MRF 2024.234
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. august 2024, j.nr. 19/03493
Stadfæstet regions afslag i 2018 på lovliggørende dispensation efter jordforureningslovens § 52 til at lade 19.300 m3 jord tilført råstofgrav i perioden 2004-2013 blive i råstofgraven, uanset oprydningen ville koste 6-7 mio. kr., da grundejeren i 2004 havde fået oplyst, at jordtilførslen var ulovlig. Regionen skulle lovliggøre forholdet efter jordforureningslovens § 67, herunder ved anvendelse af påbud efter §§ 40 og 41.
Sagen drejede sig om en tidligere råstofgrav i Jægerspris, hvor Frederiksborg Amt i 2004 blev gjort opmærksom på, at råstofgraven blev tilført jord. Frederiksborg Amt indskærpede over for grundejeren E, at tilførslen af jord ikke var lovlig, hvorefter E 2005 fremsendte ansøgning om dispensation til deponering af jord i råstofgraven. Da E ikke opfyldte regionens anmodning om supplerende oplysninger, blev sagsbehandlingen i 2006 sat i bero. Efter en borgerhenvendelse foretog Region Hovedstaden i 2013 tilsyn, hvor det blev konstateret, at råstofgraven var blevet tilført betydelige mængder jord, hvilket blev påtalt af Regionen, der herefter genoptog behandling af E’s ansøgning fra 2005 om dispensation fra forbuddet efter jordforureningslovens § 52. Efter opmåling konstaterede Regionen, at der var tilført råstofgraven 19.300 m3 jord, og at der ikke forelå dokumentation for oprindelsen og kvaliteten af den tilførte jord, hvorefter Regionen i 2015 meddelte afslag på ansøgningen fra 2005 om dispensation. I april 2016 varslede Regionen lovliggørelsespåbud efter jordforureningslovens § 67 til E om at fjerne den jord, der var tilført i 2004 – 2014 og fremsendte en plan for fjernelse af jorden, eller alternativt søge lovliggørende dispensation. E svarede ikke herpå, men Regionen meddelte i september 2016 til E, at Regionen vil behandle sagen som en ansøgning om retlig lovliggørelse. E fik herefter gennemført en miljøundersøgelse med analyse af 65 jordprøver fra 17 boringer, analyse af 13 porevandsprøver og af 3 grundvandsprøver. På baggrund af undersøgelsen konkluderede Regionen, at den tilkørte fyldjord med den påviste forurening udgør en risiko for forurening af grundvandsressourcen i et område, hvor grundvandsressourcen er egnet til drikkevandsforsyning og også anvendes hertil, hvorfor Regionen ikke fandt, der kunne meddeles lovliggørende dispensation til den tilførte jord, hvor Regionen i afgørelse af 30. oktober 2018 meddelte afslag på lovliggørende dispensation efter jordforureningslovens § 52, stk. 2, nr. 3, hvor det samtidigt fremgik, at bortkørsel og deponering af den tilførte jord ville medføre omkostninger på 6-7 mio.kr. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. gjorde gældende, at Regionen siden 2005 havde været vidende om tilførslen af jord, men der først i 2013 blev foretaget tilsyn af Region Hovedstaden, hvorfor grundejeren havde en berettiget forventning om, at tilførslen indtil da skete med myndighedens accept. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at råstofgraven er beliggende i et geologiskområde, hvor der ikke er sammenhængende beskyttende jordlag over det primære grundvandsmagasin, at der er hydraulisk kontakt mellem det sekundære og primære grundvandsmagasin og en forholdsvis stor grundvandsdannelse, og at området er udlagt som særlig drikkevandsinteresse (OSD) og inden for indvindingsopland for almen vandforsyning. Endvidere lagde nævnet til grund, at der ikke forelå dokumentation om oprindelsen af den tilførte jord. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Regionens afslag på lovliggørende dispensation, da E i 2004 var blevet oplyst om, at tilførsel af jord uden dispensation efter § 52 var ulovligt, og Regionen først ved borgerhenvendelse i 2013 var blevet bekendt med, at råstofgraven blev tilført yderligere jordmængder. Da der siden 2013 havde været ført løbende korrespondance og drøftelser med E frem til afgørelsen i 2018, fandt nævnet ikke, at havde en berettiget forventning om, at tilførslen af jord skete med myndighedens accept. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede herefter afslaget med bemærkning om, at ”det herefter vil være op til Region Hovedstaden at sikre, at det ulovlige forhold lovliggøres, jf. jordforureningslovens § 67, stk. 3. Såfremt regionen i den forbindelse meddeler påbud om at genoprette tilstanden, herunder ved anvendelse af bestemmelserne i lovens §§ 40-41, vil sådanne afgørelser kunne påklages særskilt til nævnet, jf. jordforureningslovens § 77, stk. 1, nr. 1”.
