MRF 2024.39
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. januar 2024, j.nr. 20/05894
Ophævet og hjemvist Lolland Kommunes lovliggørende tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til kommunens anvendelse af 660 tons jord fra høvlet vejrabat til afretning af 400 m på anden vejstrækning, da anvendelsen havde karakter af et anlæg, og jorden måtte anses for forurenet, men kommunen ikke havde taget stilling til, om jorden skulle klassificeres som affald.
Lolland Kommune havde på et ikke nærmere oplyst tidspunkt, men før 2018, høvlet rabatter langs Søvej og Vedby Sidevej. Den afhøvlede jord med et omfang på 660 tons blev udlagt på 400 m af en anden vejstrækning, hvor rabatten havde kraftig skråning, og der forekom dybe trug i et område, der var udlagt som område med særlige drikkevandsinteresser (OSD). Udlægningen af den afhøvlede jord var sket uden tilladelse, men efter at have foretaget jordprøver i 2018 og 2019 meddelte kommunen i april 2020 lovliggørende tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Det fremgik af afgørelsen, at der var udtaget 23 jordprøver, hvoraf der i 14 var påvist indhold af miljøfremmede stoffer i form af kulbrinter og PAH’er med overskridelse af Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterier for ren jord. Ni af prøverne viste lettere forurenet jord (klasse 2), og to af prøverne klasse 3-jord (forurenet jord til rensning eller deponering) og en i klasse 4 (kraftigt forurenet jord til rensning med eventuelt efterfølgende deponering). Kommunens tilladelse til sig selv blev påklaget af en nabo til vejstrækningen, der bl.a. anførte, at udlægget af jord krævede miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvis til grund, at nyttiggørelse og deponi i anlæg af overskudsjord, der anses for affald, er omfattet af krav om miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, jf. U 2015.2882/2 H, MAD 2011.584 Mkn og NoMo nr. 101. Nævnet lagde til grund, at afretning af vejrabat ved anvendelse af 660 tons jord havde karakter af et anlæg. Med hensyn til hvorvidt den anvendte jord havde karakter af affald, henviste nævnet til, at definitionen af affald efter affaldsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med affaldsdirektivets art. 3, nr. 1, hvorefter ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med, har karakter af affald. Med henvisning til EU-Domstolens praksis i bl.a. sag C-399/17 lagde nævnet til grund, at forureningsgraden kan tillægges betydning for, om overskudsjord skal klassificeres som affald, og at det af Miljøstyrelsens vejledning nr. 4 af 2011, fremgår, at forurenet jord skal anses for affald. Det fremgår videre af affaldsbekendtgørelsen, at det er kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt en genstand skal klassificeres som affald, og at denne afgørelse efter affaldsbekendtgørelsens § 78 ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Nævnet konstaterede imidlertid, at Lolland Kommune ikke med den påklagede afgørelse havde taget stilling til, om den anvendte forurenede jord havde karakter af affald. Da dette måtte afklares, før det kunne vurderes, om projektet forudsatte miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens tilladelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Det følger af fast praksis, at anvendelse af lettere forurenet jord til bl.a. støjvolde skal klassificeres som affald til nyttiggørelse og kræver miljøgodkendelse, jf. bl.a. Højesterets dom i U 2015.2882/2 H, hvorfor en retlig lovliggørelse af kommunens udlægning af høvlet jord fra rabatter langs offentlig vej på en anden vejstrækning kræver lovliggørende miljøgodkendelse. Som klagenævnet anfører, er det efter affaldsbekendtgørelsen imidlertid kommunen, der skal tage stilling til, om anvendelsen af overskudsjord skal anses for affald, og denne afgørelse kan ikke påklages. Det er lidt forskelligt, hvordan klagenævnet udlægger denne kompetencebegrænsning, idet nævnet f.eks. i MAD 2011.584 Mkn valgte at tage direkte stilling, hvilket ligeledes kan begrundes med, at nyttiggørelse af affald ligeledes er omfattet af krav om VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, hvor klagenævnet har kompetence. En retlig lovliggørelse i denne sag vil således også kræve VVM-screening. I forlængelse heraf må det i øvrigt konstateres, at kommunens udlæg af den afhøvlede jord på en anden strækning tillige er omfattet af anmeldelsespligt af flytning af jord efter jordforureningslovens § 50, stk. 2, hvilket havde betydet, at der forud var taget de nødvendige jordprøver, hvilket vil betyde, at jord omfattet af klasse 3 og 4 ikke kunne udlægges uden godkendelse som deponering, hvilket er omfattet af særlige regler. Det er derfor muligt, at det er nødvendigt for kommunen at fjerne en del af den udlagte jord. Om klassificering af jord som affald se Jacob Brandt i Mads Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 143 ff.