MRF 2024.86
Østre Landsrets dom af 12. marts 2024, 9. afd., sag BS-18495/2023-OLR
(Mikael Sjöberg, Lone Dahl Frandsen og Stine Weiss (kst.))
Vognmarken ApS (adv. Anders Hessner) mod Gribskov Spildevandsselskab (adv. Marie Bockhahn)
Ejer dømt til at betale tilslutningsbidrag for 48 boligenheder til spildevandsselskab, idet det ikke fandtes godtgjort, at ejendommen tidligere havde været tilsluttet et spildevandsanlæg, uanset der tidligere var etableret spildevandsledninger og gennemløbsbrønde til forsyning af de nordlige og østlige etaper i boligområdet på E’s ejendom, da en reel tilslutningsmulighed vil forudsætte grenrør eller påhug på ledningen, hvilket ikke var etableret.
Vognmarken ApS (E) ejede ejendommen matr.nr. 7br Helsinge By, Helsinge (som omfattede de tidligere matr.nr. 7br og 7bt Helsinge By, Helsinge), hvor der var opført boligbebyggelse bestående af 48 boligenheder. Ejendommen var en del af et større område, som ved lokalplan blev udlagt til nyt boligområde. Til brug for spildevandsforsyning i området anlagde spildevandsselskabet S i 2011 spildevandsledning og gennemløbsbrønde til området, som bl.a. blev etableret over E’s ejendom med henblik på forsyning af de ejendomme, der var beliggende nord og øst for E’s ejendom. S blev orienteret om projektet på E’s ejendom i marts 2020, og i september 2021 foretog S opkrævning af tilslutningsbidrag for de 48 boligenheder opført på E’s ejendom, i alt 3.114.520,20 kr. inkl. moms. Da E afviste, at der var grundlag for at opkræve tilslutningsbidrag for boligenhederne, anlagde S sag mod E med principal påstand om betaling af 3.114.520,20 kr. i tilslutningsbidrag, subsidiært betaling af 1.868.712,12 kr. og mere subsidiært betaling af 324.429,15 kr. S gjorde til støtte herfor gældende, at ejendommen ikke tidligere havde været tilsluttet for spildevand i spildevandsbetalingslovens forstand, og at opkrævningen af tilslutningsbidraget for de 48 boligenheder var hjemlet i spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 2. E påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor gældende, at E’s ejendom måtte anses for tilsluttet til offentligt spildevandsanlæg efter spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 1. Byretten lagde til grund, at efter spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 1, skal der betales et standardtilslutningsbidrag ved tilslutning til spildevandsforsyning, hvis ejendommen ikke tidligere har været tilsluttet et spildevandsforsyningsselskab. Byretten fandt det ikke sandsynliggjort, at E’s ejendom tidligere havde været tilsluttet et spildevandsforsyningsselskab, hvorved byretten bl.a. afviste, at en tilsynsrapport fra 2001, der anførte kloak og afløb ved E’s skelgrænse, var tilstrækkelig. Byretten tog herefter S’ principale påstand til følge, idet antallet af boligenheder var ubestridt. E ankede til landsretten og påstod frifindelse, mens S påstod dommen stadfæstet og i øvrigt gentog de subsidiære og mere subsidiære påstande. Landsretten lagde som byretten til grund, at spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 1, bygger på hensynet til at undgå dobbeltbetaling af tilslutningsbidrag, jf. U 2013.1332 H, og at spørgsmålet derfor var, om E’s ejendom tidligere havde været tilsluttet et spildevandsanlæg i spildevandsbetalingslovens forstand. Efter bevisførelsen, herunder bl.a. miljøtilsynsrapporten og nivellementsplanen, fandt landsretten det ikke muligt at fastslå, om den omtvistede rist/afløb fra vaskeplads i kloak havde været placeret på E’s ejendom. Det forhold, at S i 2011 etablerede spildevandsledninger og gennemløbsbrønde til de nordlige og østlige etaper i boligområdet på E’s ejendom, kunne ikke i sig selv medføre, at der forelå en sådan reel tilslutningsmulighed, at tilslutningsbidraget i medfør af spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 10, forfaldt til betaling på dette tidspunkt. Landsretten lagde herved vægt på, at en reel tilslutningsmulighed ville forudsætte grenrør eller påhug på ledningen, hvilket ikke var etableret. På denne baggrund og af de af byretten anførte grunde stadfæstede landsretten byrettens dom.
Kommentar: Sagens hovedspørgsmål var, om den pågældende ejendom tidligere havde været tilsluttet offentlig kloak, da et bekræftende svar ville betyde, at der ikke kunne pålægges tilslutningsgebyr som fastslået i U 1998.705 H om Fanø Mejeri, uden at det gør en forskel, om der tidligere er opkrævet tilslutningsgebyr, jf. U 2008.229/2 H. Herudover fremgår det af Højesterets dom i U 2013.1332 H om Kolding Business Park, at der ikke kan pålignes tilslutningsbidrag ved udstykning af parceller fra en allerede tilsluttet erhvervsejendom, som der var betalt tilslutningsbidrag for efter reglerne om erhvervsejendomme i byzone. I denne sag synes de to muligheder for at undgå betaling af spildevandsgebyr at være blandet sammen. Det kan således undre, hvorfor landsretten ikke nærmere redegjorde for, hvorfor der først forelå en reel tilslutningsmulighed, når der var etableret grenrør eller påhug på ledningen, især taget i betragtning at denne fortolkning ikke understøttes af hverken lovtekst, forarbejder eller vejledninger, hvor det alene fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 4, at der er tilslutningspligt, når stikledning er ført frem til grundgrænsen, hvilket er gentaget i vejledning om betalingsregler for spildevandsanlæg, afsnit 2.1.5.