Kommentar: Afgørelsen vedrører et sagsforløb på 20 år om et åbenbart ulovligt forhold, hvor det allerede i 2004 var klart, at der var sket ulovlig tilførsel af jord i råstofgrav, da der ikke var meddelt dispensation efter jordforureningslovens § 52. Selv om E herefter vanskeligt kunne være i god tro om at fortsætte tilførsel af yderligere jord, burde regionen i 2006 have underrettet E om, at ansøgning om lovliggørende dispensation var sat i bero, og samtidig have anmodet E om at fjerne den jord, der var tilført i 2004. Efter at regionen i 2013 blev opmærksom på den yderligere tilførsel af jord til råstofgraven frem til 2013, måtte regionen nødvendigvis tage stilling til, om der kunne meddeles lovliggørende dispensation, hvilket i dette tilfælde (unødigt) blev strakt over to afgørelser, nemlig afslaget i 2015 på ansøgningen fra 2005 og så afslag i 2018 på dispensation fra jordforureningslovens § 52. På baggrund af områdets status som OSD og de geologiske forhold sammenholdt med forureningsundersøgelsen og de manglende oplysninger om, hvor den tilførte jord kom fra, må afslaget anses i overensstemmelse med anden praksis, jf. bl.a. U 2006.1095 H, U 2009.1883 H og Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. februar 2023 (j.nr. 20/04120). I relation til lovliggørelsen giver nævnets bemærkninger dog anledning til nogle bemærkninger, da nævnet forudsætter, at jordforureningslovens §§ 40 og 41 finder anvendelse på ulovlig tilført jord i en råstofgrav, hvor der er meddelt afslag på lovliggørende dispensation fra § 52. I sådanne tilfælde synes den eneste rette hjemmel til lovliggørelsespåbuddet at være jordforureningslovens § 67, hvilket imidlertid må ses i lyset af motiverne, hvor det er anført, at § 67 ”viderefører bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens § 68 og § 69 om, at tilsynsmyndigheden skal bringe ulovlige forhold til ophør. Bestemmelsen giver dog ikke, som miljøbeskyttelseslovens § 69, hjemmel til at meddele påbud om at genoprette tilstanden efter forurening. Disse regler fremgår af kapitel 5 om påbud”. Efter motiverne skal en ulovlig tilstand efter jordforureningsloven således mødes med påbud efter §§ 40 og 41, hvilket dermed vanskeligt kan betegnes lovliggørelsespåbud og omvendt ikke er afstemt med nævnets forudsætning om, at der kan meddeles lovliggørende dispensation efter § 52, da §§ 40 og 41 ikke er udtryk for et ulovligt forhold, før påbud er meddelt og ikke efterkommet. Hertil kommer, at E ikke kan fjerne jorden og lovliggøre forholdet uden yderligere tilladelser. Når E skal fjerne den ulovligt tilførte jord, vil dette således kræve anmeldelse til kommunen efter jordforureningslovens § 50 (i lyset af forureningsundersøgelsen), og det vil samtidigt skulle lægges til grund, at den jord, der fjernes fra råstofgraven, er affald, hvorfor modtageanlægget skal have tilladelse til at modtage jorden, uanset om den kan nyttiggøres eller bortskaffes.