MRF 2024.94/3
Københavns Byrets dom af 12. februar 2024, sag BS-34758/2022-KBH
Refshaleøens Ejendomsselskab A/S og La Banchina ApS (adv. Thomas Ulrik) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Københavns Kommunes afslag lovliggørende dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen til udekøkken, drivhus og sauna samt udeservering i cykelskur ved Christianshavns Vold, der alene fandtes at varetage privatøkonomiske interesser. Afvist mangelfuld vejledning fra kommunen gav en berettiget forventning på dispensation.
Refshaleøens Ejendomsselskab A/S (A) og La Banchina ApS (B) fik i december 2015 af Københavns Kommune dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, til etablering af udendørsservering med opstilling af 8 borde med hver 4 stole. A og B etablerede dog senere udekøkken med køkkenborde og opbevaring, drivhus og sauna samt udeservering i et cykelskur med borde og bænke. A og B spurgte i den forbindelse Københavns Kommune, om byggetilladelse var nødvendigt, hvilket kommunen i november 2019 afviste. Den 2. juli 2020 varslede kommunen dog lovliggørelsespåbud om fjernelse af udekøkken, drivhus og sauna og begrænsning af antallet af udendørs borde til otte med hver fire stole. A og B ansøgte herefter om lovliggørende dispensation, hvilket kommunen afslog i december 2020. Afslaget blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der med dissens stadfæstede afslaget den 7. juli 2022 (j.nr. 21/05512) med den begrundelse, at det ansøgte alene tjente privatøkonomiske interesser og henviste i øvrigt til den restriktive dispensationspraksis. A og B anlagde herefter sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med principal påstand om, at nævnet skulle anerkende lovliggørende dispensation og subsidiært påstand om ophævelse og hjemvisning. Til støtte herfor gjorde A og B hovedsageligt gældende, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde lagt vægt på usaglige hensyn, at afgørelsen ikke indeholdt en konkret begrundelse, at det burde være tillagt vægt, at B havde et anerkendelsesværdigt og rekreativt formål, da det bl.a. er et støttepunkt for kajakker og badezone, at afgørelsen var i strid med ligebehandlingsprincippet, og at A og B’s gode tro burde være tillagt afgørende vægt. Miljø- og Fødevareklagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at nævnet ikke havde begået sagsbehandlingsfejl, alene havde inddraget lovlige hensyn, og at der ikke var grundlag for at underkende nævnets skønsmæssige afvejning. Byretten lagde indledningsvis til grund, at det etablerede udekøkken mv. er omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 18. Ved vurdering af, om der kan meddeles dispensation efter § 65, stk. 2, skal der bl.a. lægges vægt på fortidsmindets kulturhistoriske og landskabelige værdi samt om de arkæologiske værdier i fortidsmindets omgivelser ved ændringen risikerer at blive påvirket negativt, men at domstolene er tilbageholdende med at efterprøve en offentlig myndigheds skøn, medmindre der er begået åbenbare fejlskøn. Byretten fandt herefter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde foretaget en tilstrækkelig og konkret vurdering, og at det ikke var godtgjort, at nævnet havde begået åbenbare fejlskøn eller undladt at lægge vægt på relevante eller lovlige kriterier. Byretten afviste, at A og B havde en retsbeskyttet berettiget forventning om, at der ikke skulle ansøges om (yderligere) dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, selv om A og B ikke var blevet vejledt herom i forbindelse med Københavns Kommunes meddelelse i 2019 om, at byggetilladelse var ufornøden, hvorefter Miljø- og Fødevareklagenævnet blev frifundet.
Kommentar: Dommen er eksempel på domstolenes tilbageholdende prøvelse af Miljø- og Fødevare-klagenævnets skønsmæssige afgørelser som dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen. På et enkelt punkt giver sagen dog anledning til en principiel overvejelse. Det er således vanskeligt at finde holdepunkt i naturbeskyttelseslovens forarbejder for, at privatøkonomiske interesser har en så negativ særstilling for at meddele dispensation, som anført af de tre medlemmer af Miljø- og Fødevareklagenævnet med formandens stemme som udslagsgivende. Til den af de tre medlemmer anførte sondring mellem samfundsmæssige interesser og privatøkonomiske hensyn synes mere at være politisk/ideologisk end at vedrøre fortidsminder, men om dette spørgsmål så i den foreliggende sag havde ført til et andet resultat, er mere usikkert.