MRF 2024.250
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. september 2024, j.nr. 21/12533
Ophævet og hjemvist afslag på tilladelse efter miljøbeskyttelsesloves § 19 til etablering af jordvarmeboring, da en generel og mulig risiko for forurening af grundvand ikke var tilstrækkelig, når anlægget opfyldte betingelserne i jordvarmebekendtgørelsen.
Roskilde Kommune meddelte i september 2021 afslag på grundejer E’s ansøgning om tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til etablering af jordvarmeboring i en dybde på 170 m under terræn på en ejendom i Roskilde. Det fremgik af afgørelsen, at forvaltningen havde indstillet tilladelse til det ansøgte, der overholdt jordvarmebekendtgørelsen krav til placering og konstruktion på vilkår, der sikrede anlægget bedst muligt mod brud og forurening af grundvandsressourcen, hvormed risikoen for forureningshændelser var lille. Kommunens Klima- og Miljøudvalg havde dog fundet, at der ikke kunne meddeles tilladelse til det ansøgte, med begrundelsen, at det ansøgte var beliggende i et område med drikkevandsinteresser, selvom der ikke for indeværende foregik borinder i området, da der på et senere tidspunkt kunne forekomme indvinding af drikkevand. Det fremgik at udvalget havde lagt vægt på, at der på trods af vilkårene forelå risiko for forurening, og at udvalget havde foretaget en afvejning af hensynet til beskyttelsen af grundvandet over for hensynet til den enkelte grundejers ønske om en jordvarmeboring. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig gjorde gældende at afslag på tilladelse ikke var tilstrækkeligt begrundet, at kommunen havde sat skøn under regel ved ikke at foretage en konkret vurdering, og at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, da kommunen havde meddelt tilladelse til et lignende projekt 100 m fra E´s ejendom. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvist til grund, at miljøbeskyttelseslovens § 19 sammenholdt med jordvarmebekendtgørelsens regler skal forstås på den måde, at der som udgangspunkt skal gives tilladelse til jordvarmeanlæg der opfylder kravene til placering og konstruktion i bekendtgørelsen, men at der kan gives afslag, hvis dette er begrundet i en konkret vurdering af risikoen for forurening af jord eller grundvand på den ansøgte placering, og hvis denne risiko ikke kunne imødekommes ved fastsættelse af skærpede afstandskrav eller vilkår om særlig indretning, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 3. Da kommunens begrundelse blot var en henvisning til en generel mulig risiko, kunne dette ikke begrunde afslag, når det ansøgte opfylder bekendtgørelsens betingelser. På denne baggrund fandt nævnet at der forelå en væsentlig retlig mangel der begrundede ophævelse og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i kommunen.
Kommentar: Afgørelsen er medtaget for at illustrere, at klagenævnet i prøvelse af skønsmæssige afgørelser, som tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 19 både kan og skal prøve, om der er foretaget en konkret vurdering med inddragelse af de obligatoriske hensyn, når en sådan vurdering bestrides af klager. I dette tilfælde giver oplysningerne indtryk af, at kommunens afslag var begrundet i en mere ubestemmelig frygt for fremtidig forurening, hvorfor det er velbegrundet, at denne begrundelsesmangel fører til ophævelse og hjemvisning.