MRF 2024.46
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 20. februar 2024, j.nr. 22/04441
Stadfæstet Miljøstyrelsens afslag på dispensation efter skovloven til etablering af skovhotel i fredskov, da ønsket om at etablere et alternativ til simple overnatningsmuligheder i det fri ikke kunne anses som et samfundsmæssigt eller rekreativt formål i overensstemmelse med skovloven, og da det ansøgte havde et kommercielt formål.
Miljøstyrelsen meddelte i marts 2022 i medfør af skovlovens § 11, stk. 1, jf. § 38, afslag på dispensation til etablering af et skovhotel i Lolland Kommune. Projektet var fordelt på to matrikler ved Birket på Lolland. Matriklerne, som i alt udgjorde 3,8 ha og i deres helhed var pålagt fredskovspligt, var en del af et større skovkompleks på 31 ha. På begge matrikler lå i forvejen flere bygninger. Ansøgningen omfattede en ændret anvendelse af to eksisterende bygninger, etablering af syv små hytter, en ny parkeringsplads og etablering af et stisystem fra den eksisterende vej ud til de syv hytter. Af afgørelsen fremgik, at opførelsen af skovhotellet ville kræve syv nye byggefelter på hver 35 m2, hvoraf de syv hytters nettoareal ville udgøre 19,6 m2 hver. De nye byggefelter ville samlet blive 245 m2, som svarede til en byggeprocent på 0,63 %. For at blive omfattet af sommerhuslovens hotelbegreb skulle to af de eksisterende bygninger på ejendommen udpeges til henholdsvis receptionsområde og serveringslokale. Af den påklagede afgørelse fremgik, at der ikke var en alternativ placering til skovhotellet, idet hele ejendommen var pålagt fredskovspligt. Afgørelsen angik alene etableringen af de syv glashytter med indlagt el og vand. Afslaget blev påklaget af ejendommens ejer, E, der bl.a. anførte, at det ansøgte havde en samfundsmæssig betydning, at hytterne skulle bidrage til at udvide mulighederne for friluftsliv, at det ansøgte faldt inden for skovlovens flersidige formål om bæredygtig skovdrift, og at det ansøgte var et særligt tilfælde. E anførte endvidere, at det ansøgte kunne anses for at være omfattet af den lempeligere administration, som beskrevet i skovlovsvejledningen vedr. golfbaner og lignende anlæg for friluftslivet, idet der var tale om et arealkrævende anlæg, som ikke krævede meget byggeri. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt indledningsvis, at der ikke var tale om bynær fredskov, idet bynær fredskov skulle forstås som skov, der ligger så tæt på en by, at den rent faktisk bliver brugt som udflugtsmål eller kan forventes at blive brugt, hvis skoven blev indrettet til publikum. Nævnet lagde særlig vægt på afstanden til den nærmeste større by, Nakskov, som lå 10 km væk. Nævnet fandt endvidere, at det ansøgte ikke var et forhold af underordnet betydning, som kunne etableres uden dispensation. Det ansøgte fandtes ej heller at være omfattet af den lempeligere administration af golfbaner og lignende anlæg for friluftslivet. Nævnet bemærkede hertil, at tilknyttet byggeri til arealkrævende anlæg forsat krævede dispensation. Nævnet fandt herefter, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, som kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde herved vægt på, at E’s ønske om at skabe et alternativ til simple overnatningsmuligheder i det fri ikke kunne anses som et samfundsmæssigt eller rekreativt formål i overensstemmelse med skovloven. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ansøgte havde et kommercielt formål, og at et stigende besøgstryk ville påvirke rekreative værdier og friluftsliv for den almindelige skovgæst. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede derfor afslaget på dispensation fra skovlovens § 11, stk. 1.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afsluttende begrundelse, hvor der lægges vægt på ”kommercielle formål”, og at ”et stigende besøgstryk ville påvirke rekreative værdier og friluftsliv for den almindelige skovgæst”, ses ikke afstemt med skovlovens regler, der ikke ses at indeholde selvstændigt grundlag for, at kommercielle aktiviteter i sig selv skulle være i modstrid med skovloven. Det sår tvivl om, hvorvidt hensynet er sagligt. Hertil kommer, at der var uenighed mellem ansøger og Miljøstyrelsen om, hvorvidt det ansøgte er til brug for den almindelige skovgæst. Hvis klagenævnet mener, at aktiviteter med salg af varer og ydelser i skove er i modstrid med skovlovens formål, hvis det udøves af private, burde klagenævnet give en nærmere forklaring på, hvor der i skovloven skulle være støtte hertil, og om dette også omfatter de besøgscentre, som er etableret af Naturstyrelsen.