MRF 2024.62
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. marts 2024, j.nr. 23/03828
Ophævet og hjemvist lovliggørende tilladelse efter vandløbslovens § 17 til okkersø etableret på grundlag af tilladelse efter vandløbsloven i 1996, da tilladelsen var meddelt uden VVM-screening, og den tidligere tilladelse fra 1996 var meddelt uden VVM-screening, hvorfor det var uden betydning, at der ikke skete fysiske ændringer.
Det daværende Sønderjyllands Amt meddelte i maj 1996 tilladelse efter vandløbslovens § 17 til etablering af en okkersø på 1,9 ha ved en strækning af vandløbet Søderup Å. Tilladelsen var meddelt på vilkår om, at afgrening fra Søderup Å skulle ske umiddelbart nedstrøms styrt nr. 4, og at søens udløbstærskel blev anlagt i et niveau under styrtets overkant, så der ikke skete påvirkning af vandstand og afvanding opstrøms styrt nr. 4. Efter henvendelse i 2016 fra lodsejer N over, at okkersøen forårsagede en opstuvning af vandet i Søderup Å opstrøms søen, traf Aabenraa Kommune i juli 2019 afgørelse om, at søen var etableret i overensstemmelse med tilladelsen, og at der ikke var grundlag for at påbyde lovliggørelse efter vandløbslovens § 54 a. Afgørelsen blev påklaget af N, der anførte, at der forelå et ulovligt forhold, da okkersøen havde forringet afvandingen i Søderup Å ved opstuvning opstrøms styrt nr. 4, og at det i tilladelsen var forudsat, at okkersøen ikke ville medføre påvirkning af vandstand opstrøms styrt 4. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde i afgørelse af 3. maj 2022 (j.nr. 19/06450) til grund, at kommunen havde truffet afgørelse efter vandløbslovens § 54, stk. 2, om overholdelse af vilkår i tilladelse og fandt herefter, at kommunen ikke havde dokumenteret, at vilkåret om ikke at påvirke vandstand og afvanding opstrøms styrt nr. 4 var overholdt, hvorfor nævnet ændrede kommunens afgørelse. Aabenraa Kommune meddelte herefter i februar 2023 lovliggørende tilladelse efter vandløbslovens § 17 til okkersøen, hvor den tidligere tilladelses vilkår om vandstandsstigning blev ændret til: ”Ved etablering af søen hæves vandstanden på strækningen fra st. 2.530 meter til st. 2.442 meter. Den modelberegnede vandstandsstigning er ca. 40 cm ved st. 2.530 meter og aftager op til st. 2.442 meter, hvor vandstandsstigningen går i nul ved en vandføring på 504 l/s”. Afgørelsen blev påklaget en række bredejere og et ålaug. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) tog udgangspunkt i, at der efter miljøvurderingslovens § 21 skulle være gennemført VVM-screening forud for meddelelse af den lovliggørende tilladelse efter vandløbslovens § 17, da etablering af okkersøen måtte anses for omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.f. Nævnet bemærkede herved, at etableringen af okkersøen ikke tidligere var vurderet efter miljøvurderingsreglerne, og at det ikke var afgørende, at tilladelsen ikke gav anledning til fysiske ændringer af okkersøen eller vandløbet nu, da de beregninger for opstuvning af vand opstrøms styrt nr. 4, der lå til grund for tilladelsen i 1996, havde vist sig ikke at være korrekte. Herefter ophævede nævnet kommunens lovliggørende tilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Når den oprindelige tilladelse efter vandløbslovens § 17 var meddelt uden forudgående VVM-screening, hænger det sammen med den daværende (fejlagtige) gennemførelse af VVM-direktivet i planloven og den såkaldte samlebekendtgørelse (1994/847). Efter de dagældende regler i samlebekendtgørelsens § 3, stk. 2, var det således i praksis kun, når regionplanretningslinjer omfattede projekter, som krævede lokalplan efter planlovens § 13, stk. 2, eller gav anledning til betydelig forurening, at der blev gennemført VVM-screening. Dette betød, at der blev meddelt ganske mange tilladelser i modstrid med VVM-direktivet, uanset at direktivet har direkte virkning. Afgørelsen i denne sag er dermed også en anvisning på, hvordan lovliggørende tilladelser skal håndteres, når den oprindelige tilladelse er meddelt uden VVM-screening, da afgørelsen må forstås således, at der i sådanne tilfælde skal gennemføres en VVM-screening, og at denne skal inddrage virkninger, som efterfølgende er sket, hvilket er helt på linje med EU-Domstolens praksis, som i f.eks. sag C-348/15, Stadt Wiener Neustadt. Se også Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 428 og 444.