MRF 2024.65
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 21. marts 2024, j.nr. 23/03358
Ophævet og hjemvist indirekte afgørelse om, at projekt med opførelse af 13 enfamiliehuse, et nyt hotelkoncept med 36 fritliggende hotelhytter og et fælles aktivitetsområde ikke var omfattet af miljøvurderingslovens § 21 om VVM-screening, da projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.b (anlægsarbejder i byzone) og pkt. 10.e (anlæg af veje).
Sagen angik et projekt om etablering af 13 enfamiliehuse, et nyt hotelkoncept med 36 fritliggende hotelhytter samt et fælles aktivitetsområde i Kongsmark på Rømø i Tønder Kommune. Projektområdet lå ca. 400 m for nærmeste Natura 2000-område nr. 89, Vadehavet, og havde hidtil henligget som ubebygget areal. Kommunen blev første gang præsenteret for det samlede projekt i juni 2021, hvor det bl.a. blev oplyst, at hotelhytterne skulle placeres omkring et slynget internt vejnet. Kommunen meddelte i perioden 21. februar til 28. februar 2022 byggetilladelse til hver af de 13 enfamiliehuse på matr.nr. A og meddelte den 28. oktober 2022 en samlet byggetilladelse til opførelse af 36 hotelhytter på matr.nr. B, idet kommunen den 27. oktober 2022 havde vedtaget lokalplan nr. 159-721, Kongsmark. Den 1. november 2022 meddelte kommunen endvidere byggetilladelse til opførelse af en receptionsbygning. Af byggetilladelsen af 28. oktober 2022 fremgik det, at der skulle anlægges en vej med en mindste vejbredde på 5,5 m og vejudlæg på 1 m. En nabo, N, påklagede lokalplanen til Planklagenævnet, der den 6. oktober 2023 (j.nr. 23/00065) traf afgørelse om ikke at give N medhold i klagen, og den 6. februar 2023 påklagede N til Miljø- og Fødevareklagenævnet, at byggetilladelserne var meddelt uden forudgående VVM-undersøgelse af projektet, selv om projektet ville medføre støj og øget trafikbelastning, og at tilladelserne var meddelt uden høring. Kommunen bemærkede under klagesagen, at projektet lå i byzone, og at projektet dermed ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2, hvorfor der ikke var foretaget screening efter miljøvurderingslovens § 21. På forespørgsel fra nævnet fremkom kommunen med en projektbeskrivelse. Af projektbeskrivelsen, fremgik, at enfamiliehusene var opført på selvstændige matrikler inden for byzone med boligarealer på mellem 210 og 248 m2. Kommunen havde endvidere bemærket, at boligerne var individuelt ejet, og at der derfor ikke var tale om et fællesejet feriecenter. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at kommunen i forbindelse med meddelelse af byggetilladelserne havde truffet en indirekte afgørelse om, at projektet ikke var omfattet af miljøvurderingsloven, og at myndighedens indirekte afgørelse om, at et projekt ikke skal behandles efter miljøvurderingsloven, kan påklages efter miljøvurderingslovens § 49 i henhold til nævnets praksis. Nævnet fandt, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.b om anlægsarbejder i byzone og dermed skulle have været screenet efter miljøvurderingslovens § 21. Nævnet lagde vægt på, at projektet, bestående af 13 enfamiliehuse, 36 fritliggende hotelhytter med reception, veje samt fællesaktivitetsområde, var beliggende i byzone, og at projektet ville medføre en øget trafik i form af kørsel til og fra området. Nævnet lagde endvidere vægt på, at projektet ville kunne påvirke miljøet ved en ændret arealanvendelse og et ændret visuelt udtryk, da området forinden fremstod ubebygget. Nævnet bemærkede i øvrigt, at mindre veje også var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.e om anlæg af veje. Nævnet ophævede derfor kommunens indirekte afgørelse om, at projektet ikke var omfattet af miljøvurderingslovens regler, og hjemviste sagen til fornyet behandling med bemærkning om, at kommunen skulle overveje, om der var parter, som skulle parthøres.
Kommentar: Det fremgår af afgørelsen, at klagen over byggetilladelserne var indbragt mere end 3 måneder efter, at byggetilladelserne blev meddelt. Det må derfor undre, at klagenævnet ikke har begrundet, hvorfor der i sagen kan ses bort fra klagefristen, om end der kan være omstændigheder i sagen, som berettiger dette, jf. analogt planlovens § 60, stk. 2, 2. pkt., hvorefter klagefristen for indirekte afgørelser efter denne lov regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen. Med afgørelsen har Miljø- og Fødevareklagenævnet anlagt samme praksis som Planklagenævnet mht. byggetilladelser som indirekte afgørelser, men der er dog her den forskel, at mens det er kommunens ansvar at sikre overensstemmelse med lokalplan, jf. planlovens § 18, er der i miljøvurderingslovens § 19 en særskilt pligt for bygherre til at anmelde projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2, uden dette dog fritager kommunen fra at sikre, at der sker screening efter miljøvurderingslovens § 21 af projekter omfattet af lovens bilag 2. Afgørelsen indebærer således, at der skal ske en lovliggørende VVM-screening af det samlede projekt, hvor der tillige skal undersøges faktiske miljøvirkninger. Afhængig af udfaldet af denne VVM-screening kan det blive nødvendigt at gennemføre en lovliggørende VVM-procedure, som det også skete i bl.a. MRF 2024.53 Mfk om Thorup-sletten. I forhold til Planklagenævnets afgørelse af klagesagen over lokalplanen den 6. oktober 2023 (j.nr. 23/00065) må det i øvrigt undre, at Planklagenævnet helt har forbigået, om der er gennemført SMV-screening efter miljøvurderingslovens § 10 af planforslaget.