MRF 2024.243
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. august 2024, j.nr. 21/07547
Stadfæstet afslag på lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 16 til kajakstativ, betontrappe og terrasse ved/i Skanderborg Sø med bemærkning om, at kajakstativ måtte anses for et anlæg i naturbeskyttelseslovens forstand. Helbredsmæssige hensyn kunne ikke begrunde dispensation.
Skanderborg Kommune meddelte i maj 2021 efter besigtigelse afslag på ansøgning lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 og afslag på lovliggørende tilladelse efter vandløbsloven til bro fra E’s ejendom og ud i Skanderborg sø, samt afslag på lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 16 til anlæg af terrasse, kajakstativ og fliseterrasse på E’s ejendom inden for søbeskyttelseslinjen. Kommunen påbød videre fysisk lovliggørelse af de etablerede anlæg, og anlæggene skulle efter påbuddet fjernes, mens arealerne skulle ”retableres”. E påklagede afslag på lovliggørende dispensation vedrørende broen, trappen, terrassen og kajakstativet, mens afslag vedrørende fliseterrassen ikke blev påklaget. E gjorde navnlig gældende, at anlæggene var etableret under hensyn til familiemedlemmers helbred, og at afslag på dispensation var i strid med lighedsprincippet, da der fandtes lignende anlæg ved Skanderborg Sø. E gjorde endvidere gældende, at kajakstativet ikke var af bygningslignende karakter. Kommunen afviste E’s indsigelse om lighed med, at kommunens administrationspraksis var anlagt efter kommunesammenlægningen i 2007, og at den nuværende administrationspraksis for bådebroer var vedtaget i 2016, og at de fleste forhold, som E henviste til, var etableret før 2007, eller i øvrigt var så gamle, at forholdene ikke var dispensationskrævende. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde indledningsvist som ubestridt til grund, at Skanderborg Sø var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Hvad angik terrassen, bemærkede nævnet at undtagelsen i naturtypebekendtgørelsens § 6, stk. 1 om både- og badebroer ikke fandt anvendelse, da nævnet fandt, at terrassen havde karakter af en platform anlagt som fast konstruktion som terrasse med henblik på ophold. Nævnet fandt ikke, at der forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation efter § 65, stk. 2, da der var tale om en væsentligt indgreb i beskyttet natur, hvis formålet alene var af privatretlig karakter, hvorfor nævnet stadfæstede afslag på lovliggørende dispensation fra § 3 til broen. Hvad angik søbeskyttelseslinjen lagde nævnet med henvisning til Miljøstyrelsens vejledning nr. 61 af december 2022 om bygge- og beskyttelseslinjer til grund, at § 16 udgør et generelt forbud mod at placere bebyggelse inden for søbeskyttelseslinjen, og at bebyggelse også omfattede andet end bygninger, herunder også andre konstruktioner og anlæg. Nævnet fandt, at kajakstativet var et ”anlæg” i naturbeskyttelseslovens forstand under hensyn til kajakstativets omfang og udseende, herunder at stativet kunne rumme to kajakker og to paddleboards, var udført i metallisk materiale og var nedgravet i søbredden. Herefter fandt nævnet ikke grundlag for at meddele dispensation fra § 16 med henvisning til, at anlæggene fremstod som et samlet anlæg og som følge af deres størrelse og sønære placering, havde en markant fremtræden, der ville påvirke Skanderborg Sø som landskabselement. Nævnet afviste, at afslag på dispensation var i strid med ligebehandlingsprincippet, da der ikke forelå dispensationer til sammenlignelige anlæg efter 2007, og da myndighederne ikke var afskåret fra at ændre praksis, ligesom ikke var bundet at tidligere eller gældende dispensationspraksis fra førsteinstanser, der ikke havde været indbragt for nævnet. Nævnet bemærkede afslutningsvist, at helbredsmæssige hensyn ikke kunne føre til andet resultat, da sådanne hensyn ikke efter nævnets opfattelse burde gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse i § 3-natur og friholdelse af sølandskabet. På denne baggrund stadfæstede nævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen følger klagenævnets restriktive praksis i relation til naturbeskyttelseslovens §§ 3 og 16. I forhold til kajakstativet med plads til 2 kajakker og 2 paddleboards må dog særskilt bemærkes, at når nævnet fandt, at kajakstativet var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 16 var det konkret begrundet med, at stativet indgik i det samlede anlæg, hvorfor afgørelsen ikke i sig selv kan begrunde, at kajakstativer af så beskeden størrelse altid vil skulle anses for en bygning efter § 16.