MRF 2024.223
EU-Domstolens dom af 21. november 2024, 5. afd., sag C-370/23, Mesto Rimavská Sobota
EU’s tømmerforordning kræver, at en lodsejer, som lader virksomheder foretage træfældning i lodsejerens skov, har etableret den i forordningen krævede due diligence-ordning for at forhindre handel med ulovligt fældet træ, hvis ejendomsretten til de fældede træer efter national ret først overgår til den, som fælder træet, efter at træet er fældet.
Sagen drejede sig om fortolkning af EU’s forordning 995/2010 om krav til virksomheder, der bringer træ og træprodukter i omsætning (tømmerforordningen). Efter forordningens art. 6, jf. art. 4(2), skal enhver virksomhed, der som den første i omsætningskæden bringer træ i omsætning, etablere en due diligence-ordning, som skal hindre omsætning med ulovligt fældede træer. I den konkrete sag havde en slovakisk kommune (K) indgået en aftale med en virksomhed (V) om, at virksomheden kunne fælde træer i den kommunale skov, således at kommunen anviste, hvilke træer V kunne fælde. Dette gav anledning til, at det slovakiske landbrugsministerium pålagde K en administrativ bøde på 2.000 euro, fordi kommunen ikke havde etableret en due diligence-ordning. Bøden blev tiltrådt af en slovakisk forvaltningsdomstol, men førte efter appel til den øverste forvaltningsdomstol til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om fortolkning af tømmerforordningen. Spørgsmålet i sagen var, om K udgjorde en virksomhed omfattet af forordningen, hvilket K bestred med henvisning til, at forordningen ikke omfatter træ på rod. EU-Domstolen tog udgangspunkt i, at forordningen ikke omfatter træ på rod, og at art. 2 skal fortolkes således, at de af forordningen omfattede virksomheder omfatter enhver fysisk eller juridisk person, der ”bringer træ og træprodukter” ”i omsætning” ved den første levering, som denne person foretager med henblik på distribution eller anvendelse som led i erhvervsvirksomhed, og uanset hvilken salgsmetode der anvendes, hvorved ejendomsretten for ubearbejdet træ eller brænde overdrages til en person, der foretager transaktioner på det indre marked (præmis 31-32). Derimod regulerer forordningen ikke betingelser for ejendomsrettens overgang, som derfor beror på national ret (præmis 34-35). Herefter fastslog EU-Domstolen, at K’s aftale om, at V kunne fælde træer efter K’s anvisning, kunne være et udtryk for, at træ var bragt i omsætning, når aftalen betød, at ejendomsretten til træer først blev overdraget til V, efter at træet var fældet. Men samtidig fastslog EU-Domstolen, at hvis ejendomsretten til de fældede træer overgik til V, før træerne var fældet, var K ikke omfattet af forordningens regler om due diligence. Det beroede derfor på slovakisk lovgivning om ejendomsrettens overgang, om K var omfattet af forordningens due diligence-ordning (præmis 38-40).
Kommentar: Dommen har betydning, hvor skovejere indgår aftale med en virksomhed om, at virksomheden kan fælde træer på skovejerens ejendom med henblik på videresalg, men understreger samtidig, at alle danske skovejere, der sælger træ, er omfattet af forordningens regler om due diligence-ordning. Efter dansk ret er udgangspunktet, at det må bero på den konkrete aftales indhold, hvornår ejendomsretten til træ, der fældes af en anden end skovejeren med salg for øje, overgår, og dermed om det er skovejeren eller den virksomhed, som fælder træerne, der omfattes af tømmerforordningens regler om due diligence. Som forordningen er formuleret, gælder reglerne om due diligence for alle, herunder f.eks. også hvis spejdere fælder juletræer og sælger dem foran lokale butikker, men hvor det således må bero på aftalen, om det er skovejeren eller spejderne, der skal etablere en due diligence-ordning. I dansk praksis er begrebet ”skov” dog – med udgangspunkt i retningslinjer fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) – blevet fortolket sådan, at det bl.a. ikke omfattede pyntegrøntarealer med juletræer, jf. Miljø- og Fødevareministeriets vejledning til danske skovejere om EU’s Tømmerforordning EUTR (2016). FAO’s definition af skovbegrebet er nu i det væsentlige blevet lovfæstet i forordning 2023/1115 af 31. maj 2023, der har erstattet forordning 995/2010, idet den nye forordning undtager landbrugsmæssig skovdrift, jf. art. 2(4). Den nye forordning er noget mere kompliceret end den tidligere og viderefører i art. 8 og 9 due diligence-ordningen i en udvidet version. Som konsekvens heraf er den hidtidige danske gennemførelseslov 1225/2012 med bekendtgørelse 2016/849 blev ophævet ved lov 1467/2024, hvorefter fastsættelsen af supplerende regler til forordning 2023/1115 i stedet sker gennem bemyndigelsesregler i naturbeskyttelseslovens §§ 71, stk. 3, og 73 a. Den tidligere tømmerforordning har så vidt ses givet anledning til en enkelt straffesag i dansk ret, nemlig MAD 2018.352 Ø (TfK 2019.98), hvor dansk importør af møbler og brugskunst blev idømt en bøde på 70.000 kr., idet landsretten navnlig lagde vægt på, at importøren ikke havde etableret den krævede due diligence-ordning. Derimod ses ikke eksempler på, at danske skovejere, der sælger træ, er blevet dømt efter forordningen.