MRF 2024.29
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. januar 2024, j.nr. 20/00935
Ophævet og hjemvist påbud efter jordforureningslovens § 41 til S som tidligere ejer af ejendom om at fjerne asbestholdigt byggeaffald anvendt i vejkasse for adgangsvej til ridebane, da det ikke var sandsynliggjort, at jordforureningen var forårsaget af S ved uforsvarlig adfærd ved nedrivning af bebyggelse i 2011, bl.a. fordi asbestaffaldet var fundet på adgangsvej før nedrivning i 2011.
Sagen angik en ejendom, der af S blev overdraget til K ved skøde af 12. december 2016. Efter overtagelsen iværksatte K arbejder med etablering af dræn på en ridebane på ejendommen, hvor der blev konstateret byggeaffald i form af knust beton, tegl, betonfliser og bølgeeternit i vejkassen for en adgangsvej til ridebanen. K anlagde i 2018 sag mod S om fjernelse af byggeaffaldet, hvor der blev gennemført syn og skøn med materialeprøver af allerede opgravede eternitplader samt i syv graverender, hvor der blev påvist asbest i form af chrysotil og crocidolit, mens der ikke blev konstateret asbest i materialeprøver udtaget fra de syv graverender. Efter skønserklæringen blev området for asbestforurenet byggeaffald vurderet til et areal på 210 m2 med et fyldlag for vejkassen på 0,7-0,8 meter under terræn og dermed med en mængde på 140-170 m3 eller 260-310 tons. Den 6. januar 2020 meddelte Vejen Kommune påbud efter jordforureningslovens § 41 til S om at fjerne asbestholdigt byggeaffald inden for det konstaterede areal på 210 m2 af adgangsvejen til ridebanen som anført i skønserklæringen. Af kommunens påbud fremgik, at luftfotos viste, at der i 2011 var nedrevet en bebyggelse på den del af ejendommen, hvor adgangsvejen til ridebanen var etableret, hvorfor kommunen mente, at byggeaffaldet anvendt i vejkassen stammede fra nedrivningen. S påklagede påbuddet og gjorde bl.a. gældende, at det areal, hvor der var konstateret asbestholdige eternitplader, var en tidligere adgangsvej til den nedrevne bebyggelse, og at det ikke var godtgjort, at adgangsvejen var anlagt efter ikrafttrædelsen af jordforureningsloven i 2001. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede med henvisning til Miljø- og Energiministerens besvarelse af spørgsmål 39 (L 183 – bilag 68) af 6. maj 1999, at der ikke kan meddelelse af påbud om oprydning til ejeren af en forurenet ejendom, medmindre det godtgøres, at forureningen er forårsaget af grundejerens uforvarlige adfærd, jf. jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 2. Nævnet konstaterede, at de materialeprøver, der viste indhold af asbest, ikke var udtaget fra gravehuller i selve adgangsvejen til ridebanen, men fra gravehuller i kanten af adgangsvejen, dvs. fra den tidligere adgangsvej og dermed ikke fra den vej, som blev etableret ved nedrivning af bebyggelsen i 2011. Nævnet fandt det derfor ikke godtgjort, at det asbestholdige byggeaffald hidrørte fra nedrivningen i 2011, hvorfor afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel ved ikke at være tilstrækkeligt oplyst i forhold til, om jordforureningen skulle være forårsaget ved en uforsvarlig adfærd. Nævnet ophævede på den baggrund afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling. Ved en fornyet behandling skulle kommunen bl.a. være opmærksom på, at ved vurdering af, om byggeaffaldet kan påbydes oprenset efter jordforureningslovens § 41, skal der tages hensyn til byggeaffaldets sammensætning, herunder at kun en del af affaldet selvstændigt ville kunne give grundlag for et oprensningspåbud efter jordforureningslovens § 41, som fastslået af Natur- og Miljøklagenævnet i afgørelse af 22. december 2016 (NMK-11-00178).
Kommentar: Afgørelsen er et eksempel på, at det objektiverede ansvar for privat og offentlig virksomhed efter jordforureningslovens § 41, stk. 3, nr. 1, ikke gælder en ejer af en ejendom, hvor der i stedet gælder et almindelig uagtsomhedsansvar, når den forurenende aktivitet ikke kan henføres til privat eller offentlig virksomhed. Konsekvensen heraf er bl.a., at det ikke alene må godtgøres, at der er sket en forurening på et tidspunkt, hvor påbudsadressaten havde ejendommen, men at det yderligere skal godtgøres, hvordan forureningen i så fald indtrådte, da det ellers er udelukket at godtgøre, at der forelå uagtsomhed for den daværende ejer. Afgørelsen illustrerer tillige, hvordan tvister mellem køber og sælger om en forurenet ejendom kan foranledige, at kommunen meddeler påbud til sælgeren efter jordforureningslovens § 41, hvilket dog forudsætter, at kommunen kan løfte beviset for, at forureningen er fremkaldt culpøst, medmindre forureningen er forvoldt af sælgers virksomhed. I forlængelse heraf må i øvrigt fremhæves, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2022.109 Mfk afviste, at der efter miljøbeskyttelseslovens § 46 gælder et objektivt grundejeransvar for asbestaffald. Endelig viser afgørelsen, at jordforureningslovens regler om påbud ikke kan anvendes på alt byggeaffald, hvor det i givet fald må overvejes, om der er grundlag for at anvende miljøbeskyttelseslovens regler, jf. forudsætningsvis MAD 2018.360 Ø og MAD 2009.2449 V, hvor sidstnævnte dom afviste, at forekomst af glasskår i jorden er omfattet af jordforureningsloven. Endvidere må fremhæves Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i MAD 2014.319 Nmk, hvor nævnet afviste, at der kunne meddeles påbud efter jordforureningslovens § 41 om fjernelse af nedgravet byggeaffald med henvisning til, at ”det pågældende affald ikke eller kun i beskedent omfang har karakter af forurening, som kan have skadelig virkning på natur, miljø og menneskers sundhed, i den forstand, som er forudsat”. I denne sag havde landsretten i U 2013.2454 V i øvrigt afvist, at kommunen på grundlag af jordforureningslovens § 44 om tålepåbud kunne forpligte køber til at acceptere, at sælger som ”forurener” kunne påbydes at fjerne forureningen. Efterfølgende afviste landsretten i MAD 2015.507 V, at klagenævnets ophævelse af kommunens påbud i MAD 2014.319 Nmk gav grundlag for nyt sagsanlæg.