MRF 2024.47
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. februar 2024, j.nr. 22/05332
Stadfæstet afslag på dispensation til opførelse af sommerhus inden for § 3-beskyttet hede, idet ejeren ikke på baggrund af byggeret mod afkald på erstatning i fredningskendelse fra 1975 fandtes bibragt en berettiget forventning, da byggeretten var formuleret som en mulighed, der ikke havde været anvendt i næsten 50 år. Dissens.
Frederikshavn Kommune meddelte i april 2022 afslag på dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, til opførelse af yderligere sommerhusbebyggelse på E’s ejendom, der udgjorde § 3-beskyttet hede. På matriklen var der i forvejen opført et sommerhus på 49 m2, og der var søgt om dispensation til opførsel af et yderligere sommerhus på 87 m2 samt et skur på 9 m2. Den omhandlede matrikel havde et areal på ca. 4,5 ha, var beliggende i landzone og var præget af et større sammenhængende område registreret som § 3-beskyttet hede. Endvidere var matriklen omfattet af fredningen ”Kandebakken” fra 1974. Kommunen havde ved besigtigelse konstateret en lang række plantearter kendetegnende for hede og havde endvidere på grundlag af luftfotos konstateret, at arealet havde ligget næsten uforstyrret hen siden 1944. Det fremgik, at E ved fredningskendelsen i 1974 var blevet givet en byggeret til at opføre i alt to sommerhuse på matriklen. Kommunen havde dog vurderet, at denne kendelse ikke kunne udnyttes til opførelse af endnu et sommerhus som følge af områdets § 3-status, hvorfor der ikke kunne meddeles dispensation. Afslaget blev påklaget af E, der navnlig anførte, at fredningskendelsen fra 1974 gav E mulighed for at opføre endnu et sommerhus på matriklen, og at E ved denne frivillige fredning havde afstået sig retten til erstatning mod forhåndsdispensation til opførelse af i alt to sommerhuse på matriklen. Herudover påberåbte E sig lighedsgrundsætningen, da der siden naturbeskyttelseslovens ikrafttræden i 1992 var opført sommerhuse på tre nærliggende adresser, som lå inden for det samme § 3-beskyttede hedeområde. Endelig anførte E, at han var blevet bibragt en berettiget forventning om at kunne opføre et yderligere sommerhus, da kommunen i en skrivelse havde stillet sig positiv over for yderligere bebyggelse af ejendommen. Kommunen bemærkede hertil, at de tre ejendomme, som E henviste til, var undtaget fra krav om dispensation, idet disse arealer havde været planlægningsmæssigt udlagt til sommerhusområde før 1992, jf. naturtypebekendtgørelsens § 1, og at E’s ejendom var omfattet af en byplanvedtægt fra 1953, så ejendommen ikke ved by- og landzonelovens ikrafttræden fik zonestatus som sommerhusområde og dermed var beliggende i landzone. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 1 ikke fandt anvendelse på E’s ejendom, der fortsat var omfattet af byplanvedtægten fra 1953 og siden 1969 var klassificeret som beliggende i landzone, da byplanvedtægten fra 1953 efter dens indhold ikke regulerede bymæssig bebyggelse, jf. planlovens § 34, stk. 2, nr. 3. I denne vurdering indgik endvidere, at den omhandlede byplanvedtægt ikke havde haft til formål at udlægge området til byområde i plan- og zonelovens forstand, hvorfor opførelsen af et yderlige sommerhus var en dispensationskrævende tilstandsændring. Med hensyn til spørgsmålet om dispensation bemærkede nævnet, at tilstandsændringer i et § 3-beskyttet areal som altovervejende hovedregel forudsætter dispensation, uanset om området er omfattet af en fredning, der ligeledes forudsætter dispensation, idet reglerne om biotopbeskyttelse ikke generelt viger for fredningsbestemmelser, herunder særlige rettigheder fastlagt ved f.eks. fredning. Et flertal (5 mod 2) fandt herefter, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, med henvisning til at E ikke var bibragt en berettiget forventning om byggeret i henhold til fredningskendelsens ordlyd. E kunne endvidere ikke have haft anledning til at forvente, at § 3-beskyttelsen veg for byggeretten i medfør af fredningen, da byggeretten var formuleret som en mulighed, og da denne mulighed var udnyttet til etablering af et sommerhus i 1975, men derefter i øvrigt ikke havde været anvendt i næsten 50 år. Videre lagde flertallet vægt på, at der var tale om en væsentligt indgreb i hedenatur, og at det ansøgte alene vedrørte privatøkonomiske interesser. Mindretallet fandt derimod, at der forelå et sådant særligt tilfælde, som kunne begrunde dispensation, idet E var blevet bibragt en berettiget forventning efter fredningens ordlyd. Mindretallet lagde endvidere vægt på, at E havde givet afkald på erstatning mod byggeretten, og at der skulle være tillid til afgørelser om fredning. Således skulle E have haft anledning til at tro, at der gjaldt en særlig retsstilling på matriklen. På denne baggrund stadfæstede klagenævnet kommunens afslag på dispensation fra § 3.
Kommentar: Afgørelsen må tages som udtryk for, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i relation til anvendelsesområdet for forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelseslovens § 3 ikke lægger vægt på en byggeret fastsat ved ældre fredningskendelse, fra før § 3 trådte i kraft, uanset om byggeretten havde betydning for erstatningsudmålingen for fredningen, og fredningen er tinglyst på ejendommen med disse vilkår. Denne fortolkning er næppe helt utvivlsom og rejser spørgsmålet om, hvorvidt E kan kræve erstatning for indgreb i sin ejendomsret efter grundlovens § 73 ud fra en analogi til U 1997.157 H om afslag på råstofindvinding. Alternativet kan være en genoptagelse af den oprindelige fredningskendelse ud fra et synspunkt om restitution, jf. Grønved Nielsen, Forvaltningskontrakter, 2021, s. 519 ff. med henvisning til bl.a. FOB 1976.404, FOB 1977.251, FOB 1977.561 og MAD 1999.582 Nkn. I den sidstnævnte afgørelse fandt Naturklagenævnet, at en lodsejer som følge af en frivillig fredning fra 1961 havde fået sin forventningsposition bestyrket i en sådan grad, at han stadig havde krav på en byggeret til en sommerhusgrund på trods af naturtypeværnet af heder. Omvendt fandt landsretten i MAD 2007.757 Ø og MAD 2013.2571 Ø, at lodsejer i en lignende situation efter en konkret vurdering ikke havde berettigede forventninger på en 27 år henholdsvis 28 år gammel landzonetilladelse, der derfor blev anset for bortfaldet – og hertil uddybende Pagh: TfM 2016, s. 319. Hvor fredningen er sket efter, at naturbeskyttelseslovens § 3 er trådt i kraft, er det afgørende, om der i forbindelse med fredningskendelsen er taget stilling til, at et kommende byggeri ikke kræver dispensation, idet bonusvirkningen for § 3 efter naturbeskyttelseslovens § 38, stk. 6 og 7, i så fald må gælde.