MRF 2024.210/2
Planklagenævnets afgørelse af 27. august 2024, j.nr. 23/10133
Ikke medhold i klage over kommunes afgørelse om selvhjælpshandling til fjernelse af jord, byggeaffald og entreprenørmaskiner på landbrugsejendom, da nævnet måtte lægge til grund, at lovliggørelsespåbuddet ikke var opfyldt, og da det var sandsynliggjort, at ugentlige tvangsbøder på 1.000 kr. pålagt ved dom i 2017 ikke førte til lovliggørelse.
I oktober 2014 meddelte Varde Kommune afslag på lovliggørende landzonetilladelse til oplag af jordvolde, byggeaffald og entreprenørmaskiner på E’s landbrugsejendom, hvorfra der blev drevet entreprenørvirksomhed. I februar 2015 meddelte kommunen lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51, stk. 5, til E om at fjerne oplaget senest 1. juli 2015. Da E ikke efterkom påbuddet, indgav kommunen i september 2015 politianmeldelse, hvorefter der blev rejst straffesag mod E, der endte med, at E ved Retten i Esbjergs dom af 5. april 2017 blev idømt en bøde på 10.000 kr. for ikke at have efterkommet påbuddet. E blev samtidig pålagt ugentlige tvangsbøder på 1.000 kr. fra 1. juli 2017, indtil påbuddet om fjernelse af oplaget blev efterkommet. Ved kommunens tilsyn på ejendommen i marts 2022 og januar 2023 blev det konstateret, at påbuddet fra februar 2015 fortsat ikke var efterkommet, hvorefter kommunen varslede selvhjælpshandling i medfør af planlovens § 63, stk. 3. I juni 2023 traf kommunen afgørelse om at gennemføre selvhjælpshandling til fjernelse af oplaget, hvilket blev påklaget af E, der navnlig anførte, at dommen fra 2017 var opfyldt, idet der alene stod landbrugsmaskiner (og ikke entreprenørmaskiner) på ejendommen, og da E ikke mente, at der var støtte i dommen for at kræve affald fjernet. Planklagenævnet (formanden) fandt, at der ikke var oplysninger i sagen, der understøttede, at påbuddet skulle være efterkommet, idet nævnet bemærkede, at en nærmere afklaring af, hvilke genstande på ejendommen, der var oplag for entreprenørvirksomheden, forudsatte en egentlig bevisførelse med vidneafhøringer og/eller syn og skøn, hvilket måtte ske under et søgsmål ved domstolene. På baggrund af oplysningerne fra kommunens tilsyn lagde nævnet derfor til grund, at påbuddet ikke var opfyldt. Nævnet fandt herefter, at betingelserne efter planlovens § 63, stk. 3, for kommunens selvhjælpshandling var opfyldt, da E trods dommen fra 2017 og de idømte tvangsbøder fortsat ikke havde opfyldt påbuddet, hvorfor det var sandsynliggjort, at tvangsbøderne ikke kunne antages at føre til, at påbuddet blev efterkommet. På den baggrund kunne nævnet ikke give medhold i E’s klage.
Kommentar: Uanset at der efter planloven – i modsætning til næsten alle andre miljølove – er administrativ klageadgang for tilsynsafgørelser, er det meget sjældent, at Planklagenævnet og de tidligere nævn har haft lejlighed til at prøve afgørelser om selvhjælpshandling efter planlovens § 63, stk. 3, jf. dog for et tidligere eksempel MAD 2013.2819 Nmk. En mulig forklaring er, at det formentlig er sjældent, at kommunerne i det hele taget gennemfører selvhjælpshandlinger ved overtrædelser af planloven. Dette hænger sammen med, at proceduren efter planlovens § 63, stk. 3, er tung og forudsætter en forudgående straffedom med idømmelse af tvangsbøder, og at den forpligtede trods dette stadig undlader at opfylde påbuddet. Dertil kommer, at de fleste kommuner i tilfælde af den forpligtedes fortsatte nølen formentlig foretrækker at anmode anklagemyndigheden om at forhøje tvangsbøderne, frem for at kommunen skal afholde udgifter til påbuddets opfyldelse med den deri liggende risiko for manglende betalingsevne og -vilje fra den forpligtedes side. Denne fremgangsmåde blev da også fulgt i bl.a. MRF 2023.21/4 V, MRF 2023.261 V og MRF 2024.91 Ø. I forhold til den konkrete sag forekommer det umiddelbart korrekt, at Planklagenævnet henviste mere omfattende bevisførelse for påbuddets opfyldelse til domstolene, idet det dog bemærkes, at det er vanskeligt at vurdere spørgsmålet alene på grundlag af den vistnok ufuldstændige gengivelse af kommunens påbud i nævnets afgørelse. Det havde desuden været ønskeligt, om også begrundelsen og konklusionen i byretsdommen fra 2017 var gengivet i afgørelsen. Uanset at denne sagstype er en sjældenhed hos Planklagenævnet, må det endvidere bemærkes, at en sagsbehandlingstid på et år i en så forholdsvis simpel sag forekommer for lang særligt henset til afgørelsens indgribende betydning for klageren. Det må i den forbindelse bemærkes, at klage over en afgørelse som den foreliggende ikke automatisk har opsættende virkning efter planlovens § 60 a, og at der ikke er oplysninger om, at nævnet i den konkrete sag traf afgørelse herom (eller at klageren anmodede derom). Det fremgår heller ikke af nævnets afgørelse, om kommunen trods klagesagen gennemførte selvhjælpshandlingen som varslet.