MRF 2024.274
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. oktober 2024, j.nr. 24/06673
Ikke opsættende virkning af klage over tillæg til miljøgodkendelse af støjvold med forhøjede grænseværdier for bl.a. kulbrinter og barium i den tilførte jord eller af klage over kommunens afgørelse om, at der ikke skulle ske VVM-screening.
På baggrund af ansøgning meddelte Silkeborg Kommune i maj 2024 tillæg til miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33, om ændring af grænseværdier for lette kulbrinter, sum af kulbrinter og kalkstabilisering for støjvold, hvor kommunen i april 2022 havde meddelt miljøgodkendelse til nyttiggørelse af lettere forurenet jord i støjvold. Kommunen traf samtidig afgørelse om, at tillægget ikke skulle screenes efter miljøvurderingslovens § 21 med den begrundelse, at de øgede grænseværdier ikke havde nogen væsentlig skadelig indvirkning på miljøet, da ændringerne medførte, at grænseværdierne kom til at svare til Miljøstyrelsens jordkvalitetskrav, hvormed tillægget ikke var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13(b). Tillægget til miljøgodkendelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening, der gjorde gældende, at projektet skulle have været miljøvurderet, eller i alt fald screenet, og at der skulle have været fastsat vilkår i miljøgodkendelsen, der sikrede at natur, miljø og menneskers sundhed ikke blev udsat for fare med anmodning om, at klagen blev tillagt opsættende virkning. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at klage over miljøgodkendelse som udgangspunktet ikke har opsættende virkning og fandt ikke grundlag for at fravige dette, da der efter det oplyste ikke var risiko for uoprettelig skade under klagesagens behandling, idet nævnet bl.a. henviste til, at ændringen svarede til Miljøstyrelsens jordkvalitetskriterium for jord som kunne bruges frit. Hvad angik afgørelsen efter miljøvurderingsloven, bemærkede nævnet, at klager over afgørelser efter miljøvurderingsloven som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, medmindre nævnet bestemte andet. Nævnet fandt, at der ikke forelå forhold som kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet, da det ikke havde sandsynliggjort, at der forelå en væsentlig overskridelse af miljøvurderingsloven, og at der ville ske uoprettelig skade, hvis klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at miljøvurderingslovens regler om VVM-screening indebærer en væsentlig udvidelse af, hvad der kan påklages som en afgørelse. Ved ændring af projekter, der tidligere har været VVM-screenet, vil der således som udgangspunkt skulle ske screening efter miljøvurderingslovens § 21. Det fremgår imidlertid af lovens bilag 2, pkt. 13(b), at der ved ansøgning om mindre ændringer af projekter omfattet af bilag 2 kun er krav om VVM-screening, hvis ændringen kan forventes at have skadelig virkning på miljøet. VVM-screening kan derfor undlades i disse tilfælde, men kommunen afgørelse herom kan som sagen viser, påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.