MRF 2024.76
EU-Domstolens dom af 29. juli 2024, 1. afd., sag C-436/22, ASCEL
Selvom ulven på en del af det spanske territorium ikke er omfattet af den strenge beskyttelse i habitatdirektivets art. 12, men alene af den mindre strenge beskyttelse efter art. 14, kan Spanien ikke tillade jagt på ulven, hvis ulvens bevaringsstatus anses for ugunstig på hele Spaniens område, hvor der i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet skal tages hensyn til de nyeste videnskabelige data.
Sagen vedrørte jagt på ulve i Spanien, hvor der efter habitatdirektivet sondres mellem ulve nord og syd for Duero-floden, idet den strenge beskyttelse efter habitatdirektivets art. 12 og bilag IV alene omfatter ulve syd for Duero-floden, mens ulve nord for floden er omfattet af den lempeligere beskyttelse efter habitatdirektivets art. 14 og direktivets bilag V. Efter sidstnævnte regler kan medlemsstaterne på baggrund af overvågning efter art. 11 træffe foranstaltninger for at sikre, at ”indsamling i naturen af enheder af de vilde dyre- og plantearter, der er nævnt i bilag V, og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en tilfredsstillende bevaringsstatus for disse arter”. Baggrunden for den konkrete sag var, at de spanske myndigheder i den selvstyrende region Castilla y León i 2019 havde godkendt en regional plan for udnyttelse af ulve i jagtområderne nord for Duero-floden i sæsonerne 2019/2020, 2020/2021 og 2021/2022. Den regionale plan blev i februar 2020 indbragt for en spansk forvaltningsdomstol af den spanske miljøorganisation ASCEL, der påstod planen kendt ugyldig med henvisning til, at bestanden af ulve var i ugunstig bevaringsstatus i hele middelhavsområdet, og at den regionale plan for tilladelse af jagt på ulve nord for Duero-floden var baseret på ufuldstændige data. Samtidig nedlagde ASCEL påstand om erstatning for hver ulv, der var nedlagt, inden planen måtte blive ophævet, på 9.261 EUR pr. nedlagt ulv. Sagsanlægget gav anledning til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, idet den spanske domstol ønskede oplyst, om habitatdirektivets art. 2, 4, 11, 12, 14, 16 og 17 skal fortolkes således, at bestemmelserne hindrer en national lovgivning, hvorefter ulven erklæres for en art, hvis enheder må jages på en del af denne medlemsstats område, hvor denne art ikke er omfattet af den strenge beskyttelse i dette direktivs art. 12, stk. 1, selvom artens bevaringsstatus anses for ugunstig på hele medlemsstatens område. Mens sagen verserede, fandt den spanske forfatningsdomstol i juli 2022, at jagten på ulve var forfatningsstridig, og efterfølgende havde Spanien vedtaget lovgivning, der gjorde ulven til en særlig beskyttet art på hele det spanske territorium. Den spanske regering og den selvstyrende region anmodede derfor om afvisning af den præjudicielle forelæggelse. EU-Domstolen lagde indledningsvis til grund, at der er en formodning for, at spørgsmål fra de nationale domstole om EU-retten er relevante. Spørgsmålet i denne sag var, om det er foreneligt med EU-retten, at ulven erklæres som en vildart, der må jages, og om den skade på ulvebestanden, som måtte være sket frem til den spanske forfatningsdomstols dom, giver anledning til erstatning, da forfatningsdomstolens dom alene vedrørte perioden efter 2021. Med henvisning hertil antog EU-Domstolen sagen og besluttede i øvrigt at bedømme sagen forud for andre efter procesreglementets art. 53, stk. 3. EU-Domstolen lagde til grund, at habitatdirektivets art. 14 giver medlemsstaterne et skøn med hensyn til, om det er nødvendigt at vedtage foranstaltninger for at beskytte bilag V-arter, men at enhver foranstaltning, som vedtages efter direktivet, bør være at