MRF 2024.67
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. marts 2024, j.nr. 20/14355
Ophævet og hjemvist påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41 om revurdering af miljøgodkendelse for Roskilde Lufthavn, da kommunen ikke havde godtgjort, at lufthavnen gav anledning til væsentlig støjforurening, der kunne begrunde nye vilkår, og da det nye vilkår ikke var egnet til at imødegå eventuelle støjmæssige gener, da det ikke ville have nogen reel effekt.
Sagen omhandlede nye vilkår i miljøgodkendelsen af Roskilde Lufthavn ved Thune. Roskilde Lufthavn fik i 1992 miljøgodkendelse, som efter klage blev stadfæstet af Miljøklagenævnet 16. maj 1995 (j.nr. 13-142-7). Efter ansøgning meddelte Roskilde Kommune i 2017 tillæg til miljøgodkendelsen med tilladelse til bl.a. femdobling af flyveoperationer og traf samtidig afgørelse om, at de ændrede vilkår ikke krævede VVM-tilladelse. Efter klage ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet i februar 2018 (MAD 2018.84 Mfk) VVM-screening og miljøgodkendelse og hjemviste sagen. Roskilde Kommune traf herefter den 20. maj 2020 afgørelse om, at påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41 om, at varslet påbud om vilkår om terminalstøj, overfladevand samt præferencebane i miljøgodkendelsen ikke var omfattet af miljøvurderingsloven, hvilket efter klage blev tiltrådt af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 5. oktober 2023 (j.nr. 21/00651). Ved afgørelse af 15. september 2020 meddelte Roskilde Kommune efter revurdering af miljøgodkendelsen påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 41 med supplerende vilkår, som bl.a. indeholdt vilkår om, at den nordvendte bane 03 i vindstille og næsten vindstille vejr skulle anvendes som præferencebane for landingsøvelser i forbindelse med skoleflyvninger, men at beslutning om anvendelse af præferencebanen skulle besluttes af flyvelederen. Kommunen begrundede vilkåret med, at en større andel af skoleflyvninger ved anvendelse af bane 03 ville medføre en bedre fordeling af trafikken og dermed udjævning af de oplevede støjgener. Det fremgik endvidere af afgørelsen, at definitionen af ”næsten vindstille” efter Beaufort-skalaen er 1,5 m/s, hvilket ved Roskilde Lufthavn i 2019 forekom 12 dage, og den procentvise andel af flyvninger på 03 derved kunne forventes at stige fra 7 pct. til ca. 10 pct. Påbuddet blev påklaget af lufthavnen, der bl.a. gjorde gældende, at det ikke ved støjberegninger var sandsynliggjort, at det supplerende vilkår kunne forventes at have en miljømæssig effekt i forhold til at ændre eller nedbringe støjbidraget til omgivelserne, og tillige henviste til lufthavnens klage over kommunens afgørelse om, at de ændrede vilkår ikke var omfattet af miljøvurderingsloven. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der ikke forelå oplysninger om, at der var konstateret væsentlig forurening fra lufthavnen i form af støjgener, og at kommunen ikke havde indhentet støjmålinger eller foretaget tilsyn. Endvidere konstaterede nævnet, at det fremgik af afgørelsen, at det supplerende vilkår ville flytte den procentvise andel af landinger til bane 03 med et omfang, der reelt var uden effekt. På den baggrund fandt nævnet, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel ved ikke at være tilstrækkeligt oplyst, samt at vilkåret ved at være uden effekt var meddelt i strid med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om afgørelsens egnethed, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen, og hjemviste sagen til fornyet behandling. For en fornyet behandling henviste nævnet til, at der skulle foretages en konkret vurdering af, om den samlede støj fra lufthavnen reelt medførte væsentlige støjgener for omgivelserne, samt en konkret vurdering af, hvilke tiltag der i givet fald ville være nødvendige at imødegå sådanne støjgener.
Kommentar: Afgørelsen er vanskeligt læselig og omhandler kun indirekte sagens baggrund, hvorfor dette i ovenstående resumé af afgørelsen er medtaget på grundlag af andre klagenævnssager om lufthavnen. Afgørelsen er usædvanlig derved, at klagenævnet ikke havde grundlag for at fastslå, at der forelå væsentlig forurening, hvorfor nævnet ikke havde andet valg end at ophæve og hjemvise sagen. Hertil kommer, at nævnet udtrykkeligt anerkender, at det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip indeholder et særskilt egnethedskrav svarende til det EU-retlige proportionalitetsprincip, jf. herom Mørup m.fl., Forvaltningsret – almindelige emner, 7. udg., 2022, s. 267 f. og Fenger (red.), Forvaltningsret, 2018, s. 362 f.