MRF 2024.50
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. februar 2024, j.nr. 23/00566
Stadfæstet afslag på dispensation til tagterrasse inden for udvidet strandbeskyttelseslinje, da forholdet ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 15 a, stk. 3, eller den lempeligere dispensationsadgang i § 65 b, stk. 3, nr. 1, fordi anlægget ikke var i boligens terrænniveau, og der ikke forelå et særligt tilfælde efter § 65 b, stk. 1. Dissens.
Kystdirektoratet meddelte i december 2022 afslag på dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, til etablering af et tagterrasseanlæg på 85 m2 på E’s ejendom inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, jf. § 15, stk. 1. Ejendommen havde et samlet areal på 1.735 m2 og var beliggende 170 m fra kysten. Efter det ansøgte skulle tagterrassen belægges med brædder, træ eller komposit på ejendommens eksisterende tagkonstruktion. Som værn skulle etableres balustre med udspændte stålwirer. Det var direktoratets vurdering, af undtagelsen i § 15 a, stk. 3, ikke fandt anvendelse, idet den ansøgte tagterrasse ikke var i boligens terrænniveau. Videre var det direktoratets vurdering, at den lempeligere dispensationsadgang i § 65 b, stk. 3, nr. 1, ikke fandt anvendelse, da der var tale om opholdsareal oven på bygningen. Dermed faldt anlægget ikke under have-/terrasse-begrebet i § 15 a, stk. 4, hvor der forstås bygningsnære arealer. Ej heller kunne dispensation begrundes ved, at der forelå et særligt tilfælde efter den almindelige dispensationsadgang i § 65 b, stk. 1, grundet bygningsmassens påvirkning af kystlandskabet. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at tagterrassen ikke ville fremstå større end det eksisterende tag, at denne uanset perspektivet ikke ville være synlig fra jorden, og at taget tidligere havde været anvendt til ophold samt opstilling af borde, men at der med tagterrassen kun ville opstilles loungemøbler i 50 cm højde. Videre anførte E, at der var dispenseret til andre større projekter i området, herunder en vindmøllepark, og at der i nærområdet var opført nybyggeri med tagterrasse. Miljø- og Fødevareklagenævnets flertal (5 mod 2) fandt, at det ansøgte hverken var omfattet af undtagelsen i § 15 a, stk. 3, eller den lempeligere dispensationsadgang i § 65 b, stk. 3, nr. 1, da en terrasse på taget af en beboelsesbygning ikke kan anses for etableret i niveau med og i sammenhæng med beboelsen og i øvrigt ikke er beliggende i ejendommens have. Mindretallet fandt derimod, at der var tale om et mindre anlæg i tilknytning til ejendommens bebyggelse, som var omfattet af § 15 a, stk. 3. Herefter var spørgsmålet, om der kunne gives dispensation efter den almindelige bestemmelse i § 65 b, stk. 1, hvilket beroede på, om der forelå et særligt tilfælde. Herom fandt det samme flertal i nævnet, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, da anlæggets placering, størrelse og udformning i sig selv udgjorde en tilstandsændring i strid med strandbeskyttelseslinjens formål, og at dispensation ville åbne op for et nyt opholdsområde inden for strandbeskyttelseslinjen. At anlægget ikke kunne ses fra kysten, ændrede ikke herved. Mindretallet fandt derimod, at der kunne meddeles dispensation, da der var tale om et beskedent anlæg af underordnet betydning placeret landværts kysten inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, og da anlægget ikke kunne ses fra arealer uden for E’s have. Afslutningsvis bemærkede nævnet, at direktoratets administrationspraksis ikke gav retskrav på eller berettigede forventninger om at kunne få dispensation, idet der i det enkelte tilfælde skal foretages en konkret, individuel vurdering. På den baggrund stadfæstede nævnet Kystdirektoratets afslag på dispensation.