MRF 2024.6
EU-Domstolens dom af 11. april 2024, 4. afd., sag C-654/22, Triferto Belgium
Ved import af et stof til EU kan det selskab, der er ansvarlig for den fysiske indførelse, anses for ”importør” i REACH-forordningens forstand og dermed ansvarlig for at registrere stoffet hos ECHA, forudsat at der ikke foreligger omgåelse, at selskabet er etableret i EU, og at selskabet faktisk har indgivet registreringen til ECHA.
I 2019 bestilte det belgiske selskab Triferto en større mængde urinstof hos en virksomhed i Singapore til levering i Gent i Belgien. Den singaporeanske virksomhed antog herefter det tyske selskab Belor til fysisk at indføre urinstoffet i EU og oplagre det på et toldlager i Gent. I den forbindelse indgav Belor en registrering af urinstoffet hos Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) i henhold til REACH-forordningens (1907/2006) art. 6, stk. 1, hvorefter importøren af et stof i mængder på 1 ton eller mere pr. år skal registrere stoffet hos ECHA, der inden for 3 uger bl.a. kan påse, om registreringen er korrekt, jf. forordningens art. 21(1). Ved en efterfølgende kontrol fandt den føderale belgiske sundhedsmyndighed (SPF) imidlertid, at det ikke var Belor, men derimod Triferto, der skulle anses for importør i REACH-forordningens forstand, og at det derfor var Triferto, der skulle have indsendt registreringen af urinstoffet til ECHA. Ifølge SPF omfatter begrebet ”importør” i REACH-forordningen således den person, der køber et stof direkte i et tredjeland, og ikke den, der fysisk indfører det i og/eller transporterer det til EU, idet SPF henviste til, at det bl.a. fremgår af en vejledning fra ECHA, at importøren i mange tilfælde er den endelige modtager af varen, dvs. den, der havde bestilt og købt det importerede stof. Da Triferto ikke havde indsendt en registrering af urinstoffet, pålagde SPF selskabet en bøde på knap 33.000 euro. Bøden blev indbragt for de belgiske domstole, der fandt det tvivlsomt, om det var Belor eller Triferto, der skulle anses for importør efter REACH-forordningen, hvilket førte til en præjudiciel forelæggelse, hvor den belgiske domstol også spurgte, om sagen var undtaget fra REACH-forordningen efter forordningens art. 2, stk. 1, litra b, hvorefter den ikke gælder for stoffer, der er underkastet toldkontrol, når visse yderligere betingelser er opfyldt. For så vidt angik REACH-forordningens art. 2, stk. 1, litra b, bemærkede EU-Domstolen, at det fremgik af sagens oplysninger, at det omhandlede urinstof havde været omfattet af den såkaldte toldoplagsprocedure efter toldkodeksens art. 240-242, og at denne særlige toldprocedure ikke kunne sidestilles med en af de situationer, der var opregnet i art. 2, stk. 1, litra a (præmis 35). Urinstoffet var derfor omfattet af REACH-forordningen. Herefter var spørgsmålet, hvem der skulle anses for importør i forordningens forstand. Efter forordningens art. 3, nr. 10 og 11, forstås ved import ”fysisk indførelse [af et stof] til [EU’s] toldområde” og ved importør ”enhver fysisk eller juridisk person etableret i [EU], der er ansvarlig for import”. Domstolen bemærkede, at selvom det ikke kan udelukkes, at et ansvar for den fysiske indførsel af stoffer til EU vil kunne pålægges flere fysiske eller juridiske personer, indebærer REACH-forordningens art. 6, stk. 1, ikke, at enhver af disse personer skal indsende en registrering for disse stoffer, bl.a. fordi en sådan ”dobbeltregistrering” ikke er nødvendig (præmis 45-46). I forhold til den konkrete sag fandt EU-Domstolen på baggrund af sagens oplysninger, at det alene var Belor og Triferto, der kunne være omfattet af forordningens importørbegreb. Domstolen bemærkede, at ECHA’s vejledning, som SPF havde henvist til, ikke var bindende, og at vejledningen således ikke udelukkede muligheden for, at en person i forsyningskæden under visse betingelser påtager sig ansvaret for import og registrering af et stof i henhold til REACH-forordningen (præmis 48-50). Der kan imidlertid ikke ske en omgåelse af REACH-forordningen ved at fordele