MRF 2024.59
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. marts 2024, j.nr. 22/11103
Ikke medhold i klage over VVM-screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at regulering af grøfter i forbindelse med et hydrologiprojekt ikke krævede miljøvurdering, da kommunen havde foretaget en konkret vurdering af det ansøgte projekts indvirkning på miljøet, og der efterfølgende ville blive taget stilling til dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.
Mariagerfjord Kommune traf den 8. august 2022 screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at regulering af grøfter i forbindelse med et hydrologiprojekt ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og VVM-tilladelse. Projektet omfattede opstuvning af vand i grøfter ved tildækning af grøft eller nedtrykning af jernplader til terrænniveau samt en etablering af rørunderføring for kreaturovergang. Af afgørelsen fremgik, at kommunen havde vurderet, at projektet var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10.f om anlæg af vandveje og ikke ville påvirke miljøet væsentligt. Afgørelsen blev påklaget af en omboende, N, med anmodning om opsættende virkning, hvilket blev afslået i MRF 2023.143 Mfk. I klagen gjorde N gældende, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af projektets påvirkning af overfladevand og grundvand samt naboarealer, herunder risiko for flåtsmittespredning. N anførte endvidere, at projektet krævede dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, og at projektet ville medføre en ændring af naturtypen i området til skade for beskyttelsen af den eksisterende flora. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at der efter en samlet vurdering af sagens oplysninger ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed ikke var VVM-pligtigt. I forhold til påvirkningen af grundvand og overfladevand lagde nævnet vægt på, at der ikke ville være en direkte påvirkning af grundvand og vandområder, og at påvirkningen af overfladevand var lille og lokal. Nævnet lagde endvidere vægt på kommunens bemærkninger under sagen, hvoraf det bl.a. fremgik, at der ikke ville ske en påvirkning af det underliggende grundvandsmagasin. Nævnet fandt, at kommunen med rette ikke havde inddraget risikoen for smitte af kvæg fra skovflåter, idet det efter kommunens vurdering var usandsynligt, at naboarealerne vil blive udsat for en øget risiko for voksende flåtbestand. Angående dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 bemærkede nævnet, at en screeningsafgørelse ikke er en tilladelse, men en forudsætning for, at projektet lovligt kan påbegyndes, og at screeningen dermed ikke erstatter en dispensation efter naturbeskyttelsesloven. På den baggrund gav Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke medhold i klagen over screeningsafgørelsen.
Kommentar: Nævnets begrundelse for, at screeningen efter miljøvurderingslovens § 21 er tilstrækkelig, forekommer problematisk, da projekter, som kræver dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, netop må anses som udtryk for, at projektet har væsentlige miljøvirkninger. Det kan ganske vist anføres, at en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 i sig selv udløser en ny screening efter miljøvurderingslovens § 21, da projektet er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 10, idet det med nævnets afgørelse er forudsat, at stillingtagen til § 3-dispensation er udsat, men i så fald burde dette være anført i afgørelsen. Og selv om naboer ikke kan påklage § 3-dispensationer, kan naboer påklage screeningsafgørelser af § 3-dispensationer.