MRF 2024.32
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. januar 2024, j.nr. 22/05872
Fredningsnævnets afslag på dispensation fra fredning til minivådområde ændret til en dispensation, da fredningen ikke var til hinder for terrænændringer til forbedring af den landbrugsmæssige drift, og da minivådområdet havde et naturforbedrende formål og tjente til opfyldelse af vandrammedirektivets krav til at forbedre vandmiljøet.
Fredningsnævnet for Sydjylland, sydlig del, meddelte den 22. april 2022 afslag på dispensation fra en fredning af dele af Løjt Land fra 1982 til etablering af et minivådområde på E’s ejendom. Af fredningskendelsens § 1 fremgik, at fredningen havde til formål at forhindre eller endog sikre fredningsmyndigheden et indseende med foranstaltninger, som kunne komme i konflikt med landskabelige og kulturhistoriske værdier, og af § 2 fremgik, at der ikke måtte foretages terrænændringer, men at fredningen ikke var til hinder for terrænændringer til forbedring af driften af en landejendom. Minivådområdet, der efter det ansøgte skulle udgøre ca. 6.200 m2 af en samlet ejendom på ca. 16 ha, havde til formål at reducere kvælstof- og fosforudledning fra de omkringliggende marker og bidrage til opfyldelse af miljømålene fastsat som led i den danske gennemførelse af vandrammedirektivet. Minivådområdet skulle bestå af dybe og lavvandede bassiner med åbent vandspejl og ligge i omtrent samme terrænkote som det laveste punkt i området. Projektet ville give ca. 7.000-8.000 m3 overskudsjord, der skulle fordeles over 1,5 ha af de omkringliggende marker i lag på op til 50 cm, hvilket dog ville fremstå naturligt set i forhold til det i forvejen kuperede landskab. Fredningsnævnet begrundede afslaget på dispensation med, at der ikke tidligere havde været vandhuller eller søer på lokaliteten, hvorfor minivådområdet ville udgøre et fremmedelement i landskabet og medføre en væsentlig indvirkning på kystlandskabet i området. Ca. halvdelen af E’s ejendom var beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, og det fremgik af fredningsnævnets sagsfremstilling, at Kystdirektoratet havde meddelt E afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til minivådområdet. Afslaget på dispensation fra fredningen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at minivådområdet bidrog til opfyldelse af vandrammedirektivet, hvorfor der forelå en samfundsmæssig interesse i det ansøgte, som kunne begrunde dispensation, og at det ansøgte ikke var i strid med fredningens formål, idet dette ikke var af en sådan karakter, at det ville var i konflikt med områdets landskabelige og kulturhistoriske værdier. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at en dispensation ikke ville være i strid med fredningens formål. Herefter fandt nævnet, at der burde meddeles dispensation fra fredningen efter naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, til det ansøgte minivådområde. Nævnet lagde herved vægt på, at fredningsbestemmelsen ikke havde til formål at hindre enhver tilstandsændring, men derimod at sikre en hensigtsmæssig og kontrolleret udvikling af landbrugserhvervet i overensstemmelse med områdets særlige kvaliteter. Fredningen var derfor ikke til hinder for terrænændringer til forbedring af driften af en landbrugsejendom. Videre lagde nævnet vægt på minivådområdets naturforbedrende formål, det forhold, at det tjente til opfyldelse af forpligtelser efter vandrammedirektivet, samt at overskudsjord skulle spredes, så terrænændringen var mindst mulig. På den baggrund ændrede nævnet afslaget til en dispensation.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets ændring af fredningsnævnets afslag på dispensation fra fredningen til en dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 50 skulle have været ledsaget af en screening efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, og § 10 fra klagenævnet, da der ikke ses at være oplysninger om, at fredningsnævnet havde gennemført en sådan screening, jf. f.eks. MRF 2023.147 Mfk og MRF 2023.174 Mfk vedr. dispensationer fra naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 15. Dette gælder, selv om projektet fortsat vil kræve dispensation fra strandbeskyttelseslinjen fra Kystdirektoratet og landzonetilladelse fra kommunen, da pligten til screening (væsentlighedsvurdering) i habitatbekendtgørelsen gælder for alle de afgørelser, der er truffet efter de i bekendtgørelsens §§ 8 og 9 anførte regler. Se også MRF 2023.303 Mfk, hvor fredningsnævnets dispensation blev ophævet, fordi der ikke var gennemført screening efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1.