MRF 2024.315
Retten i Glostrups dom af 29. oktober 2024, sag BS-44816/2023-GLO
A og B (adv. Lars Bastholm) mod Planklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan til ombygning i 2008 af ældre garage inden for lokalplanens byggelinjer ikke afskåret som følge af berettigede forventninger eller proportionalitetsprincippet, uanset at fysisk lovliggørelse påførte ejerne et tab på ca. 750.000 kr.
A og B overtog i 2002 ejendommen, der ifølge BBR bestod af et enfamilieshus på 72 m2 og en garage på 24 m2. I tilstandsrapporten, som blev udarbejdet i forbindelse med salget, var det anført, at garagen var af så dårlig stand, at den ikke var omfattet af rapporten. I 2005 blev lokalplanen for området vedtaget. Det fremgik af lokalplanens § 5, at byggelinjen på var 3,0 meter fra vejskel. I september 2008 indhentede A og B tilbud på køb af diverse byggematerialer. I november 2008 blev der foretaget en ændring i BBR, hvorefter det fremgik, at der var tale om garage til 1-2 køretøjer opført i 1908, med ydervægge af træbeklædning, tag af tagpap, og et bebygget areal på 24 m2. Under notater blev det anført: ”Alt er skønnet, Der findes ingen tegninger”. Den 22. december 2019 sendte A en e-mail til Brøndby Kommune, hvori han oplyste, at de i 2008 havde påbegyndt en tilbygning på cirka 40 m2 på det gamle garagefundament, og at han forud for opstart havde været i kontakt med teknisk forvaltning, som oplyste, at eftersom den eksisterende garage var ældre end lokalplanen, måtte A og B bygge tættere end 3,0 meter fra vejskel. Den 10. september 2020 indsendte A og B en ansøgning om retlig lovliggørelse til kommunen. Det fremgik af ansøgningen, at der var tale om ombygning af garage til bolig på 40 m2, at der ikke blev bygget nyt mod offentligt skel, og at arbejdet blev udført på gammelt fundament. Den 19. juli 2022 meddelte kommunen afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen, hvilket efter klage blev tiltrådt af Planklagenævnet den 10. marts 2023 (j.nr. 22/09337). Planklagenævnet lagde til grund, at den eksisterende garage var opført før lokalplanens vedtagelse i 2005, men at ændringerne i 2008 med ny tagbeklædning, ny yderbeklædning og nye vinduer var så væsentlige, at der var tale om nyopførelse og ikke almindelig vedligeholdelse, selvom dele af væg- og tagkonstruktionen samt fundamentet var bibeholdt. Da tilbygningen ikke havde karakter af et eksisterende lovligt forhold, skulle den overholde lokalplanen, og nævnet fandt ikke grundlag for, at kommunen havde givet ejerne et bindende forhåndstilsagn, men alene en bemærkning i BBR om, at ”alt er skønnet, Der findes ingen tegninger”. Nævnet afviste herefter, at fysisk lovliggørelse ville være i modstrid med proportionalitetsprincippet, og at værdispildshensyn kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen. Planklagenævnet stadfæstede derfor kommunens afslag på retlig lovliggørelse. A og B anlagde herefter sag mod Planklagenævnet med påstand om, at nævnet skulle ophæve kommunens afslag på lovliggørende dispensation, ”herunder afslagets krav om ”at det ansøgte skal lovliggøres fysisk””. Til støtte herfor gjorde ejerne i det væsentlige de samme synspunkter gældende, som var anført under klagesagen. Byretten fandt, at Planklagenævnet med rette havde fundet, at der ikke var tale om et eksisterende lovligt forhold og lagde i den forbindelse navnlig vægt på A’s forklaring om opgravning af og genetablering af gulv, udskiftning af hjørnestolper, ændring af tagkonstruktion, tagbelægning, yderbeklædning og adgangsforhold. Retten fandt det ikke godtgjort, at kommunen havde givet bindende forhåndstilsagn eller på anden måde givet A og B berettigede forventninger om, at byggeriet var i overensstemmelse med lokalplanen, eller at kommunen ville give en tilladelse til ombygningen, hvorfor kommunen var berettiget til at give afslag på dispensation fra lokalplan, uanset ejernes oplysning om god tro og omkostningerne til fysisk lovliggørelse vil udgøre ca. 750.000 kr., idet retten afviste, at dette værdispild ”er ude af proportioner med interessen i retshåndhævelse”. Retten tog derefter Planklagenævnets påstand om frifindelse til følge og pålagde A og B at betale sagsomkostninger med 85.000 kr. til Planklagenævnet.
Kommentar: Den i sagen nedlagte påstand forudsatte, at byretten skulle meddele en lovliggørende dispensation efter planlovens § 19, hvilket ejerne primært begrundede med berettigede forventninger, proportionalitetsprincippet og værdispildshensyn. Da dispensation fra lokalplan er en skønsmæssig afgørelse, kan Planklagenævnet ikke meddele dispensation, men alene ophæve afslaget og hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen, hvis nævnet f.eks. finder, at de ovennævnte hensyn begrunder, at der ikke meddeles afslag på lovliggørende dispensation. Planklagenævnet kunne derfor i sagen have gjort gældende, at når Planklagenævnet ikke kan meddele dispensation fra lokalplanen, kan der heller ikke i en sag mod Planklagenævnet opnås dom herfor. Men dette anbringende ses ikke gjort gældende, muligvis fordi der herefter i alle tilfælde skulle ske en prøvelse af, om afslaget på lovliggørende dispensation og den påbudte lovliggørelse var berettiget, hvilket var Planklagenævnets og byrettens fokus. I forhold til sagens hovedtema er det rimelig oplagt, at ombygning af garage til beboelse er af en karakter, som kræver byggetilladelse, og at ombygningen derfor ikke kunne sidestilles med vedligeholdelse. Sagens hovedspørgsmål var derfor begrænset til, om ejerne havde krav på lovliggørende dispensation under hensyn til det betydelige værdispild og ejernes mulige gode tro, hvor retten tillagde retshåndhævelseshensynet afgørende vægt. Hertil kan anføres, at en dispensation fra lokalplan ikke er udtryk for manglende retshåndhævelse, men derimod udtryk for en planlægningsmæssig afvejning, og at dette derfor også må gælde for lovliggørende dispensationer. I denne sag gav lokalplanen således ikke grundlag for at påbyde fjernelse af det fundament, som den nye yderbeklædning var opført på, og det var formentlig næppe muligt for kommunen at hindre opførelse af en garage med samme udformning, hvilket gør det vanskeligt at finde en planlægningsmæssig begrundelse for, at hensynet til vejbyggelinjer kunne begrunde et afslag. Dette er der imidlertid ikke procederet på i sagen, og dommen kan derfor også læses som en understregning af, at domstolene er tilbageholdende med at underkende kommuners afslag på dispensation fra en lokalplan som en del af kommunernes planlægningsmæssige kompetence, idet eventuelle økonomiske tab for ejere i sager om afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan i stedet må afgøres efter de almindelige regler om offentlige myndigheders erstatningsansvar.