opretholde eller genoprette gunstig bevaringsstatus for de arter, som direktivet omfatter, og at medlemsstaterne efter art. 11 har pligt til at sikre fornøden overvågning heraf. En arts gunstige bevaringsstatus forudsætter, at der på lang sigt kan opretholdes levedygtige bestande på de naturlige levesteder, at arten ikke er i tilbagegang eller inden for overskuelig fremtid risikerer at blive mindsket, og at der fortsat er tilstrækkeligt stort levested på lang sigt, hvilket skal være baseret på den i art. 11 anførte overvågning, hvor der også skal tages hensyn til bevarelsen af arten i en større målestok på det berørte biogeografiske områdebestanden (præmis 60-63). Dette skal tillige fremgår af de rapporter, som medlemsstaterne efter art. 17 skal indsende hvert 6. år. I dette tilfælde fandt EU-Domstolen, at det måtte lægges til grund, at det fremgik af den spanske rapport fra 2019, at ulven var i ugunstig tilstand i det samlede spanske område, og at der ikke blev taget hensyn hertil ved den selvstyrende regions plan for 2019-2022, hvilket tillige var baggrunden for, at Spanien efterfølgende vedtog regler, der gjorde ulvebestanden nord for Duero-floden til en særlig beskyttet art. Med henvisning hertil fastslog EU-Domstolen, at habitatdirektivets art. 14 er til hinder til en lovgivning, der tillader jagt på ulven på en del af medlemsstatens område, når ulvens bevaringsstatus er ugunstig på hele det nationale område, hvor der skal lægges vægt på den rapport, som medlemsstaterne udarbejder i henhold til habitatdirektivets art. 17 og alle nyeste videnskabelige data samt forsigtighedsprincippet.
Kommentar: Dette er den femte dom fra EU-Domstolen om jagt på ulve og følger umiddelbart efter den østrigske sag C-601/22 (MRF 2024.75), men omhandler til forskel de tidligere domme en anden problemstilling, nemlig den lempede beskyttelse af arter efter habitatdirektivets art. 14. Her er dog tilføjet den specialitet, at det kun er på dele af det spanske territorium, at ulven er omfattet af art. 14, mens ulven på den resterende del er omfattet af habitatdirektivets art. 12. Konsekvensen af dommen er dog umiddelbart begrænset, da Spanien, mens sagen verserede, indførte samme beskyttelse for ulven på hele det spanske område. I forhold til det i sagen oplyste krav om erstatning for dræbte ulve frem til, at det spanske forbud trådte i kraft, indeholder dommen ingen stillingtagen, da der ikke blev spurgt herom fra den spanske domstol, men det kan noteres, at mens væsentlig skade på ulve omfattet af habitatdirektivets art. 12 anses for en miljøskade efter miljøansvarsdirektivet, gælder dette ikke ulve, der er omfattet af habitatdirektivets art. 14. Dette kunne have givet anledning til et særskilt præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt princippet om medlemsstaters erstatningsansvar for overtrædelse af EU-retten, jf. bl.a. de forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur, vil kunne finde anvendelse ved drab på ulve i modstrid med habitatdirektivets art. 14. Om EU-rettens regler om medlemsstaternes erstatningsansvar se generelt Fenger i Pagh m.fl. (red.), Offentlige myndigheders erstatningsansvar, 2017, s. 125 ff. Dommen om fortolkning af habitatdirektivets art. 14 vil dog kunne få betydning, hvis EU måtte vedtage det af Kommissionen i december 2023 fremsatte forslag (COM(2023) 799) om, at Rådet beslutter at foreslå det stående udvalg under Bernkonventionen, at ulvens beskyttelsesstatus under konventionen ændres fra ”strengt beskyttet” til ”beskyttet”.
NB: Den danske version af dommen foreligger indtil videre i en foreløbig udgave. Når den endelige version af dommen foreligger, vil pdf-versionen blive opdateret.