MRF 2025.10
Højesterets dom 25. april 2025, 1. afd., sag BS-28678/2023-HJR
(Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen, Jens Kruse Mikkelsen, Rikke Foersom og Mohammad Ahsan)
A (adv. Gert Lund) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Ann-Kristin Rasmussen)
Ophævet og hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afgørelse om nedsættelse af landbrugsstøtte under ordningen ”grøn støtte” som følge af, at landmand ikke opfyldte krav til miljøfokusområder, da nævnet ikke havde taget stilling til, om usædvanlig nedbør udgjorde force majeure, eller om omstændighederne i øvrigt begrundede fritagelse for administrativ sanktion.
Landbrugsstyrelsen traf den 16. februar 2018 afgørelse om, at efterafgrøderne på tre af A’s marker ikke opfyldte kravene til miljøfokusområder (MFO) i henhold til EU-reglerne om grøn støtte (forordning nr. 1307/2013), idet der alene var foretaget såning og ikke tilstrækkelig fremspiring og plantedække, og idet omstændighederne omkring etableringen af efterafgrøderne (snegleangreb, ineffektiv etableringsmetode og usædvanlige nedbørsforhold) ikke kunne anerkendes som force majeure. Landbrugsstyrelsen nedsatte derfor A’s grønne støtte og pålagde en administrativ sanktion med yderligere nedsættelse af støttebeløbet. A påklagede Landbrugsstyrelsens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ved afgørelse af 7. september 2021 (j.nr. 18/03184) ikke gav medhold i klagen over Landbrugsstyrelsens afgørelse. A anlagde herefter retssag mod nævnet, hvor sagen blev henvist til landsretten som førsteinstans. Landsretten fandt efter en gennemgang af retsgrundlaget, at de danske myndigheders krav om fremspiring og plantedække ikke gik videre, end hvad der var hjemmel til i reglerne om grøn støtte. Med henvisning til EU-Domstolens retspraksis anførte landsretten, at der stilles strenge beviskrav til den landbruger, der påberåber sig force majeure, og fandt, at A ikke alene ved sin forklaring om mulige snegleangreb og usædvanlige nedbørsforhold havde bevist, at der på det relevante tidspunkt forelå force majeure. Efter bevisførelsen fandt landsretten det herefter ikke bevist, at A var uden skyld i den manglende etablering af MFO-efterafgrøder, og at klagenævnets afgørelse derfor var gyldig. A ankede til Højesteret, der lagde til grund, at reglerne om grøn støtte måtte forstås på den måde, at det var en betingelse for at godkende et areal som miljøfokusområde, at der var sket fremspiring og etablering af en blanding af efterafgrøder. Udsåning af efterafgrøder var således ikke tilstrækkeligt til, at et areal kunne godkendes som miljøfokusområde. Højesteret lagde til grund, at nævnet ikke havde anvendt kravet om plantedække i sin afgørelse, hvorfor Højesteret ikke fandt anledning til at tage stilling til, om kravet om plantedække og trappemodellen var i overensstemmelse med EU-reglerne. Højesteret fandt herefter, at nævnet ikke havde anvendt de i forordningen fastsatte kriterier, der måtte forstås på den måde, at fremspiring og etablering af en blanding af efterafgrøder var en betingelse for at godkende et areal som miljøfokusområde. I forhold til force majeure havde A ikke godtgjort, at de påberåbte forhold vedrørende snegleangreb og etableringsmetode udgjorde force majeure, men Højesteret fandt efter gennemgang af parternes korrespondance i sagen, at nævnet i sin afgørelse burde have taget stilling til, om nedbørsforholdene udgjorde force majeure med den følge, at A bevarede retten til landbrugsstøtte til de tre marker. Højesteret hjemviste herefter dette spørgsmål til nævnet. Højesteret fandt videre i forhold til den administrative sanktion, at klagenævnet burde have taget stilling til, om de af A påberåbt forhold om snegleangreb, etableringsmetode og usædvanlige nedbørsforhold kunne føre til, at A ikke skulle pålægges en administrativ sanktion. Højesteret hjemviste derfor også dette spørgsmål til nævnet.
Kommentar: Højesterets dom bør give anledning til refleksioner i administrativ praksis, idet dommen må tages som udtryk for, at det i mange tilfælde ikke er tilstrækkelig med en standardiseret undersøgelse af, om der er grundlag for nedsættelse af landbrugsstøtte. Dette forekommer velbegrundet henset til den indgribende virkning, som de administrative sanktioner foreskrevet i EU-retten har for det enkelte landbrug, sammenholdt med, at bl.a. øget nedbør ikke falder jævnt og kan give anledning til meget forskellige virkninger på de enkelte landbrug. Selvom den konkrete sag ikke angik krydsoverensstemmelsesreglerne, er det nærliggende at stille tilsvarende krav i sager herom.