MRF 2024.282
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. november 2024, j.nr. 22/08737
Ophævet tillæg til indvindingstilladelse efter vandforsyningslovens §§ 20 og 21 til forøgelse af indvinding til markvanding fra dybt grundvandsmagasin i område med særlige drikkevandsinteresser, da kommunens retningslinjer prioriterede rent vand i drikkevandsforsyningen først, og øget indvinding til markvanding medførte risiko for brunt vand. Kommunens VVM-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 ligeledes ophævet. Dissens.
Tønder Kommune meddelte efter en VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21 i juli 2022 vandindvindingstilladelse i medfør af vandforsyningslovens §§ 20 og 21 til at landmanden L forøgede mængden af den årlige indvinding af grundvand til markvanding fra en boring fra grundvandsmagasinet Bastrup Strand til 145.800 m3. Baggrunden for L’s ansøgning var, at L havde forpagtet yderligere landbrugsarealer, og at markvanding var en forudsætning for dyrkning af kartofler i området. Tilladelsen var et tillæg til en vandindvindingstilladelse meddelt i 2018, som erstattede et tillæg hertil fra 2021, hvor indvindingsmængden var blevet nedsat fra 145.800 m3 til 113.800 m3. Kommunen havde samtidig truffet screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at projektet ikke krævede VVM. Den omhandlende boring var beliggende i nærheden af tre drikkevandsboringer, der indvandt grundvand fra samme grundvandsmagasin. Boringen var beliggende i et område med særlige drikkevandsinteresser inden for et indsatsområde for grundvandbeskyttelse og inden for et nitratfølsomt område. Grundvandforekomsten i området var vurderet til at være i god kvantitativ og god kemisk tilstand. Af kommuneplanen fremgik af retningslinjer for vandindvinding, at i prioritering af grundvandsressourcerne i områder med utilstrækkelige grundvandsressourcer er førsteprioriteten befolkningens almindelige vandforsyning, og tredjeprioriteten var andre formål, herunder indvinding til markvanding. Videre fremgik det, at der fra velbeskyttede grundvandsmagasiner med god vandkvalitet kun måtte ske vandindvinding til drikkevandinteresser, og at der kun i særlige tilfælde kunne meddeles tilladelse til andre formål. Af kommunens vandforsyningsplan fremgik, at medmindre indvinding havde drikkevandsformål, ville der ikke gives tilladelse til nye boringer i dybereliggende grundvandsmagasiner, og at det ved fornyelse af eksisterende tilladelser skulle overvejes grundigt, om indvinding kunne fortsætte. Af en indsatsplan for området fremgik, at der ikke ville meddeles tilladelse til etablering af nye markboringer eller fornyelse af eksisterende markvandingstilladelser, hvis dette var i konflikt med almene vandværkers indvinding. Kommunen havde vurderet at den ansøgte vandindvinding ville være i strid med retningslinjerne i kommuneplanen og vandforsyningsplanen, men havde fundet, at der forelå et særligt tilfælde der kunne begrunde, at der blev meddelt tilladelse til det ansøgte. Det var kommunens vurdering, at indvindingen ikke ville stride mod naturhensyn, og at indvindingen ikke ville påvirke indvindingen fra Skærbæk Vandværk. Både VVM-screeningsafgørelse og tilladesen n blev påklaget af nærliggende Skærbæk Vandværk, der navnlig gjorde gældende, at tilladelsen var i strid med retningslinjerne i kommuneplanen og vandforsyningsplanen. Klager anførte endvidere, at klager havde oplevet brunfarvning af grundvandet fra en kildeplads, hvor en markvandingsboring var øget markant, og at grundvandressourcen var påvirkelig over for lokale kraftige pumpninger. Klager henviste i den forbindelse til, at den ansøgte markvanding foregik ved store pumper med risiko for påvirkning af drikkevandressourcen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (læge nævn) bemærkede indledningsvist, at Tønder Kommunens vandforsyningsplan var det gældende administrationsgrundlag, indtil en ny plan var vedtaget. Et flertal i nævnet (4 mod 2) fandt, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde i sagen som kunne begrunde, at der i strid med retningslinjerne i kommuneplanen og vandforsyningsplanen blev meddelt tilladelse til det ansøgte. Herved havde flertallet lagt vægt på prioriteringen i kommunens retningslinjer, og at det var kommunens mål, at grundvand, der blev anvendt til drikkevand, i fremtiden skulle være så rent, at det alene var nødvendigt med simpel vandbehandling. Flertallet havde videre lagt vægt på, at det af indsatsplanen fremgik, at kommunen ikke ville give tilladelse til indvinding til markvanding, hvis tilladelse var i konflikt med almene vandværkers indvinding. Dette var efter flertallets vurdering tilfældet, da nævnet lagde til grund, at indvindingen ville medføre øget risiko for brunt vand. Nævnet bemærkede, at det ikke med sikkerhed kunne sluttes, at L’s indvinding lå uden for klagers indvindingsopland, og dermed af denne grund ikke kunne påvirke klagers drikkevandsboringer. Flertallet fandt herefter ud fra en samlet vurdering, at L’s behov for tilstrækkelig vanding af sine afgrøder burde vige for hensynet til prioriteringen af udnyttelse af det dybe grundvandsmagasin til drikkevandsinteresser og hensynet til at minimere forurening af grundvandsmagasinet. Mindretallet (2 mod 4) fandt derimod, at der var grundlag for dispensation med henvisning til vandforsyningslovens § 2, da tilladelsen varetog hensyn til sikring af en tilstrækkelig erhvervsmæssig vandforsyning, og at der i øvrigt ikke var sandsynliggjort sammenhæng mellem den ansøgte indvinding og brunt vand i klagers boringer. I overensstemmelse med flertallets votum ændrede nævnet indvindingstilladelsen til et afslag, og ophævede screeningsafgørelsen om ikke-VVM-pligt.