MRF 2024.297
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. december 2024, j.nr. 20/04481
Ikke medhold i klage over lovliggørende tilladelse efter vandløbslovens § 38 til private udpumpningsanlægs drænledning placeret 85 cm højere end fastsat i tilladelse fra 1999, da drænledningen havde haft denne placering siden 2000, og grundejere i området derfor havde indrettet sig i tillid til, at drænledningen var lovligt anlagt. En omlægning til den oprindeligt tilladte kote vil kræve ny tilladelse efter vandløbslovens § 17.
Den 8. januar 2020 meddelte Viborg Kommune lovliggørende tilladelse efter vandløbslovens § 38 til et eksisterende privat udpumpningsanlæg med tilhørende drænledninger ved Sønder Mose. Anlægget var etableret i henhold til en tilladelse fra 1999, men kontrolmålinger i 2000 og 2017 viste, at drænledningerne på en strækning var placeret i gennemsnit 85 cm højere end tilladt efter den oprindelige tilladelse. For en bredejer, E, til drænledningen betød den afvigende placering, at drænledingen var placeret 30 cm under kældergulv på E’s ejendom. E påklagede den lovliggørende tilladelse og anførte, at såfremt drænledningen blev givet en dybde svarende til det i 1999 tilladte, ville det imødegå E’s problemer med fugt og vand i kælderen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at vandløb, herunder dræn, efter vandløbslovens § 17 kun må reguleres efter myndighedens bestemmelse, og at myndigheden efter § 54 kan meddele påbud om at genoprette den hidtidige tilstand, hvis der foretages foranstaltninger i strid med loven. Nævnet lagde herefter med henvisning til afgørelsen i bl.a. MAD 2015.424 Nmk til grund, at myndighedens adgang til at kræve lovliggørelse kan fortabes, hvis der er gået meget lang tid, og myndighedens dispositioner måtte have givet anledning til at indrette sig i tillid til, at kravet ikke ville blive gjort gældende. Nævnet konstaterede, at drænledningens faktiske placering havde foreligget siden 2000. Nævnet fandt, at grundejerne i området på den baggrund i den efterfølgende længere årrække havde indrettet sig i tillid til, at drænledningen var lovligt anlagt, og udtalte herefter: ”Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder Miljø- og Fødevareklagenævnet, at drænene i deres nuværende dybde må anses for at være lovligt bestående. Nævnet har herved lagt vægt på, at drænene har ligget i deres nuværende dybde siden 2000, og at lodsejerne i området således i en længere årrække har indrettet sig i tillid til, at drænene er lovligt anlagt. Nævnet kan på denne baggrund ikke give medhold i klagen, idet en ændring af den nuværende drændybde vil kræve en ny tilladelse efter vandløbslovens § 17”. På den baggrund gav Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen er noget uheldigt udformet, da klagen vedrører en lovliggørende tilladelse, som klagenævnet herefter udtaler er overflødig, hvilket måtte betyde, at kommunens lovliggørende tilladelse blev ophævet. Efter sagens oplysning må kommunens lovliggørende tilladelse være den korrekte udgang, og om dette så måtte give E et krav mod pumpeanlægget, er ikke et forhold, der henhører under klagenævnet, der derfor burde have indskrænket sig til at stadfæste den lovliggørende tilladelse, som bl.a. kan begrundes i de indrettelseshensyn, som nævnet henviste til. Hensynet til de forskellige parters eventuelle økonomiske mellemværende gør det således vigtigt at kræve en formel lovliggørelse af det ulovlige forhold med en lovliggørende tilladelse, som det faktisk også fremgår af den af klagenævnet refererede afgørelse i MAD 2015.424 Nmk. Se hertil Pagh, Når Natur- og Miljøklagenævnet belønner lovovertrædelser, TfM 2016, s. 165 om vandløbslovens § 63.