MRF 2024.49
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. februar 2024, j.nr. 23/04611
Ophævet og hjemvist dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af regnvandsbassin på 18.571 m2 med tilhørende anlæg 500 m fra Gudenåen grundet utilstrækkelig vurdering af, om projektet kunne beskadige yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Dissens.
Sagen angik et større projekt til forebyggelse af oversvømmelse i Storkeengen, hvor Randers Kommune i juni 2018 meddelte dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til anlæg af regnvandsbassiner i form af vådområder samt rekreative anlæg. Efter klage blev dispensationen i december 2018 ændret til et afslag af Miljø- og Fødevareklagenævnet (MAD 2018.404 Mfk), idet nævnet fandt, at projektet ikke havde en sådan væsentlig samfundsmæssig interesse, der kunne begrunde dispensation, ligesom der fandtes alternative placeringer. I maj 2020 meddelte kommunen en ny dispensation til anlæg af rekreative anlæg i Storkeengen, som efter klage blev delvist ophævet af klagenævnet i april 2020 (j.nr. 20/12319). Efterfølgende meddelte Kystdirektoratet tilladelse til etablering af et dige ud til Gudenåen, og kommunen meddelte dispensation til et pumpebassin syd for diget og et enkelt regnvandsbassin i Storkeengen, hvilket ikke blev påklaget. I februar 2023 meddelte kommunen dispensation fra naturbeskyttelsesloven § 3, jf. § 65, stk. 2, til etablering af et regnvandsbassin og tilhørende anlæg på vilkår om, at der blev udlagt 54.868 m2 erstatningsnatur. Projektområdet lå ca. 500 m syd fra Gudenåen og ca. 700 m øst for området Storkeengen og var registeret som § 3-beskyttet eng. Det nærmeste Natura 2000-område lå ca. 5 km fra projektområdet. Projektet omfattede et regnvandsbassin på 18.571 m2, hvoraf 16.854 m2 var placeret i beskyttet eng, samt etableringen af en adgangsvej, udvidelse af eksisterende grøfter, nedgravning af rør samt midlertidige arbejdsarealer på 37.233 m2, hvoraf 16.235 m2 lå i beskyttet eng. Etableringen af projektet medførte en midlertidig grundvandssænkning på 74.500 m2 beskyttet eng og mose samt en permanent grundvandssænkning på 21.700 m2 beskyttet eng og mose. Af dispensationen fremgik, at projektet var nødvendigt som følge af oversvømmelsesrisikoen i området. Dertil kom, at projektet havde til formål at opfylde kommunens spildevandsplan og etablere separatkloakering, og at det havde en særlig og højt prioriteret samfundsinteresse. Det fremgik videre, at det ikke forventedes, at bilag IV-arterne spidssnudet frø og stor vandasalamander fandtes i projektområdet, da vandhuller i nærheden var skygget af tagrør eller anden bevoksning. Afgørelsen blev påklaget af Dansk Botanisk Forening, der bl.a. anførte, at det ikke var belyst i afgørelsen, hvorvidt projektområdet var raste- og fourageringsområde for fugle eller padder, at den udlagte erstatningsnatur ikke var nærmere identificeret i dispensationen, og at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af alternative placeringer for projektet. Kommunen anførte hertil, at der ved valg af placering var udarbejdet et eksternt notat, som beskrev kravene til regnvandsbassinet, hvorefter kommunen ikke kunne finde realistiske alternative placeringer i det nærliggende område. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at de omhandlede arealer var beskyttet eng og mose, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2 og 4, og at projektet krævede dispensation fra § 3. Flertallet (6 mod 1) fandt herefter, at der kunne være tale om et tilfælde, der kunne begrunde dispensation under hensyn til projektets samfundsmæssig betydning for området omkring bydelen Vorup, og da projektet lå bynært med bebyggelse og større infrastruktur i form af en jernbane på flere sider af projektområdet. Videre fandt flertallet, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at der ikke var realistiske alternative placeringsmuligheder, og at der blev udlagt erstatningsnatur i forholdet 1:2. Mindretallet fandt, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, som kunne begrunde dispensation. Et enstemmigt nævn fandt imidlertid herefter, at kommunens dispensation ikke indeholdt en tilstrækkelig vurdering af, hvorvidt der kunne ske beskadigelse eller ødelæggelse af bilag IV-arters yngle- og rasteområder, jf. habitatbekendtgørelsens § 10, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 2. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen alene havde konstateret, at bilag IV-arten spidssnudet frø fandtes 4 km for projektområdet, og at nærliggende søer var skygget af tagrør eller anden bevoksning, og på den baggrund havde vurderet, at arten ikke kunne forventes at være i området. Hertil bemærkede nævnet, at bilag IV-vurderingen skal ske ud fra konkrete oplysninger om bl.a. forekomsten af arten i det berørte område, og at det påhviler myndigheden at foretage tilstrækkelige undersøgelser for belysning af bestandens størrelse og udbredelse som grundlag for vurderingen af, hvorvidt den økologiske funktionalitet for arten kan opretholdes. Nævnet henviste særligt til artens yngle- og rastemønstre og bemærkede, at det ikke fremgik kommunens afgørelse, om nærtliggende søer var blevet undersøgt som yngleområder, og om projektområder og tilstødende områder kunne være rasteområder. Ved den fornyede behandling af sagen skulle kommunen desuden undersøge arealerne for den udlagte erstatningsnatur med henblik på at fastsætte nødvendige vilkår til pleje af erstatningsarealerne, så der som minimum ville opnås en moderat naturtilstand. På den baggrund ophævede klagenævnet kommunens dispensation og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Efter oplysningerne om projektets karakter og omfang er det noget uforståeligt, at der tilsyneladende ikke er meddelt VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25 til projektet, ligesom det fremstår uklart, om der er meddelt tilladelse efter vandløbsloven.