var forsikret for skaden, skulle betale en del af udgiften til at fjerne forureningen.
Betonvirksomheden Unicon A/S havde hos Skanol A/S bestilt 6.300 liter dieselolie til levering mellem den 28. og 29. august 2019. Af ordren fremgik: ”jordtank U. Shelldæksel. Anhænger ok. Brug ventafil, da der er bagfald”. Den pågældende jordtank kunne rumme 10.000 liter, og påfyldningsstudsen til tanken var placeret under et dæksel, hvorpå der stod ”SHELL”. I området omkring denne jordtank var der to yderligere påfyldningsstudser. Den ene af disse var placeret over jordniveau op ad en væg ved siden af dieselstander, og der var påsat en strip på påfyldningsstudsen. Ved levering fra Skanol den 28. august 2019 fyldte chauffør ca. 2.500 liter dieselolie i den påfyldningsstuds, der var placeret over jordniveau, og denne påfyldningsstuds var ikke forbundet til en tank, hvorfor dieselolien løb ned i jorden og forårsagede forurening. Påfyldning standsede ved 2.500 liter, hvilket medførte en større jordforurening, som Unicon anmeldte til Holstebro Kommune og Skanol’s forsikringsselskab F. Den 4. september 2019 varslede kommunen undersøgelsespåbud til Unicon efter jordforureningslovens § 40, hvilket blev ændret til et undersøgelsespåbud til Skanol den 7. oktober 2019 og den 5. februar 2020 blev fulgt op af oprydningspåbud efter jordforureningslovens § 41 til Skanol, som den 14. juli 2020 fik et supplerende påbud efter § 41 om oprydning. Påbuddet til Skanol blev opfyldt og betalt af Skanol’s forsikringsselskab F, som herefter rejste krav mod Unicon om erstatning for de 2.771,978, 40 kr., som F havde afholdt i forbindelse med olieforureningen. Til støtte herfor gjorde F principalt gældende, at Unicon er omfattet af objektivt erstatningsansvar efter § 3 i miljøskadeerstatningslovens objektive ansvar, da der var tale om en nedgravet olietank på over 6.000 liter med supplerende henvisning til U 2017.1192 H. Subsidiært gjorde F gældende, at forureningen var forvold culpøst af Unicons afblænding af påfyldningsrør til den nedlagte olietank. Dette er i modstrid med olietankbekendtgørelsens 30 om sløjfning af olietank, og dette var årsag til, at påfyldning var sket til forkert påfyldningsstuds, hvorfor der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at skader forvoldt ved erhvervsvirksomhed erstattes af den skadevolder, der har ansvarsforsikring, jf. erstatningsansvarslovens §§ 19 og 25. Unicon påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at de påbudte foranstaltninger efter jordforureningsloven var meddelt til Skanol, at en skadevolder som Skanol ikke kan kræve erstatning fra Unicon, der derimod måtte anses for skadelidte efter miljøskadeerstatningslovens § 3 eller dansk rets almindelige regler og afviste relevansen af U 2017.1192 H, der drejede sig om kommunens udgifter til selvhjælp efter miljøbeskyttelseslovens § 70. Endvidere afviste Unicon, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet efter erstatningsansvarslovens § 25, da det var udvist betydelig uagtsomhed fra Skanols chauffør, hvilket var årsag til forureningen, og da Unicon ikke var forsikret, måtte F’s krav afvises. Byretten lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at påfyldningsstudsen ikke var forseglet med strips, og at det var chaufførens grove uagtsomhed, der var årsag til forureningen, og at forholdet ikke var omfattet af det objektive ansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3. Selv om Unicons afblænding af studs var i modstrid med olietankbekendtgørelsen, kunne dette i lyset af chaufførens uagtsomhed ikke føre til at fravige udgangspunktet om, at F måtte bære alle omkostninger, hvorfor Unicon blev frifundet. F ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten afviste, at der var grundlag for at anvende miljøskadeerstatningslovens objektive ansvar for operatører, da dette vil forudsætte, at det er de farlige egenskaber ved den nedgravede olietank på 10.000 lider, der var årsag til forureningen, hvilket ikke var tilfældet i denne sag, hvor forureningen skyldtes påfyldning af studs, der ikke var tilsluttet den nedgravede olietank. Landsretten lagde til grund, at Skanols chauffør havde handlet groft uagtsomt, men den måde som Unicon havde sløjfet en tidligere olietank i modstrid med olietankbekendtgørelsen var afgørende for, at forureningen skete, og at uagtsomheden var af en sådan karakter, at der forelå særlige omstændigheder. Unicon måtte herefter bære 1/3 af udgiften til fjernelse af forureningen. Unicon fik tredjeinstansbevilling til at indbringe dommen for Højesteret, der lagde til grund, at den indtrådte forurening ikke var omfattet af det objektive ansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3, da forureningen var forvoldt af en tidligere nedgravet olietank, hvor der alene er påfyldningsstuds og rør tilbage. Unicons erstatningsansvar afhang derfor af, om ”om Unicon er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regel (culpareglen).” Højesteret fandt, at forureningen måtte anses for forvoldt ved grov uagtsomhed fra Skanols chauffør, da chaufføren ikke fulgte de klare anvisninger, han havde fået. ”I lyset heraf [fandt Højesteret], at Unicon ikke ved at undlade at afblænde påfyldningsstudsen ved bygningen og undlade at afmærke studsen [...] har handlet uagtsomt, eller i hvert fald ikke har handlet med en sådan grad af uagtsomhed, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at pålægge Unicon at betale hele eller en del af udgiften til at bortgrave den olieforurenede jord”. Højesteret stadfæstede herefter byrettens frifindelse af Unicon.
