MRF 2024.236
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. august 2024, j.nr. 23/14259
Omboende ikke klageberettiget over tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til udledning af overfladevand fra kunstgræsareal til drængrøft med udløb i Odense Å, der er en del af et Natura 2000-område. Afvist behandling af N’s klage over, at tilladelsen udledning af tungmetaller var en miljøskade, da der ikke var truffet afgørelse om miljøskade.
Odense Kommune meddelte i november 2022 udledningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, til udledning af overfladevand fra et kunstgræsareal på en ejendom beliggende 18 m fra Odense Å. Det fremgik af afgørelsen at overfladevandet ville blive ledt til en drængrøft der var tilsluttet et eksisterende udløb til Odense Å. Afgørelsen blev påklaget af N, hvis ejendom var beliggende 80 m fra det i sagen omhandlende kunstgræsareal. N gjorde navnlig gældende, at kunstgræsarealet medførte risiko for en miljøskade som følge af udledning af tungmetaller i Odense Å, at området udgjorde et Natura 2000-område, og at kommunen havde tilsidesat sin tilsynsforpligtelse efter miljøskadereglerne. I forhold til klageberettigelse gjorde N navnlig gældende, at N’s grund stødte op til området og kunne udsættes for forurening af tungmetaller og blive påvirket af ændrede grundvandsforhold, og at N var klageberettiget over forhold omfattet af miljøskader efter naturbeskyttelseslovens kap. 11 a. I forbindelse med klagesagen bemærkede kommunen, at der ikke var truffet afgørelse om miljøskade eller overhængende fare derfor. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) afviste, at N havde en sådan individuel og væsentlig retlig interesse, at N kunne anses for klageberettiget i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2. Nævnet henviste til, at N ikke var bredejer og afstanden mellem N’s ejendom og drængrøften, hvorefter der efter nævnets opfattelse ikke var risiko for væsentlig overfladisk afstrømning til N’s ejendom. Det var endvidere nævnets vurdering, at der ikke var påvist nogen anden væsentlig påvirkning af N’s ejendom som følge af udledningstilladelsen. Hvad angik indsigelsen om miljøskade og mangelfuldt tilsyn, bemærkede nævnet, at det var en forudsætning for at nævnet kunne behandle en sag, at der var truffet afgørelse, som efter den øvrige lovgivning kunne påklages til nævnet. Da kommunen ikke sås at have truffet afgørelse om kommunens tilsyn eller den af klager påståede miljøskade, afviste nævnet at realitetsbehandle denne del af N’s klage. Nævnet henviste herefter til, at N kunne indbringe klager over kommunernes tilsyn til Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed efter kommunestyreloven. På denne baggrund afviste nævnet at realitetsbehandle N’s klage i dens helhed.
Kommentar: Afvisningen af klagen over miljøskade eller overhægende risiko herfor må tiltrædes, men Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne med fordel tydeliggøre, at en tilladelse til en spildevandsudledning eller andre tilladelser aldrig kan være et forhold omfattet af miljøskadeloven. Begrundelsen er, at en tilladelse fastsætter retlige rammer for den fremtidige påvirkning, mens miljøskader og overhængende risiko herfor vedrører faktiske forhold. Hvis en myndighed meddeler tilladelse til en aktivitet, som nabo eller andre klageberettigede mener, kan medføre miljøskade, skal indsigelsen rettes mod tilladelsen, mens indsigelse om miljøskade skal afvises. I forhold til N’s klageret over udledningstilladelsen efter miljøbeskyttelseslovens § 28 er nævnets afvisning på linje med fast praksis, men det kan overvejes, om denne praksis er holdbar, efter at miljøskadelovens § 55 om klageret blev ændret i 2024 (lov 2024/322) på baggrund af åbningsskrivelse fra Kommissionen, hvorefter det tidligere krav om individuel væsentlig berørt blev ændret, således at det er tilstrækkeligt at klager berøres eller kan forventes at blive berørt. Selv om lovændringen alene angår miljøskader, er formuleringen af miljøansvarsdirektivets regler om klageret baseret på Århus-konventionens art. 9, hvorfor det er nærliggende at antage, at der må gælde samme kriterium efter miljøbeskyttelsesloven og andre miljølove. I relation til at Odense Å er et Natura 2000-vandløb må det i øvrigt anføres, at hvis Odense Kommune ved meddelelse af tilladelsen efter miljøbeskyttelseslovens § 28 har overholdt habitatbekendtgørelsens § 6 og foretaget en væsentlighedsvurdering af udledningstilladelsens påvirkning af Natura 2000-vandløbet, vil dette i sig selv udelukke, at der kan være tale om en miljøskade på EU-beskyttet natur, da miljøansvarsdirektivet og miljøskadeloven definitorisk udelukker, at der kan ske skade på EU-beskyttet natur fra aktiviteter, som er tilladt efter habitatdirektivets art. 6(3).