MRF 2024.92/2
Retten i Esbjergs dom af 17. januar 2024, sag BS-53023/2022-ESB
A (adv. Sanne Tange Brøndberg) mod Planklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets stadfæstelse af Varde Kommunes afslag på dispensation fra lokalplan til udstykning, da dispensation var i strid med lokalplanens principper.
Sagen omhandlede Planklagenævnets afgørelse af 21. juni 2022 (j.nr. 22/01931), hvor Planklagenævnet stadfæstet Varde Kommunes afslag på A’s ansøgning i januar 2021 om dispensation fra lokalplan til udstykning af tre sommerhusgrunde, idet nævnet fandt, at den ansøgte dispensation til udstykning var i modstrid med lokalplanens principper mht. fordeling mellem bebyggede arealer og friarealer. A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med påstand om, at Planklagenævnet skulle anerkende, at A havde ret til at udstykke som ansøgt. Arealet, A ønskede udstykket, er omfattet af en lokalplan, hvorefter der kunne opføres op til 10 nye sommerhuse i den ene del af området. Denne grænse var nået på tidspunktet for A’s ansøgning. Varde Kommune oplyste i brev af 17. juni 2021, at A ikke kunne forvente at få dispensation til at udstykke yderligere parceller med henblik på at opføre flere sommerhuse i området end lokalplanen fastsatte, da Varde Kommune ønskede at fastholde den vedtagne disponering af området. Ved brev af 27. august 2021 sendte A et nyt brev og bad Varde Kommune genoverveje, da bestemmelserne i lokalplanen var for uklare og upræcise til at kunne have retsvirkning. Varde Kommune fastholdt i afgørelse fra december 2021 afslag på dispensation fra lokalplan og anførte supplerende, at den ansøgte udstykningen ville stride mod lokalplanens principper, hvorfor dispensation var udelukket, jf. § 19, stk. 1. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet, der den 21. juni 2022 stadfæstede afslaget, idet nævnet fandt, at lokalplanens bestemmelser var tilstrækkeligt præcise og tilsluttede sig kommunens opfattelse af, at en dispensation var i modstrid med lokalplanens principper, der også omfatter den planlagte struktur, fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet den 19. december 2022 med påstand om, at Planklagenævnets var forpligtet til at anerkende, at han var berettiget til at udstykke tre sommerhusgrunde fra sin matrikel. Til støtte herfor gjorde A principalt gældende, at udstykningen ikke krævede dispensation fra lokalplanen, og hvis dette var tilfældet, havde A krav på dispensation. Byretten tilsluttede sig Planklagenævnets opfattelse, at den ansøgte udstykning ville være i modstrid med lokalplanens principper, hvorfor der ikke kunne meddeles dispensation, hvorefter Planklagenævnet blev frifundet.
Kommentar: Dommen understreger, at i nogle lokalplaner må forhold mellem bebyggelse og friarealer anses for en del af lokalplanens principper, hvor dispensation fra lokalplan er udelukket. Dommens udfald er derfor på linje med fast praksis, men den i sagen nedlagte påstand fra ejeren giver dog anledning til en bemærkning om, at sagen egentlig burde være afvist. Planklagenævnets prøvelse af kommuners afgørelser i klagesager om dispensation fra lokalplan betyder, at Planklagenævnet ikke kan meddele dispensation, men alene kan prøve gyldigheden af en kommunes afgørelse, medmindre Planklagenævnet finder, at det ansøgte ikke kræver dispensation fra lokalplan. Finder Planklagenævnet, at et afslag på dispensation fra lokalplan er uberettiget, har Planklagenævnet alene mulighed for at hjemvise sagen til kommunen. Hvis byretten havde tilsluttet sig A’s opfattelse af, at udstykning ikke stred mod lokalplanens principper, kunne byretten ikke give A medhold i den nedlagte påstand, men alene i en hjemvisningspåstand. Den af A nedlagte påstand var derfor alene relevant, hvis byretten måtte finde, at udstykningen ikke krævede dispensation fra lokalplan, men vil selv i dette tilfælde næppe være judiciel, da Planklagenævnet ikke har kompetence til at meddele udstykningstilladelse.