Kommentar: Dommen giver anledning til to principielle bemærkninger. I forhold til det objektive erstatningsansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3 er dommen et godt eksempel på, at selv om nedgravede olietanke over 6.000 liter er omfattet af lovens objektive ansvar, forudsætter dette, at olieforureningen udgår fra denne tank, hvilket netop ikke var tilfældet i den foreliggende sag, hvorfor det må tiltrædes, at det objektive erstatningsansvar, som blev lagt til grund i U 2017.1192 H, ikke var relevant i denne sag. Unicons erstatningsansvar for forureningen afhang derfor af, om Unicon havde handlet culpøst, som anført af Højesteret. Højesterets udformning af bemærkningen hertil om, at Unicon ikke har handlet uagtsomt, forekommer dog uheldigt formuleret, da Højesteret ikke nævner erstatningsansvarslovens § 25 og forsikringsselskabets regreskrav, som var grundlaget for sagen. Efter en almindelig culpavurdering må det således anses for rimelig oplagt, at Unicons manglende afblænding af påfyldningsstudsen må anses for culpøs og dermed erstatningspådragende for de adækvate skader, denne uagtsomhed har forårsaget. Det må derimod tiltrædes, at når der som i denne sag er tale om en forsikringsdækket skade forvoldt ved grov uagtsomhed, og Unicon alene anses at have udvist simpel uagtsomhed, kan erstatningsansvarslovens § 25 om flere erstatningsansvarlige begrunde, at forsikringsselskabet ikke har regres mod Unicon for en del af udgiften. Taget bogstaveligt kan Højesterets bemærkning læses, som om det ikke var ansvarspådragende at undlade at afblænde påfyldningsstudsen, hvilket næppe var meningen med Højesterets votum.
For det andet giver grundlaget for kravet, som var opfyldelsen af de af kommunen meddelte påbud efter jordforureningslovens §§ 40 og 41, anledning til nogle bemærkninger. Unicons indsigelse om, at Unicon var skadelidt må anses for tvivlsomme, da tabet i denne sag netop var udgifterne til at opfylde kommunens påbud efter jordforureningslovens §§ 40 og 41, hvilket må anses for udtryk for, at det er den offentlige interesse i at fjerne forureningen, der er grundlag for det økonomiske tab, som sagen drejer sig om. Dette rejser et mere vanskeligt spørgsmål om, hvem der er rette påbudsadressat efter jordforureningslovens §§ 40 og 41, men som hverken byret, landsret eller Højesteret har forholdt sig til. Denne sag adskiller sig således fra to tidligere klagenævnssager, hvor der ved påfyldning fra olieselskab til nedgravet olietank over 6.000 liter på henholdsvis skole (MAD 2013.1299 Nmk) og på fjernvarmeværk (MAD 2014.167 Nmk) skete en større forurening, som følge af fejl i olietankens pejlesystem, hvilket betød, at olien i begge tilfælde løb ud af olietankens overløbsrør. Selv om det i begge sager var oplagt, at skolen henholdsvis fjernvarmeværk var forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, afviste klagenævnet dette i begge sager og stadfæstede påbud til olieselskabet. Nævnet henviste til, at olieselskabets tankbil i begge tilfælde var forurener, og at skole henholdsvis fjernvarmeværk ikke havde handlet uagtsomt. Afgørelserne er næppe rigtige, da skole og fjernvarmeværk i begge sager måtte anses for forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, og endvidere var omfattet af miljøskadeerstatningslovens objektive ansvar, da forureningen skete fra den nedgravede olietank over 6.000 liter i begge tilfælde (se uddybende Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 599). Dette er imidlertid ikke tilfældet i denne sag fra Holstebro, hvor forureningen ikke hidrørte fra den nedgravede olietank over 6.000 liter, men fra en ikke-korrekt sløjfet påfyldningsstuds, hvilket begrunder landsrettens afvisning af det objektive ansvar efter miljøskadeerstatningslovens § 3, mens det ikke helt kan afvises, at både O A/S og B A/S kunne anses for forurener efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1. I alle tilfælde illustrerer forløbet, at håndtering af forureningssager, hvor der er flere forurenere lader sig håndtere enklere ved, at fordeling af udgiften til oprensning af forurening udsættes, til efter sagen er afsluttet frem for en stillingtagen i begyndelsen af forløbet til, hvem der er rette påbudsadressat.