mængden af stoffet mellem forskellige importører, så hver af disse får tildelt en mængde under tærsklen for registreringsforpligtelsen (1 ton pr. år) (præmis 51). Ansvaret for import af et stof efter REACH-forordningen forudsætter endvidere, ”at alle de erhvervsdrivende, der er involveret i denne import, har en berettiget forventning om, at den person, der bærer ansvaret for registreringen af det berørte stof, har den nødvendige viden og kapacitet til at opfylde [oplysningspligterne i forordningens art. 10 og 22]”, hvorfor de erhvervsdrivende inden importen skal ”sikre sig, at den nævnte person faktisk har registreret mængden af det pågældende stof hos ECHA” (præmis 53). På denne baggrund fandt EU-Domstolen, at importørbegrebet skal fortolkes sådan, at en køber af mere end et ton pr. år af et stof, der importeres til EU, ikke er forpligtet til selv at indsende en registrering for det pågældende stof til ECHA, såfremt (i) en anden person, der er etableret i EU, har påtaget sig ansvaret for importen af stoffet og (ii) har indsendt registreringen, og (iii) der ikke er tegn på, at forpligtelserne i forordningen er blevet omgået. I forhold til den konkrete sag fandt EU-Domstolen, at sagens oplysninger indikerede, at Belor skulle anses for importør af urinstoffet til EU, hvilket det dog tilkom den belgiske domstol at efterprøve.
Kommentar: Dommen angår spørgsmålet om, hvem der skal anses for ”ansvarlig” for en import af et stof til EU med den konsekvens, at vedkommende er underlagt forpligtelsen i REACH-forordningens art. 6, stk. 1, til forudgående at registrere stoffet hos ECHA, når det importeres i større mængder. Dommen illustrerer, at det skal afgøres direkte på grundlag af EU-retten og dermed i sidste ende af EU-Domstolen, hvem der er rette pligtsubjekt efter EU-reglerne, hvilket efter omstændighederne kan give anledning til tvivl. I forhold til registreringsforpligtelsen i REACH-forordningens art. 6, stk. 1, giver forordningens ordlyd ikke megen vejledning, idet importøren i art. 3, nr. 11, blot er defineret som den ansvarlige for importen, så længe denne person er etableret i EU. Dommen i ovennævnte sag er heller ikke helt præcis med hensyn til fortolkningen af importørbegrebet, men må formentlig forstås sådan, at der gælder en formodning for, at køberen af et stof fra et tredjeland (i denne sag Triferto) anses for ansvarlig for importen til EU og dermed importør i forordningens forstand, jf. forudsætningsvist dommens præmis 49-50 samt generaladvokatens forslag til afgørelse, pkt. 52. Dette ansvar kan imidlertid ”overdrages” til en anden person i forsyningskæden (i denne sag Belor), hvilket dog efter dommen forudsætter, at denne person er etableret i EU, at overdragelsen af ansvaret ikke sker for at omgå forordningen, samt at køberen sikrer sig, at vedkommende faktisk registrerer stoffet. Derimod kan det efter dommen ikke være afgørende, om overdragelsen af ansvaret hviler på en aftale mellem køberen og den anden person i forsyningskæden, idet det i den konkrete sag var virksomheden i Singapore, der havde indgået aftalen med Belor om transport af urinstoffet til Belgien. Uanset at det umiddelbart kan virke overraskende, at man som køber af et stof på denne måde kan ”aftale sig ud af” et offentligretligt ansvar, er løsningen hensigtsmæssig, idet den reelt indebærer, at det er køberen af stoffet, der er ansvarlig for at foretage registreringen forud for importen, men at køberen selvsagt ikke kan ifalde et efterfølgende ansvar for ikke at have indsendt en registrering, såfremt registreringen af det pågældende stof faktisk blev foretaget af en anden person, sådan som de belgiske myndigheder ellers havde antaget. I de tilfælde, hvor et stof ønskes importeret til EU på et tidspunkt, hvor køberen/modtageren endnu ikke er kendt, åbner Domstolens løsning endvidere op for, at en anden aktør (f.eks. en transportvirksomhed) etableret i EU kan påtage sig ansvaret for importen, som dermed kan gennemføres, jf. herved generaladvokatens forslag til afgørelse, pkt. 60.